Back to the Eighties
Populær
Lita Ford har gravet dybt i gemmerne og har fundet gamle bånd frem, som er blevet støvet af til en udgivelse 20-30 år efter, de blev indspillet. Det har heldigvis ikke været helt forgæves.
2. Where Will I Find My Heart Tonight 04:47
3. Killing Kind 04:49
4. War Of The Angels 05:44
5. Black Leather Heart 03:33
6. Rotten To The Core 04:21
7. Little Wing 03:01
8. On The Fast Track 03:41
9. King Of The Wild Wind 05:04
10. Mr. Corruption 04:15
11. Anything For The Thrill 03:25
Som et historisk vidnesbyrd er ’Time Capsule’ ganske interessant, da albummet er fyldt med gæstemusikere, der alle har sat deres præg på hard rocken gennem tiderne. Musikalsk er albummet måske en lettere jævn sag, men dog ikke uden en vis charme og nostalgisk værdi.
Lita Fords karriere er velbeskrevet og langvarig. Men et lille brush up kan måske endnu en gang være på sin plads. Lita Ford kom med i pigebandet The Runaways som 17-årig i 1975 som leadguitarist. Bandet blev kæmpestore i Japan, men kollapsede i 1979, hvorefter Lita Ford såvel som bandets anden guitarist Joan Jett begyndte hver deres solokarriere.
Lita Ford udgav i 1980’erne og begyndelsen af ’90’erne en række ret succesrige album med albummet ’Lita’ fra 1988 som det mest succesfulde. ’Lita’ albummet indeholder blandt andet hitsinglerne ’Kiss Me Deadly’ og ’Close My Eyes Forever’. Sidstnævnte er en duet med Ozzy Osbourne.
Lita Ford holdt en længere pause fra musikscenen fra midten af ’90’erne og indtil 2009, hvor hun udgav den noget tvivlsomme ’Wicked Wonderland’. Senere er det blevet til den lidt bedre ’Living Like A Runaway’ fra 2012 og livealbummet ’The Bitch Is Back... Live’ fra 2013.
Nu er Lita Ford så klar igen med et nyt album. Men denne gang er der ikke tale om en ny indspilning, selv om der nu nok er langt lidt overdubs ind her og der.
Lita Ford har været i kælderen eller i bunden af klædeskabet, eller hvor hun ellers har begravet fortiden, og har fundet en række bånd frem, som indeholdt indspilninger fra gamle dage.
Båndene er så blevet støvet godt og grundigt af og er sikkert også blevet udsat for alverdens digitalt reparationsarbejde. Det har dog ikke helt kunnet fjerne lyden af slitage her og der. Men det lydmæssige resultat er nu ikke helt tosset.
Musikken og sangene er sådan set også ok, hvis man er glad for genren og lyden af 80’erne. Det er ikke alle sangene, der er lige spændende. Men det er nu hyggeligt nok.
Gæstestjerner
Albummet er gæstet af en ordentlig røvfuld gamle kendinge og semikendisser.
Albummet begynder med en ikke særlig relevant intro, hvor Chris Holmes (ex-W.A.S.P), Lita Fords tidligere mand i en kortvarig periode, vader rundt og leder efter sine bilnøgler til sin Ford! Det er sikkert ment som en joke, men det er sgu ikke særlig sjovt. Hverken første gang man hører det og slet ikke efterfølgende-
Men efter at musikken rigtigt går i gang, bliver det da heldigvis bedre.
Første egentlige sang ‘Where Will I Find My Heart Tonight’ tager ikke prisen som verdens bedste ballade. Men det er en fin lille sang, hvor Lita Ford ud over at spille guitar også synger duet med Jeff Scott Soto (ex-Malmsteen, Journey m.fl.)
Der er noget mere substans i sangen ’Killing Kind’, hvor Billy Sheehan (Mr. Big, The Winery Dogs) spiller bas, Robin Zander og Rick Nielsen (Cheap Trick) er med på kor, og hvor Dave Navarro (Jane’s Addiction, ex-Red Hot Chili Peppers) spiller en fin sprød mandolin.
’War of the Angels’ og ‘Black Leather Heart’ stammer formentlig fra samme session som ‘Killing Kind’, da Billy Sheehan også spiller bas på disse to sange, ligesom albummets mest gennemgående trommeslager Rodger Carter (Eddie Money, Rick Springfield m.fl.) også spiller på disse tre sange. ’War of the Angels’ er en powerballade, hvorimod ’Black Leather Heart’ ikke overraskende er en mere rocket sag.
’Rotten to the Core’ er skrevet af Gene Simmons (Kiss), og han spiller også bas på versionen ligesom Bruce Kulick (ex-Kiss) spiller guitar sammen med Lita Ford på sangen.
Ganske godt uden at være prangende
Resten af albummet er uden kendte gæstemusikere. Lita Ford klarer vokal og guitar, Rodger Carter spiller trommer og Jimmy Tavis (ex-Odin) klarer strengene på bassen. Denne trio bidrager på albummet med i alt fem sange – to instrumentalnumre, hvoraf det ene er en coverversion af det gamle Jimi Hendrix-nummer ’Little Wing’, og tre numre med vokal.
Det er ikke dårligt, men det lyder måske nok en lille smule ufærdigt.
’Time Capsule’ er naturligvis en interessant udgivelse for os gamle fans, der nærmest føler, at vi er vokset op med Lita Ford, som om hun var en af legekammeraternes spændende storesøster. Men for yngre hard rock- og heavy metal-fans er det nok tvivlsomt, om det vil give de samme spændstige, rystende forårsfornemmelser i kroppen.