Orientalske metal-Barbie girls
Populær
Japanske Babymetal er et kommercielt produkt snarere end et band. Men det er et helt igennem gennemarbejdet koncept, der slet ikke er uden underholdningsværdi.
2.Megitsune
3.Gimme Chocolate!!
4.Line!
5.Akatsuki
6.Doki Doki * Morning
7.Onedari Daisakusen
8.Song 4
9.Uki Uki * Midnight
10.Catch Me If You Can
11.Rondo Of Nightmare
12.Head Bangeeeeerrrrr!!!!!
13.Ijime, Dame, Zettai
14.Road Of Resistance (Bonus) (ft Herman Li & Sam Totman of Dragonforce)
15.Gimme Chocolate!! (Bonus) (Live at the O2 Brixton Academy, London)
Babymetal består af tre frontkvinde – eller snarere frontpiger – og en rækker skiftende mere eller mindre anonyme i betydningen hemmelige japanske heavy metal-musikere.
De tre piger i bandet er Suzuka Nakamoto som "Su-metal", Yui Mizuno som "Yuimetal" og Moa Kikuchi som "Moametal". De skulle efter foreliggende oplysninger være henholdsvis 17, 15 og 15 gamle. De tre piger danser og synger – efter bandets mange videoer at dømme er det dog primært ”Su-metal”, der synger, imens det to yngre piger tonser rundt på scenen.
Musikerne i/bag Babymetal er for undertegnede helt ukendte, når der ses bort fra guitarist og pianist Takayoshi Ohmura, der skulle have spillet med såvel Vitalij Kuprij og den japansk residerende Marty Friedman.
”Bandets” musik består næsten udelukkende af tilsyneladende helt nye kompositioner. Der synges på japansk men med indskudte amerikanske ord, ligesom titlerne er engelske.
Metal?
På første sang, ’Babymetal Death’, kan man næste komme til at tro, at det her er ment alvordligt. Sangen begynder med en symfonisk gothic-intro, inden det går i gang med en omgang semi black/death, hvor et mandligt kor staver B-A-B-Y M-E-T-A-L, inden koret råber "Death, death, death". Det er sgu meget sjovt. Pigerne deltager ikke meget på denne sang.
På anden sang, ’Megitsune’, er vi imidlertid allerede ovre i en blanding af speed metal og eurodisco, hvor det metalliske understøttes af programmerede keyboards – lidt i stil med Amaranthes seneste udspil ’Massive Addictive’. Hos Babymetal er der dog skruet endnu mere op for teknikken.
Aqua-inspiration
Lidt i samme stil begynder ’Gimme Chocolate'. Men da man når til omkvædet, bliver man virkelig udsat for et chok. Der pludselig tale om noget, der fuldstændig minder om Agua.
Aqua-stilen kører videre i sangen ’Line’:
Og sådan kører Babymetal så ufortrødent videre albummet igennem med en blanding af metal, teen-pop, disco, tecno og endda lidt rave-musik.
Konstruktion
Det er hele er planlagt, tegnet og tilrettelagt ned i mindste detalje. Der er klart tale om et kommercielt produkt, der primært retter sig mod målgruppen 10-16-årige (og så måske nogle metalfans med lolitakomplekser). Det kan tangere udnyttelse, men på den anden side, så er det hverken første eller sidste gang, at vi kommer til at opleve tegnebrætudtænkte bands. Her kunne en sammenligning måske være The Runaways, som den nyligt afdøde producer Kim Fowley skabte i midt halvfjerdserne. De fem piger i The Runaways spillede godt nok selv i mere eller mindre grad på de par albums, som de fik udgivet, og bandet fostrede da også Joan Jett og Lita Ford, som beviste, at de havde musikalitet nok til at stå på egne ben. Men der synes alligevel at være paralleller her, hvor der er tale om en producent, der har udtænkt et koncept.
Potentiale til teenage-hit
Der er nok ingen tvivl om – kan man lide det eller ej – at Babymetal bliver store og sikkert også her i Europa. Bandet spillede allerede på Sonic Festival i England i 2014 og er på turne i Europa i øjeblikket. Så hvis man har unger i hjemmet mellem 10 og 16 år, så kan man godt begynde at forberede sig på plagerier om Babymetal-t-shirts.
Babymetal har formentlig ingen langtidsholdbarhed, men hvis de kan betyde, at der bliver hevet nogle Justin Bieber-plakater ned fra en række teenageværelser, så er det fint nok.
Babymetal er ikke stor kunst, men det har en vis underholdningsværdi.