Morrissey på et skateboard
Populær
Der er ikke noget at sige til, at rutinen er ved at blive dominerende hos Converge 16 år efter deres gennembrud. Men det er på bekostning af den tvingende nødvendighed, som er forudsætningen for deres musik.
Eye of the Quarrel
Under Duress
Arkhipov Calm
I Can Tell You About Pain
The Dusk in Us
Wildlife
Murk & Marrow
Trigger
Broken by Light
Cannibals
Thousands of Miles Between Us
Reptilian
Jacob Bannon er en Morrissey for tatoverede skatere. En sjæleven, der kan tage dem i hånden og sige, at det er OK at græde nogle gange, og de skal nok komme over det igen. I Converge har han et band, der musikalsk kan matche en anderledes udadreagerende afmagtsfølelse end den nobelt plagede resignation, Morrissey i en lang karriere har lænet sig op ad. Og som det er tilfældet med Morrissey, er også Converge efterhånden ved at være et band, der godt nok fortsætter med at lave i det store hele uantastelige plader, men hvor nødvendigheden af de nye plader efterhånden begynder at fortabe sig lidt for de fleste andre end de trofaste disciple.
Den slags er ikke i sig selv et problem. Det er fint nok at lave plader, der bare er gode; det er de færreste forundt. Men det er et problem, hvis selve forudsætningen for ens musikalske udtryk er, at det skal føles intenst, uafrysteligt og bydende nødvendigt. Og problemet er kæmpestort, hvis man gør det i motivational quotes som “We must lose sight of the shore to know what courage means / We must lose sight of who we are to know what we can be” og “It's the fires that we quell that save us from our hells / It's the wars that we don't fight that keeps love alive” eller appellerer til lytterens indre emo kid med linjer som “Born into such a cruel, cruel world / Survival can be such a cruel, cruel curse” og “A single teardrop fell / And was swallowed by the sea.”
Den slags har vi altid set igennem fingre med hos Converge, fordi det trods alt fremstod oprigtigt ment – og under alle omstændigheder var maskeret af et kaos af growl, feedback og bækkener. Men når det hele bliver endnu en tand glattere, tydeligere og lettere tilgængeligt, som det gør på ‘The Dusk in Us’, kommer det til at lugte ganske svagt af kalkuleret mallcore, og den ubehagelige mistanke er det svært at ryste af sig. Det er jo ikke, fordi ‘The Dusk in Us’ som sådan er en dårlig plade. Ja, den er decideret OK. Men når følelserne er så meget uden på tøjet, som de er det hos Converge, er det et uafviseligt problem, at man begynder at tvivle på troværdigheden. Som hos netop Morrissey begynder det at fremstå blasert og uklædeligt distanceret og kalkuleret, og det påtalte vi allerede her på siden i forbindelse med singleforløberen ‘I Can Tell You About Pain’.
Godt nok er ikke godt nok
Når det er svært at udpege, præcis hvornår udviklingskurven knækkede for Converge, og de begyndte at falde, er det, fordi faldet har været så umærkeligt. Muligvis skete det allerede omkring ‘No Heroes’, hvor udtrykket blev forrået og forsimplet, muligvis var det på efterfølgeren ‘Axe to Fall’, hvor lyden blev åbnet lidt mere; markant blev det først på ‘All We Love We Leave Behind’. Den plade lægger ‘The Dusk in Us’ sig i direkte forlængelse af. Det er godt nok, men det store, fede, retoriske spørgsmål er så bare, om “godt nok” er godt nok for et band som Converge.
‘The Dusk in Us’ har et par virkelig gode sange i de langsomme ‘Under Duress’ og ‘Trigger’. En kollega fra magasinet Passive/Aggressive påpegede forleden på Facebook, at særligt sidstnævnte læner sig tungt op ad noiserock-lyden fra 90’er-selskabet Amphetamine Reptile og bandet Unsane, og det er både overraskende og fænomenalt medrivende. Og så har den de obligatoriske powerballader, en smuk tradition, som Converge har overtaget fra heavy metal og gjort til deres egen. Titelsangen er rørende nok, selvom den ligger sig lidt vel tæt op ad ‘In Her Shadow’ fra ‘You Fail Me’, men det er den næstsidste sang, ‘Thousands of Miles Between Us’, der for alvor går direkte i lighter-hånden.
Så længe Converge kan skrive sange som dem – og så længe de ellers holder det niveau, de lægger på resten af ‘The Dusk in Us’ – er det svært at tale om et reelt fald i kvaliteten. Men målt mod storhedstiden fra ‘Jane Doe’ frem til ‘Axe to Fall’ er det tydeligt, at det er til stede. Jacob Bannon vil stadigvæk gerne tage os i hånden og trøste både den “dear frightened little boy” og den “dear shattered little girl”, men både den pige og den dreng er blevet ældre sammen med Converge og kan godt selv finde ud af at komme op på boardet igen uden hans hjælp. Og værst af alt virker det, som om Converge er klar over det og bare lader, som om de stadig har relevans.