Melankolsk og desperat
Populær
Doom-bandet Windhand smider imponerende hurtigt et kvalitetsfyldt tredje album på gaden.
2. Forest Clouds
3. Crypt Key
4. Tanngrisnir
5. Sparrow
6. Hyperion
7. Hesperus
8. Kingfisher
9. Aition
Richmond-baserede Windhand har eksisteret siden 2009 og debuterede for fire år siden med en selvbetitlet plade, der fik opfølgeren ’Soma’ for et år siden, og nu er tredje skive allerede klar. Selve lydbilledet går dog knap så hurtigt som arbejdsprocessen; tempoet er ubehageligt tungt og matcher et grundlæggende dystert udtryk. På aktuelle ’Grief’s Internal Power’, sniger spilletiden sig op i nærheden af 15 minutter på to af numrene, så man må også sige, at det er et band med umådelig god tid til at udforske lyduniverset.
I perioder spiller Windhand så langsomt, at det næsten vælter, men alligevel har de en sikker fornemmelse for at udnytte doom-genrens mulighed for at skabe stemning med simple virkemidler over et ondt og sløvt groove, lange akkorder og solidt trommespil. Og dertil åbne det hele ved hjælp af i frådende wah-wah-indhyllede guitarsoloer, hvor der netop er luft til at ånde, før det slæbende tempo genfindes.
Men i længden, og lige netop i længden, er det talentet for melodier, som gør Windhand og deres anden skive lytteværdig. Her er ingen lefleri for lette omkvæd, men noget dragende melankolsk i de desperate, indlevende vokaler, der både er smukke og klagende og umådeligt veludførte.