Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2014: Lidt for køligt

Populær
Updated
Copenhell 2014: Lidt for køligt
Copenhell 2014: Lidt for køligt
Copenhell 2014: Lidt for køligt
Copenhell 2014: Lidt for køligt
Copenhell 2014: Lidt for køligt
Copenhell 2014: Lidt for køligt
Copenhell 2014: Lidt for køligt
Copenhell 2014: Lidt for køligt

Black Label Society leverede sådan set, men var ikke glohede.

Dato
11-06-2014
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3

Black Label Society er et projekt, der insisterer på ”Heavy”-delen af heavy metal. Og i mere end én forstand. Musikken er tung, hvilket er den oplagte betydning, men bandet holder også heavy-fanen højt i den lidt mere luftige betydning, hvor der skelnes mellem ”Heavy” og ”Metal”. Heavy er for dem med lædervest, metal er for dem med militærshorts. Heavy er for dem, der højst har én tatovering på skulderen (...) som forestiller et kranie med en slange), metal er for dem med et kulørt sleeve. Kort og godt: Metal er noget, man kalder det, når man gerne vil være lidt moderne. Heavy er det gammeldags. Black Label Society laver musik, der passer til den sidste kategori, uden det dog er specielt oldschool i doomet forstand. Mere bare amerikansk.

Det var derfor ikke så tosset at have programsat Black Label Society lige efter mægtige Iron Maiden. Koncerten kunne dog ikke helt holde momentum kørende, hvilket var lidt en skam. Og det er ikke, fordi de spiller dårligt, Black Label Society. Det er tight, og det rykker, men der er noget mekanisk over leverancen, som gør showet lidt, ja, maskinelt. Frontmand og solkonge i bandet, Zakk Wylde, er en eminent dygtig guitarhåndværker, og hans herrevokal giver god mening i dette musikalske univers, selv om han på dette punkt ikke er lige så dygtig som på guitar. På trods af alle dyderne fremstod han lidt kølig og koreograferet, da han stod der i al sin farlighed. Især da han hoppede op på sit lille podie for at guitarposere. Også hans ellers så berømmede soloer var lidt fræsende for fræsets egen skyld. Igen noget, som bidrager til det maskinelle og derved det kedelige.

Men måske er Black Label Society inderst inde bare lidt udtrådte. Koncertåbneren 'My Dying Days' fra seneste udgivelse kunne i hvert fald ikke måle sig med en sange som 'Godspeed Hell Bound' og 'Stillborn', som begge var helt fornuftige at lytte til. Måske ligger der i dette et tegn på, at noget er for nedadgående for orkestret.

Men når det er sagt, så var det nu ikke forfærdeligt. Det var bare ikke så godt, som det kunne have været.