De professionelles legeplads
Populær
Endnu en supergruppe har set dagens lys, men med Mike Patton i front og Dave Lombardo bag trommesættet er det svært at få til at gå galt. Det gjorde det heller ikke, da Dead Cross på deres første nordamerikanske turné rundede Boston og gav 45 minutters intensiv hardcorelektion.
2. Idiopathic
3. Obedience School
4. Shillelagh
5. [Nyt nummer]
6. Bela Lugosi's Dead (Bauhaus cover)
7. Divine Filth
8. Grave Slave
9. The Future Has Been Cancelled
10. Gag Reflex
11. Church of the Motherfuckers
-
Encore:
Criminally Insane (Slayer cover) / Epic (Faith No More cover) / Nazi Punks Fuck Off (Dead Kennedys cover)
I ugens top 5 stiller vi skarpt på plader, vi har overset. Og i denne artikels øjemed kunne man nemt tilføje endnu en plade til listen: Dead Cross’ debutplade, der udkom for blot halvanden måned siden. Den 4. august for at være helt nøjagtig.
Grunden til at Dead Cross’ debut er sådan en plade, man godt kan komme til at overse, er, at man ikke umiddelbart aner, at der bag det tilforladelige navn gemmer sig nogle af metalhistoriens og den eksperimenterende rocks absolutte spydspidser: Herunder vokalakrobat og evigt excentrisk showman Mike Patton, trommeslager-legende Dave Lombardo og de i denne sammenhæng mindre velkendte Mike Crain og Justin Pearson.
Alle har meritterne i orden.
Patton er en af sin generations bedste rocksangere og gennem sit arbejde som frontmand i Faith No More, Mr. Bungle og et hav af sideprojekter en af den alternative og eksperimenterende rocks største profiler. Dave Lombardo er den såkaldte gudfader til dobbeltpedalen og manden, der har lagt nogle af de mest legendariske trommespor i metalhistorien, nærmere bestemt på plader som ’Hell Awaits’, ’South of Heaven’ og ’Reign in Blood’ med almægtige Slayer. Og Mike Crain og Justin Pearson kender hinanden fra hardcoregruppen Retox, hvor de begge fortsat er aktive, ligesom Justin Pearson desuden er medlem af det eksperimenterende noisepunk-band The Locust.
En super supergruppe
Dead Cross er med andre ord endnu en supergruppe, men før vi slår dem hen som endnu et frikvarter, hvor professionelle musikere kan få afløb for de kreative impulser, der er uønskede i hovedprojektet, og før vi slår dem hen som endnu en bagatel, så lad os lige slå fast, at selvom Dead Cross lyder af den legeplads, som supergrupper sjældent udgiver sig for at være, men så ofte er, så har de faktisk en hel del at byde på.
Debutpladen er i hvert fald en samling voldsomt aggressiv og uregerlig thrashet hardcore i den helt rette ånd, hvor sanglængderne kun nødigt presser sig op på tre minutter, og hvor konventionel sangskrivning må vige for bastante energiudladninger. Selvom Patton nærmer sig de 50, og Lombardo for et par år siden også krydsede det halve århundrede, så er vildskaben og evnerne hos begge intakt.
Det fik denne skribent i hvert fald selv at mærke, da Dead Cross på deres første turné igennem Nordamerika besøgte studiebyen Boston en mandag aften.
Natklubs-hardcore
Det foregik på spillestedet og klubben Royale, et af byens større venues placeret pænt i centrum og med en kapacitet på 1000 mennesker. Man skulle tro, at et sådant professionelt foretagende havde styr på det hele, men at have en garderobe er åbenbart uvant på amerikanske spillesteder, og derfor fik jeg af en brysk dørmand (der til forveksling lignede Ice-T) fortalt, at tasker ikke måtte medbringes, og at jeg i stedet kunne opbevare det i kiosken ved siden af til den nette sum af $10.
Man skulle også tro, at der var fine muligheder for godt udsyn et sådant sted, men tværtimod. I hovedsalen, der var udformet som balsal præget af mere klassisk interiør, var balkonen lukket. Gulvet foran scenen var desuden hævet i forhold til resten af salen, hvor baren, toiletterne og hangout-områderne kunne findes. Det gav en mærkelig effekt, for ikke bare gav dårligt udsyn for det publikum, der gerne ville stå på afstand, men det gav også hurtigt en fornemmelse af, at man enten var udenfor eller indenfor i crowden. Som natklub er det sikkert fortræffeligt med den slags separation af rummet i et dansegulv og et barområde. Som ramme for en hardcorekoncert fungerer det mindre godt.
Alle bekymringer om indretning og udformning viste sig dog ligegyldige, så snart Dead Cross gik på. Den begejstrede, men dog stadig noget beskedne jubel fra publikum blev hurtigt overdøvet af den højenergiske og balstyriske lyd, der væltede ud fra højttalerne.
Effekter fra helvede
Den karismatiske Patton med det velkendte slikhår strøget tilbage over hovedet, var i vanlig hopla og skreg og brølede, mens Pearson og Crain kæmpede hver sin kamp med henholdsvis bas og guitar for at overdøve Lombardos hæsblæsende trommespil med distortion og feedback.
Bandet lagde ud med debutens åbningsnummer ’Seizure and Desist’ og spillede herefter pladen i rækkefølge foruden et enkelt nyt nummer, hvor Lombardo viste evnerne frem i et vildt og virtuost freakout. Nonsensnummeret ’Shillelagh’, en basker af et hardcorebæst, lå som et tidligt højdepunkt i sættet. Men også pladens store anomali og odd one out, nummeret ’Bela Lugosi’s Dead’, et cover af den britiske goth rock/postpunk-gruppe Bauhaus, trådte for alvor frem som dystert helvedesridt, komplet med en vrælende Patton og en sønderrivende industrialbas, der sagtens kunne høre hjemme i Nine Inch Nails’ tungeste øjeblikke.
Med to mikrofoner, en walkie-talkie og en mixer styrede Patton vokaleffekterne fra en nodepult på scenen, og flere steder var det med walkie-talkiens skrattende og forvrængede lyd, andre gange med voldsom brug af ekko og sustain, der klingede ud og overlappede med de næste vokallinjer, som Patton leverede i en af de andre mikrofoner. Det var spændende at se, men endnu mere betagende at lytte til.
Crain lavede flageoletter, fik feedback frem fra forstærkeren og fyrede frenetiske riff af, mens Pearson buldrede og larmede på bassen, og Patton prøvede at trænge igennem lydmuren med sine effekter. Lombardo var ankeret, som de andre lænede sig op af, og det var en fryd, når han atter gav los og satte det fejlfrie dobbeltpedalspil fri, som han gjorde det i ’The Future Has Been Cancelled’. Alle sang på refrænerne, inklusive Lombardo selv fra et headset.
Historisk cadeau
For de udenforstående eller for de utrænede ører vil Dead Cross’ musik umiddelbart lyde som skitser til sange, hvor Patton brøler, skriger og vræler ind over. Og det var også min egen opfattelse af albummet til at starte med – at der var potentiale til stærke numre, men at de blev holdt tilbage af attituden og ikke blev indfriet grundet de korte spilletider og det genrekodeks, Dead Cross forsøger at spille sig ind i.
Men jo flere lyt man giver albummet, jo mere træder de enkelte numre frem og viser deres ekspressive kanter og effektive punch.
Efter 35 minutters intens fremvisning af deres materiale forlod de fire medlemmer scenen og lod forventningen hænge i luften. Dog ikke alt for længe, før Lombardo entreede igen og satte sig tålmodigt til at spille på ridebækkenet i noget, der grangiveligt lød som introen til Slayers ’Criminally Insane’.
Det viste sig da også at være rigtigt, men vi fik ikke mere end første vers, før bandet muterede over i et enkelt refræn fra Faith No Mores ’Epic’, der slutteligt forvandlede sig til et cover af The Dead Kennedys ’Nazi Punks Fuck Off’ – et sangvalg, der er svært ikke at læse i lyset af de politiske stridigheder, der præger USA lige nu.
Med en cadeau til Pattons og Lombardos respektive bagkatalog samt en hyldest til hardcorehistorien og dens anarkistiske ånd forlod Dead Cross scenen for sidste gang. En kort fornøjelse – men så sandelig også en fornøjelse.
For selvom Dead Cross tydeligvis er præget af supergruppefænomenet, hvor sideprojektet mest af alt er en legeplads for de implicerede, så er det i dette tilfælde også både anarkistisk appellerende og vitalt velfungerende.
45 minutter er ganske vist ikke lang tid for en koncert med et band med så respekterede og højtærede medlemmer som Dead Cross. Men de havde ikke mere originalt materiale. Og de havde sådan set heller ikke mere at bevise.