Det flotteste og tungeste skrammel
Det var både ligheder og forskelle på de to Virginia-bands, der stod på Loppens plakat for september. Her stod den først på rock af den gamle skole med Satan’s Satyrs og derefter på doom af den nyere skole i form af Windhand.
Loppen var første stop på Satan’s Satyrs og Windhands igangværende Europaturne. Satan’s Satyrs var sat på som support for Windhand, der har fået samlet sig en solid fanbase i København såvel som på de større og mellemstore festivaler, der repræsenterer doomgenren.
The Devil Rides Out!
Satan’s Satyrs gik velklædte på scenen kl. 21:30. Motorcykelrock møder glam i mødet med de fire rødder, der er anført af Claythanas, hvem det efterhånden er alment kendt også håndterer bassen for Electric Wizard. Claythanas var med leopardtop, plateausko og bukser godt med svaj som taget ud af glamrocken i de tidlige 70’ere. Trommeslager Stephen Fairfield så med sine solbriller og denimvest ud, som var han trillet lige hen til Loppen på en Puch fem minutter tidligere. Jarrett Nettnin, der har styret guitaren fra bandet spæde start, havde en god bar vom og lædervest og ville have passet godt ind på de fleste brune bodegaer. Siden seneste koncert i Danmark var Nate Towle blevet tilføjet som andenguitarist, om end han også fik lov til at spille flere soli.
Det var tredje møde med satyrerne. Først en dejlig rodet og lovende koncert til Roadburn i 2013; dernæst en suveræn men ærgerlig kort koncert i Pumpehuset i 2015. Dette tredje møde på Loppen var den hidtil bedst lydende og strammeste koncert, som sadisterne har leveret. Det er en fornøjelse at være vidne til et band som Satan’s Satyrs, hvor man har kunnet spore en klar musikalsk forbedring medlem for medlem, men uden at de har sluppet deres uvurderligt fede groove som band. For det er vitterligt i deres skavanker, at Satan’s Satyrs kan noget særligt. De falder og stiger sammen, hvilket får selv deres mest skraldede stunder til at svinge på bedste gammelskolerock-maner.
Det var svært ikke at lade sig rive med på Satan’s Satyrs' første udgivelse ’Wild Beyond Belief’ (2013). Her var fed fuzzet punket rock og rul pakket ind i en hæsblæsende og diskantløs produktion. Pladen lød som en blanding af demo takes fra en fugtig øver og en fremadskuende og på sin egen vis moderne produktion i et stoner- og doom-miljø, der lydligt blev mere og mere korrumperet. Man var derfor også en kende skuffet, da opfølgeren, ’Die Screaming’ (2014), ikke helt kunne følge samme kadence. Satanerne havde haft brug for noget fornyelse, og produktionen var således blevet shinet op, men kvaliteten skæring fra skæring havde ikke helt samme niveau som på debuten. Heldigvis var der rigeligt af kvalitet at spore på seneste ’Don’t Deliver Us’ (2015), hvorfra vi også fik en lille håndfuld sange fra i torsdags.
En sætliste havde bandet ikke medbragt, men ’Alucard’ og ’You Know Who’ viste henholdsvis hvor direkte og primale samt hvor opbyggende og lirede, Satan’s Satyrs kan være. ’Alucard’ har en guitarlyd og et riff, der giver en lyst til at hamre søm i en oversavet træstamme, mens man drikker ølbong. Omvendt er ’You Know Who’ en mere sleben skæring, der sender tankerne i retning af især Blue Cheer og deres lyd fra og stil fra ’Outsideinside’ (1968).
Claythanas’ stil på både vokal og bas bevæger sig et sjovt sted mellem Geddy Lee (Rush) tilført et touch af Saint Vitus og doom af den ældre skole. Han er imponerende på bassen, og der sker virkelig ting på gribebrættet, hvilket indimellem går lidt ud over vokalens levering. Heldigvis beror Satan’s Satyrs' kvaliteter ikke på, at al melodi bliver leveret minutiøst. Forstå mig ret: De spiller og leverer den fede rock, men om en sang står eller falder hviler ikke på, om der mangler et slag eller to på tammerne.
Satans satyrer fik godt og vel 40 minutter på scenen. Næste gang håber jeg, at de kommer tilbage som main act, for man mangler en 20 minutters tid mere, før man er mættet.
Indadvendt og harmonisk doom
Kvart i elleve var det blevet Windhands tur. Der var godt pakket foran Loppens dejlige scene under doom-kvartettens første 3-4 numre. Det tyndede dog lidt ud i publikum i løbet af den time lange seance. Det er svært at sige, hvad årsagen helt præcist var til dette. Det kan godt tænkes, at en del udelukkende kom for at se Satan’s Satyrs. Omvendt virkede der også til at være dukket en del publikummer op, som man ikke normalt ser til doom-koncerter. Måske gav Windhands bassede tyngde og monotoni dem slatne ben. Måske skulle nogle bare tidligt op?
Normalt mindes jeg at have oplevet Windhand som en kvintet, så det var lidt overraskende blot at se fire på scenen. Asechiah Bogdan var i hvert fald ikke med på Loppen, så Garrett Morris styrede både riffs og guitarleads i de højere tonarter. Rent sonisk har Morris styr på sit udstyr. Det kan man generelt sige om Windhand: De har formået at lave en doomlyd, hvor alle instrumenter såvel som vokal får god plads i mixet.
Det, der giver Windhand deres publikumstække, må dog være Dorthia Cottrells stemme, og den inderlighed og melankoli, som hun tilføjer bandet bastante og sløve sind. Ofte tilføjer Cottrell også numrene noget tiltrængt melodi, men det er ikke alle sange, der står helt lige skarpe. Bedst fungerede ’Woodbine’, ’Orchard’ og ikke mindst ’Winter Sun’ fra debuten, som må siges at være lidt af et moderne doomhit. Fælles for alle tre sange er også, at vokalmelodien er væsentlig mere catchy end de resterende sange, som Windhand lagde for dagen. Det var værd at bemærke, at Cottrell så langt mere vant ud på en scene end de tidligere gange, man har oplevet doombandet fra Virginia. Det var tydeligt at se, at de har turneret meget og spillet på flere forholdsvis store festivaler i Europa og i staterne.
Jeg skal også ærligt at indrømme, at min begejstring for Windhand ikke er tiltaget fra udgivelse til udgivelse. Det mangler lidt mere bid og ondskab, før jeg for alvor hopper med på vognen. Jeg forstår imidlertid godt, hvorfor mange finder denne afart af doomen iørefaldende, for de formår med deres ensarterede lyd i stort set alle skæringer at fordre noget transcenderende i musikken. OM, Sleep, Acid King og Electric Wizard fordrer samme kollektive døsighed i livesammenhæng, men til forskel fra de fire førnævnte bands så skriver Windhand dog ikke riffs af helt samme kaliber. Parker Chandler (Cough) laver ellers fine ting på bassen, men hans nedstemte lyd pirrer mere kroppen end det pirrer ørerne. Når det er sagt, så var der momenter under Windhands koncert, hvor der var en herlig fælles svajen blandt publikum. Gid der var lidt mere musikalsk nysgerrighed at spore i bandet sangrepertoire. Bandet fra Richmond gør det, de gør, godt, men rent lydmæssigt forbliver det en anelse for ensartet til for alvor at kunne stikke til denne anmelders doomhjerte.
Satan's Satyrs: 4
Windhand: 3