Vægtigere disciple
Populær
Et af de stærkere kort fra doom-metallens post-post-æra udgav over sommeren deres tredje fuldlængde. Den nejer og swinger vi gerne tungt til.
Possession
Dead Among The Roses
Masters Of Torture
Let It Bleed
Shadow Of The Torturer
The Wounding Hours
Still They Pray
Det er små seks år siden, Cough udgav ’Ritual Abuse’ (2010) – et album, der bragte megen snak i krogene med sig blandt en dengang nysgerrig og voksende københavnsk undergrundsfanskare af alt, der bare lugtede af doom metal. Det var med rette, albummet fik ros. Med psykedeliske undertoner i periferien, doom- og sludge metal i centrum plus en sikker fornemmelse for at trække riff ud på en motiverende måde, som vel egentlig ikke mange nyere doom heads formår, markerede de sig ved at levere deres materiale by the books and then some.
Nu er der så gået seks år. I mellemtiden har de udgivet ’Reflection of the Negative (2013), der er en split-ep med Windhand, og de har fået Mr. Electric Wizard, Jus Oborn, i producerstolen. Og sjovt nok er det et eller andet sted mellem disse to doom-navne, Cough placerer sig på bandets tredje studiealbum, ’Still They Pray’. Til tider er Cough noget nær lige så modbydeligt overbevisende som Oborn og hans britiske nykonger af genren, andre gange træder de frem som en umotiveret artsfælle til de til tider lige lovligt stivnakkede og generiske canadiere.
Godkendt åbning af genbrug
Åbningsnummeret ’Haunter of the Dark’ lægger for med på genkendelig vis at gå Electric Wizard så præcist i bedene, at man efter dens 2½ minut lange instrumentale åbning gang på gang glemmer, det ikke er Oborns vokal, der dukker op. Eller gang på gang glemmer, det ikke er Oborns vokal, der skal skråles med på, om man vil. Det er muligvis ikke den dybe doomskål, pladen lægger ud med, men ’Haunter of the Dark’ er både delvist catchy og desuden så tilpas ond i sulet på den nederdrægtigt underholdende måde, at man som lytter gerne skråler med. Bandets tydelige forkærlighed for sludge metal følger efter på ’Possession’, hvis heroinsløve guitar ligger, som den skal, på en sang, der generelt heller ikke får mange point for sin idé, men som på den anden side heller ikke ligefrem kan beskyldes for kun at have det i munden. Især cadeausoloen til Dave Chandler halvvejs inde i sangen står stærkt.
Den ene elleve minutter lange sang overtager den anden, eftersom ’Dead Among the Roses’ dukker op som pladens tredje skæring. Der er tale om tung klassisk doom, igen ikke ulig langsommere sager med Electric Wizard. Sangens instrumentale stykker mellem det respektive vers kan i øvrigt blandt andet sammenligne med Yobs dedikerede forhold til det at spille langsom, klassisk doom i post-æraerne af genren. De sidste minutter med beskidte guitarsoloer og noiseflader, der bliver ved, fungerer overbevisende, om end jeg har det svært med det mindre, men ikke ubetydelige soniske overgangsløft, der via produktionen på boostende vis er lagt ind i overgangen fra soloens tykke distortion til en tilbagevending til sangens catchy, mindre støjende passage.
Støvskyer og slow-core
’Masters of Torture’ dukker efterfølgende op og blotter diskrete nuancer af friskhed. At kaldet det decideret frisk er selvfølgelig at stramme den, men i et røget univers med et minimal udsving i nuanceforskelle, som indtil da i løbet af pladens første halve time stort set udelukkende er funderet på et tungt, klassisk doom metal-univers, som man i øvrigt har hørt før, virker det alligevel forløsende, når Cough under et par instrumentale broer i løbet af den sidste halvdel af dette otte minutter lange nummer lader et anderledes riff momentvist føre kortere, præcise støvskyer fra en højere hastighed med sig.
Også den efterfølgende ballade, ’Let It Bleed’, tilføjer albummet en tiltrængt kursændring rent musikalsk. Nummeret er vel omtrent lige så støjende som de forrige skæringer, og Oborns egen soniske karisma hvad angår guitarlarm, viser igen sit ansigt lidt for åbenlyst. Kompositorisk samt i selve leveringen af nummeret er der dog noget 90’er/slowcore-metal-agtigt over sangen, hvilket i dette tilfælde gør en positiv forskel. Havde man glemt, det selvfølgelig er en åh så unuanceret genre som doom, man lyttede til, ville man under især begyndelsen af nummeret måske have tilskrevet det The Cure.
Skidtet sparkes i gang!
Da det ti minutter lange instrumentalnummer ’Shadow of the Torturer’ efterfølgende sparker skidtet sådan for alvor i gang, er det, man bliver mindet om, hvorfor man i 2010-2011 tilbragte al den tid med ’Ritual Abuse’ og i det taget blev interesseret i Coughs ofte klassiske doomdyder. Med sine psykedeliske og kælende lurendrejer-guitartoner er de første fire minutter af ’Shadow of the Torturer’ et velafbalanceret sidestykke til så tung en omgang doom metal som den, Cough kommer med. ’The Wouding Hours’ følger efter og er med sine små syv minutter heldigvis et af de kortere numre på pladen. Heldigvis fordi dets blanding af funeral doom, sludge og Electric Wizard anno ’Time To Die’ bedst kan karakteriseres som et muligvis alt for vellykket sangeksemplar fra ondskabens og depressionens musikalske samlebånd. Det er et helt utrolig tungt nummer, hvorpå Jus Oborn i øvrigt spiller orgel, akkrediteret under sit alias Count Orlof.
Åben akustisk slutning
Efter omtrent en time mere eller mindre med non-stop ondskab leveret hovedsageligt i det, vi kan kalde for indre musikalske klatnærbilleder af særligt klistret format, giver Cough med det afsluttende titelnummer heldigvis deres lyttere en gave at falde ned på. Titelnummeret er en akustisk ballade, det er pladens eneste mere pulsbehagende skæring, og det er samtidig pladens korteste. Åndeligt synes nummeret at skylde Zakk Wylde en del. Har man som jeg en overordnet forkærlighed for de plader, hvorpå netop en ballade fungerer som afslutning, og har man, som jeg, som afslutning på pladen ’Still They Pray’ desuden ikke noget imod at få de præcise, depressive, sortklistrede musikalske klatter en smule på afstand, er nummeret et veltænkt, men alligevel kun semihøfligt punktum, thi nummeret er stadigvæk i tungsindets denne gang patoskiksede/-indgydende hænder, alt afhængig af dagen.
Som en anden stræber til den tjans det er at lukke et tungt album med også et afsluttende tungt nummer, taget balladens skiftende karakter og sind til trods, benytter Cough sig her af en doom metallisk genbrugsfyrighed, man alligevel ikke helt kan lade være med at blive en smule revet med af. Det er sigende også for pladen i det hele taget: Til trods for at den ofte minder om meget andet, man tidligere har hørt, selv når den ellers kvikker lytteren op med nuancer af eksempelvis stoner, psych eller noise, er ’Still They Pray’ musikalsk doom-håndværk med så sikker og professionel kapow, man alligevel bliver hevet med.