I kælderen efter øl
Populær
Black Label Society udgiver den niende studieplade med 'Catacombs of the Black Vatican', og alderen er ved at være tydelig.
2. My Dying Time
3. Believe
4. Angel of Mercy
5. Heart of Darkness
6. Beyond the Down
7. Scars
8. Damn the Flood
9. I've Gone Away
10. Empty Promises
11. Shades of Gray
Man kan ikke tale om Black Label Society uden også at sige Zakk Wylde. Manden er kendt for i en ganske ung alder at blive løftet til stjernerne som Ozzy Osbournes guitarist. Han var ikke den direkte efterfølger af den salige Randy Roads, men Wylde blev og bliver stadig associeret med Ozzy, og i den forstand kan man godt se ham som Roads' afløser – og det selv om de ikke spiller sammen længere.
Nå, men nok om Ozzy og mere om Black Label Society og dette deres niende udspil 'Catacombs of the Black Vatican'. Netop fordi bandet har stået i skyggen af Wyldes forhold til Osbourne har det det altid haft lidt et image som værende et sideprojekt, men alligevel har bandet (og det vil sige Zakk Wylde, da han så entydigt er bandkongen, og den eneste der har været med gennem det hele) lavet noget ret solid og svedig metalrock, med en helt egen sound. Og det får man en ny portion af på denne skive også. Dog er det mere en rockplade end en metal én af slagsen, for den er mere mellow og afdæmpet en eksempelvis forgængeren. Der er ikke så hæftigt et stortrommearbejde eller så mange hurtige riffs. Wyldes signaturguitarsqueal (altså den der pivetone, han laver i tide og utide) er heller ikke så benyttet, og hans vokal er også mere afdæmpet.
Man er i godt selskab, bevares, og det meste er sgu ikke så tosset, men der mangler en ægte "face-melter" af et hit til at løfte pladen op af den ølkælder den åbenbart er lagret i. Numre som 'My Dying Time', 'Beyond the Down' og 'I've Gone Away' er gode bud på noget tung grumguitar, som vi elsker Black Label Society for, men det er stadigvæk ikke de bedste sange fra den kant.
Og så er der problemet med balladerne. Nogle som bandet har for vane at traktere lytterne med, og som også er med på denne plade. Desværre for de er simpelthen for sukrede. Især 'Angel of Mercy' (alene titlen...) med strygerarrangement og 'Shades of Gray' med tremologuitar er for klæbrige.
Om det er alderen der har sat sig igennem, er ikke lige til at sige, men lidt vildskab mangler der i al fald. Men til en stille fadbamse går 'Catacombs of the Black Vatican' nu glimrende an.