Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hybrid taget til nyt niveau

Populær
Updated
Hybrid taget til nyt niveau
Hybrid taget til nyt niveau
Hybrid taget til nyt niveau
Hybrid taget til nyt niveau
Hybrid taget til nyt niveau
Hybrid taget til nyt niveau
Hybrid taget til nyt niveau

Den amerikanske hiphop/punk-duo Ho99o9 tog Pavilion-teltet med storm og gav en 45 minutters-koncert, der konstant var på kogepunktet.

Kunstner
Dato
30-06-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Hold – da – kæft.

Det var den følelse, man havde efter at have overværet Ho99o9’s intensitetsudladning i Pavilion-teltet torsdag aften.

Det musikalske udtryk er svært at indfange i ord. Ho99o9 benytter sig af horrorcore-hip hoppens skingre synths, gory tekster og aggressive diktion, men kombinerer det med tunge elektroniske produktioner, der afløses af hardcore punket fræs. Det hele pakket ind i en DIY-æstetik, hvor en vild energi er det umiddelbare virkemiddel. I live-regi joines de to rappere theOGM og Eaddy så af en trommeslager, der lægger D-beat-rytmer og dobbeltpedal til de i forvejen massivt tunge elektroniske samples.

På papiret lyder det ikke som noget, der fungerer, men tro mig: Det gør det.

Det var minimalistisk og alligevel så massivt. Det var, som hvis den udskældte nu metal ikke var stukket af i form af Korn, Limp Bizkit og Linkin Park, men havde bevaret sit udgangspunkt i Rage Against the Machines funky rap-metal og derfra var blevet nedbarberet. Mere skrabet, mere tung og mere ukontrolleret. Det var en hybrid, som vi kender i forvejen, men her blev det taget til et helt nyt niveau.

De 45 minutter, koncerten varede, var konstant på kogepunktet. Pavilion-teltet var tætpakket med både hip hop- og metal-fans, og jeg har endnu til gode at se en koncert på den scene, hvor publikum var aktive fra start til slut. Folk vidste ikke, om de skulle headbange, lave håndtegn eller hoppe, og i stedet gjorde hele teltet lidt af hvert.

Rygtet går på, at et af medlemmerne (hvem vides ikke helt) engang har været indlagt efter at have indgraveret "Slayer" i sin arm. Og netop Slayer blev hyldet fra scenen inden en sang, der lød meget som ’Angel of Death’ (men ikke var det), blev sparket i gang.

Sådan er der jo så meget. Den slags historier kan altid orkestreres for at skabe hype. Men med det show, som Ho99o9 leverede torsdag aften, vil det kun være fortjent. Bliver de ved med at levere koncerter på denne måde, kan det være, de eksploderer, som det fx skete med hiphop-kollektivet Odd Future for fem års tid siden.

Indtil da vil de sandsynligvis vedblive med at være et obskurt undergrundsnavn.

For hos Ho99o9 lever både punk, horrorcore, tung electronica og rap-metal i en hybrid, der har ringeagt for konventioner, men bindes sammen med kogende intensitet.

Sådan var det i hvert torsdag aften i Pavilion-teltet. Lad os endelig gøre det igen en anden gang.