Top 5 – "Gider vi godt holde kæft, hva'?"

Nogle gange bliver metaljournalister også trætte af at høre på os selv – dette er resultatet.

Det er faktisk ingen sag at være musikjournalist.

Det kræver, at man har en mening om alt, en helt igennem ulidelig selvtillid, evnen til at stave som en 9. klasses-elev (i hvert fald en 9. klasses-elev i 90'erne, for ungdommen nutildags...pssh), og først og absolut fremmest et ordforråd så forstokket, arkaisk og ubegribeligt repetitivt, at selv salig Wayne Static ville forvente, at man kunne skrive noget, der gentog sig selv bare en smule mindre.

For vi gør det alle sammen, os metalmedier. Lige fra stormuftierne i Devilutions inderkreds til den fire dage gamle myRock-inspirerede blog Tommys Tons & Tråd genbruger vi de samme ligegyldige, misvisende, sjælløse og efterhånden fuldstændig værditomme udtryk til at beskrive vores oplevelser. Vi kræver, at musikken skal være ny. At der skal ske en udvikling, og at kunstnerne skal skue fremad. Men vi evner det sjældent selv i vores formuleringer, der ikke synes at have ændret sig synderligt, siden d'herrer Jungersen og 'Jam' var metallens fremmeste fortalere her i landet for ... ja, 30 år siden. Plus det løse.

Denne top 5 vil slå ned på de fem mest trælse, intetsigende og dødstæskede vendinger, som samtlige danske metaljournalister – denne borderline uduelige skriverkarl inkluderet – ynder at fylde dig, kære læser, med. Lær dem, foragt dem og kræv bedre metaljournalistik. Det har du fortjent.

1. ”Mægtige ...”
Ingen bands er mægtige. Nej, de er ej. Det er forfejlet billedsprog. Karl den Store var mægtig. Dolomitterne er mægtige. Din venstre testikel er mægtig, hvis du er kommet for skade at sætte dig på en hveps. Søg læge, i øvrigt. Men så længe vi ikke har udstyret Slaughter to Prevail med scepter og æble eller givet Amon Amarth regeringsmagt og eksklusiv brugsret over Blekinge, så er der ikke noget mægtigt ved dem. Det er bands, der er mere populære end andre, typisk fordi de spiller noget lettere tilgængelig musik end andre. Det er ikke ”mægtigt”. Det er kalkulerende. Fremadrettet bør ”mægtig” kun benyttes af journalister, når de citerer fra en af de tidlige Far til Fire-film.

For at repetere:
Schwerer Gustav ovenfor: Mægtig.
Ronnie James Dio: Ikke mægtig. Ikke engang i sine velmagtsdage.



2. ”Mødepligt”
Niks, heller ikke. Så længe ingen har opgraderet dig fra tastaturkriger og til at have mandat til at gå fra hus til hus og uddele bødeforlæg til alle, der ikke var inde og høre John Cxnnor spille tramp forleden, så er det en tom trussel. Og den bliver ikke mere fyldig af, at den bliver udstukket tre gange ugentligt. I øvrigt skulle jeg noget andet, nå.


3.”Legendariske/episk/knusende ...”
Nuvel, det er ikke per definition forkert at kalde Nifelheim, Henry Rollins og Lasse Bak fra Illdisposed og det mørke Djursland legendariske. Men er det fair at sidestille dem med Moses, Dante og kong Arthur? Og giver det mening at bruge det samme tillægsord til at beskrive ethvert band med skønsang og keyboard som til at definere 'Iliaden', 'Det Tabte Paradis' og Pumpurs 'Bjørnedræberen'? Er den nye med Gloryhammer vildere end Odysseus?

Vi skrivertyper overdriver i ekstrem grad for at værdisætte noget relativt ligegyldigt, og det faktum, at vi gør det tolv gange om ugen, hjælper ikke. Sagnet om Gilgamesh har overlevet i 4000 år. Vi har næsten glemt Manowar allerede.

Og ”knusende”? Jeg var knust, da min kat døde. Men jeg har endnu aldrig været til en dødsmetal-koncert, jeg ikke selv kunne gå hjem fra. Det er noget pladder. Stram op.


4. ”Magtdemonstration”

At gå fuld Lukashenko og vinde et valg med 80+ procent af stemmerne er en magtdemonstration.
At sende fejedrengen nede i tømmerhandlen ud og skovle lort ud af det tilstoppede toilet, fordi nogen skal gøre det og det er ikke dig, er en magtdemonstration.
Det er ikke en magtdemonstration, at trommeslageren stadig kan spille nogle af sangene fra 'Ride the Lightning'. Det er ikke en magtdemonstration, at 150 gæster på Stengade drak sig ned og derefter syntes, det var fedt, at du spillede den sang, de kendte. Det er i bedste fald et veludført stykke arbejde.

Den dag Cannibal Corpse tager Six Feet Under med som supportband og tvinger dem til at spille det der Anal Cunt-cover, er det en magtdemonstration. Indtil da bør ”magtdemonstration” være verba non grata for den samlede danske metalpresse. Jeg har talt.



5. Assorterede voldssynonymer

Jojo, selv om vi alle sammen enten er nogle godmodige familiefar-typer eller den mere standardiserede folkeskole-mobbeoffer-skabelon, så er vi jo stadig nogle ret farlige eksistenser, er vi ikke? Nogle har tatoveringer, nogle har skæg, nogle bruger pandamaling uden for fastelavnssæsonen og gisp, går i sort tøj?! Huha, det er angstvækkende! Sagde ingen.

Alligevel pladrer vi rask væk, jeg selv sikkert mere end de fleste, om at smadre i pitten, brække næser, losse folk i ansigtet og jeg ved ikke hvad. Prønuliåhørher: Vi gør jo ikke de her ting.

Jeg ved godt, at det ikke er fedt at bruge tid i sin anmeldelse af en Terror-koncert på at beskrive, hvordan ham den store gav dig en krammer og sagde pænt undskyld, fordi han kom til at træde på din tommeltå. Men det var jo det, der skete. Kryb til korset, ordgøgler. Du hyggede dig jo helt vildt og havde det dejligt. Og ham fra Eyes lignede ikke en, der ville smadre nogen, uanset hvor meget du påstår det. La' vær'.

Så næste gang du læser en anmeldelse af noget mesterligt, monumentalt, måske endda genredefinerende, udført af en ikonisk kunstner eller et band, der er en institution inden for genren, og du får at vide, at koncerten har været bragende, energisk og intens, og føltes som en mur af lyd: Så bed din skriverkarl tage sig sammen. Vi kan godt, hvis vi prøver.