Op fra dybet: Debutanterne i 2017

2017 bragte meget god musik med sig, men det var ikke alt, vi fik skrevet om. I et tilbageblik kigger vi på de internationale debutanter, som vi mener fortjener opmærksomhed her ved årets udgang.

2017 er ved at være ovre, og med årets afrunding kommer det obligatoriske opsamlingsheat også. Selvom året på forskellige områder kunne udformet sig bedre, så er vi hos Devilution altid klar på at minde vores læsere om, at det altid kan blive værre. Meget værre. Så træk på skuldrene ad det mere tvivlsomme, og hyld metal. Der er nok af den.

I et år, hvor mange af metallens spydspidser og giganter ikke udgav plader, var der så meget desto mere grund til at kigge mod undergrunden og alle de navne, der hver måned bryder frem i metallandskabet. Særligt sker der spændende ting i overlappet mellem dødsmetal og black metal, mens der andre steder rækkes uden for metallen og over mod hardcore, postpunk, goth rock og endda hiphop og afrobeat.

Devilution har kigget ud i det internationale farvand og retter her opmærksomheden mod en række af årets bedste og mest bemærkelsesværdige debuter, som vi mener fortjener opmærksomhed. Som i alle andre tilfælde vil tilvalg også altid pege på nogle fravalg, så lad os endelig vide, hvad vi har overset, i kommentarsporet.

Dødens visionære lag

En bekendt gav for nylig udtryk for, at det var lang tid siden, han havde følt sig så interesseret i ny, upcoming metal. Det skulle især tilskrives, hvad han betegnede som et kolossalt år for dødsmetal. 2017 har ganske rigtigt været givende på den front, men det har ikke været for den gamle, traditionalistiske garde af dødsmetalhoveder. Et par af genrens firstmovers forsøgte at revitalisere sig selv, men hvor Obituarys selvbetitlede holdt sig på det jævne, måtte vores anmelder erkende, at Morbid Angels ’Kingdoms Disdained’ var nok en skuffelse.

Nej, tværtimod er det inden for genrens yderområder, hvor alt fra black metal til prog til jazz og udskejende lydeksperimenter væves ind i dødsmetalfundamentet, at nogle af metallens største landvindinger sker. Allerede etablerede navne som de amerikanske eksperimentalister som Artificial Brain og Pyrrhon samt europæiske ligesindede som hollandske Dodecahedron og baskiske Altarage er nogle af dem, der med udgivelser i år udvider genren og suger opmærksomhed til på global skala. Men også hos helt nye bands bliver der leget med dødsmetalformlen.

Et eksempel på det er den tyske gruppe Venenum, der med 'Trance of Death' har begået en perle af et debutalbum, som tager dødsmetallen ind i et ligeledes psykedelisk og progget terræn og med stor succes til følge. Til februar tager de på turné i Europa med de danske darlings i Slægt som opvarmning, en tour, der, skønt arrangeret af danske Killtown Bookings, desværre ikke har en dansk dato.

Hollandske Ulsect deler flere medlemmer med førnævnte Dodecahedron, hvilket også kan høres i deres avancerede dødsmetal af den mere kosmiske variant. Inspirationen fra Ulcerate og deslige er tydelig, og Ulsects debut er da også et mere moderne og mindre nostalgipræget bud på, hvordan dissonant ekstremmetal kan udføres nutildags. Der lægges større vægt på proggede grooves (‘Diminish’) og et samspil, der til tider trækker over mod det ’core-inspirerede end i Dodecahedrons frontalangreb.

Tidligere på året overraskede også Spectral Voice med en magtdemonstration af en koncert. Devilutions Krigsgud opsnappede også hurtigt, at bandet, der deler medlemmer med sidste års hypede dødsnavn Blood Incantation, med deres transcendentale death/doom er fænomenale på plade. Med psykedeliske harmonier, kosmiske leads, ambient ubehag, slæbende tyngde og blastende fråde trækker ‘Eroded Corridors of Unbeing’ på inspiration fra nogle af undergrundens hedengangne titaner i form af Timeghoul og Disembowelment.

Hos Succumb bliver der frådet bidsk igennem med riff, der bevæger sig fra det groovende og potente over dissonante, Gorguts-inspirerede riff til mere meditative stadier, der giver associationer til et band som Bölzer. Bandet spiller instrumentalt set stærk dødsblack, mens vokalerne mest af alt lyder som taget ud af et støjrockband. Det kan godt være en barriere at overkomme i første omgang, men hvis man først finder charmen ved vokalen, eller kan lytte forbi den, så er der guf at komme efter på debuten.

Helt vildt går det også for sig på Suffering Hours debutplade ’In Passing Ascension’, der ingen midler skyr i angrebet på struben. Den amerikanske trio har fundet en produktion, der er så tilpas skrabet og pappet, at det lyder som en black metal-produktion, hvis man ikke har de rette hørebøffer med sig, men det lavpraktiske skygger ikke for de vilde og frenetiske riff, der får Suffering Hour til at stå ud i mængden af upcoming bands. Lad dig blive blæst bagover her:



Oldschool opkomlinge

Revivalismen lever dog stadig, og nogle bands kigger med glæde tilbage på dødsmetallens storhedstid og trækker direkte inspiration derfra. Hertil hører blandt andet den californiske crust-død fra Necrot, der med debuten ’Blood Offerings’ har skaffet sig en række årslisteplaceringer hos diverse amerikanske metalmedier. Albumartworket peger mod noget tegneseriedødsmetal, og det er da ikke det mest fremadskuende, men der burde være noget for fans af 90’ernes midttempo-død som Bolt Thrower.

Og apropos Bolt Thrower, så opstod Memoriam fra asken af netop Bolt Throwers opløsning sidste år. Forsanger Karl Willetts og den originale trommeslager Andrew Whale sparkede dog et nyt kapitel i karrieren i gang kort tid efter, da de slog sig sammen med blandt andet Benediction-bassisten Frank Healy og i år udsendte ’For the Fallen’, hvilket også førte til en optræden på årets Copenhell.

Selvom både Immolation, Incantation og Morbid Angel har udgivet nye album i år, ville det være en fejl at overse The Ominous Circle. Bandet bærer inspirationen fra de førnævnte bands uden på tøjet, men gør det til punkt og prikke med stærke riff, eminent sangskrivning og tyk atmosfære. Lige som Phobocosm og Dead Congregation skaber bandet ikke meget nyt, men alligevel nok til at tilføre et pust af ungdommeligt liv til genren. Det gør debuten ‘Appaling Ascension’ værd at lytte til, hvis man altså lige skipper albummets fire minutter lange tidsspilde af en intro.  

Black og blandingsprodukter

I det eksperimenterende terræn finder man en af årets mest large scale-udgivelser. Den amerikansk bosatte ungarske musiker Markov Soroka debuterede ene mand under navnet Tchornobog med et ambitiøst 65 minutter langt album. Syv år har det i alt taget at skrive, indspille og udgive disse fire numre, der alle varer mellem 12 og 20 minutter, bærer titler som fx ’The Vomiting Tchornobog (Slithering Gods of Cognitive Dissonance)’ og med hybrisforagt blander død, black, doom og hvad end der lige måtte passe ind. Soroka spiller selv mere eller mindre alle instrumenter på pladen, men har dog fået hjælp til at lægge trommer, saxofon, cello og et ”vomiting choir” på. Det er måske visionært, men træd varsomt her.

Visioner er der også hos Jordablod, der fra den anden side af sundet udgav ’Upon My Cremation Pyre’. Vi nævnte den kort tidligere på året, men selvom svenskerne ikke har suget så meget opmærksomhed til sig endnu, er albummet et bud på, hvordan black metal fra det kolde nord også være psykedelisk, kosmisk og farverig.

I den mere stilrene, men meget lidt nordiske ende af black metal finder man den interessante duo Selbst, der oprindeligt er fra Venezuela, men siden er flyttet til Chile. Om deres vrede og stærkt religionskritiske black metal har ført til politisk forfølgelse i det tumultariske Venezuela, er ikke helt til at sige, men duoens albumdebut byder i hvert fald på nordisk-inspireret og melankolsk black metal, så selv blege skandinavere kan blive misundelige.

Skal det være helt blasfemisk og med black metallens chokæstetik i ed, stod Oregon-bandet  Weregoat for årets vel nok mest, øh, iøjnefaldende albumcover på ’Pestilential Rites of Infernal Fornication’, som vores egen Krigsgud har også skrevet et par ord om her.

Sfærisk doom

Nu er det ved at være et par år siden, at doom metallen var igennem den helt store revivalmølle, hvor alt var bedre, jo flere langhårede, skæggede og denimklædte mænd der spillede langsomt og tungt. Det er ikke, fordi doomscenen ligefrem har sprudlet af spændende debuter, hvis man ser bort fra senere års udspil fra grupper som Khemmis, With the Dead og Monolord.

Det betyder dog ikke, at der ikke er nogen, der er på vej frem, og således har King Woman med ’In the Image of Suffering’ udgivet et af de album, som får buzz alle de rigtige steder (læs: Pitchfork og lignende), når man spiller den her sfæriske form for doom, som ikke er særlig riffbåret, men som flyder frem på formummet tyngde og luftige vokaler. Det er lettere kedsommeligt, hvis man er på udkig efter Det Mægtige Riff, men fans af Pallbearer, Windhand og måske også Chelsea Wolfe burde kunne hægte sig på her.

I en lidt anden boldgade finder vi semiprog-synthdoomerne Squalus, der egentlig er de opløste Giant Squid i genopstået form. Debuten ‘The Great Fish…’ lyder som Robert Shaws mindeværdige monolog i ‘Jaws’ kørt ud i albumlængde. Vil man have hajer og historier fra de syv have, er det bare om at hoppe ombord.

Crossover og randområdet

Supergruppen Dead Cross med blandt andre Mike Patton og Dave Lombardo debuterede med en effektiv homage til thrashet hardcore og gav en overbevisende koncert, da vi fangede dem på deres nordamerikanske efterårsturne, men det var texanske Expander, der med med hjælp fra Kurt Ballou lavede et af årets mest intense album overhovedet. ‘Endless Computer’ har fortjent skabt røre længere ude i metalfarvandet, og Expanders entré tegner godt for den voldsomme crossover, som der også skal være plads til, når nu Converge ifølge vores anmelder for første gang lyder mindre nødvendige, end de har for vane at gøre.

I yderkrogene bliver der eksperimenteret, leget og optegnet nye muligheder for, hvordan metal kan lyde. Atlanta-gruppen Cloak, der i november udssendte 'To Venomous Depths', prøver sig frem med en rocket black metal, som sporter en stor mængde inspiration fra svenskerne i Tribulation, men også tilføjer en anden tyngde til det rockede lydbillede. Tribulation-vibes er der også en del af hos hollandske Dool (som absolut intet har med Tool at gøre!), som på 'Here Now, There Then' har en mere doomet og goth rocket grundtone.



I en af årets mere bastardagtige genrefusioner finder man Los Angeles-bandet Here Lies Man, hvis debutplade lyder som Black Sabbath filtreret gennem et væld af den nigerianske protestmusiker og afrobeat-opfinder Fela Kutis revolutionerende plader fra 1970'erne og frem. Ledt an af musikeren Marcos Garcìas fra den amerikanske afrobeatgruppe Antibalas er Here Lies Man et fuzzy, psychet og stærkt utraditionelt bud på, hvordan forskellige ender af de sidste 50 års musikhistorie kan mødes i en blanding, der er både europæisk, afrikansk og amerikansk, hvid og sort, lys og mørk, heavy og dansabel på samme tid.



Et andet musikhistorisk genremindfuck fik vi sidste år, da hiphop-punk-duoen Ho99o9 gav en af årets bedste koncerter på Roskilde Festivals Pavilion-scene. I år er New Jersey-duoen debuteret med ‘United States of Ho99o9’, der lander et sted helt uden for og alligevel lidt inden for skiven med en uhellig og anarkistisk blanding af horrorcore-rap, populære traptendenser, hardcore og thrash metal. Det er noget inkonsistent, men også ret så betagende, når først det sætter sig.

Hos metallens debutanter og deres ligesindede er stilfigurer og genremarkører er ikke noget, der holdes puritansk adskilt og opdelt inden for hver sin subgenre, men noget, der hele tiden krydser over, blandes og mikses. Resultatet er en eksplosion af nuancer, udtryk og farveblandinger, der giver nye sanseindtryk og oplevelser. Det ene brutalt og nedslående, det andet smukt og opløftende, det tredje en blanding af begge.

På den måde tegner fremtiden stadig godt, i hvert fald når det gælder populærmusikkens mest beskidte og rå genre.