Den fandens melodi

Den fandens melodi

Martyrdöd kalder sig selv for crustpunk, hvilket bestemt også anes i musikken, men der er så meget melodi og storhed i sangene, at en fan af svensk melodød bestemt også vil kunne fornøjes af bandets nye skive 'Elddop'.

Kunstner
Titel
Elddop
Dato
21-07-2014
Karakter
3

Der står Göteborg på byskiltet, hvor Martyrdöd hører hjemme. Og på den konto giver det god mening at påstå, at kvartetten i den grad har fået lidt arv og miljø med fra egnen og således maler tykt med melodi udover musikken. Det er i hvert fald ikke bare melodisk, men uhyre melodisk - præcis, som gruppen har gjort det før, men det er, som om der lige er poleret en tak mere i Studio Fredman denne gang i forhold til den forrige, 'Paranoia'.

'Elddop' er en meget intens plade med et forførende højt energiniveau. Flere sange starter ellers tungt og nærmest episk, men man må hurtigt alligevel halse af sted for at kunne følge med i et væld af riffs, toner og D-beat trommearbejde. Det ekstremt melodiske minder om nævnte melodød, men overraskende er det, at de nærmest storladne, episke stykker, der findes adskillige af på albummet, trækker lyden over i et viking/folk-agtigt univers a la Amon Amarth, Mithotyn og Thyrfing (hør fx de sidste 40 sekunder af titelnummeret). Specielt når vokalen her nogle gange antager en mere rå, grum råbevokal, der ikke ligger så langt fra de hæse ytringer fra hr. Johan Hegg.

De mange temposkift sørger for at holde en fod solidt plantet i jorden, hvor punken og crusten lever, så selvom riffs og arrangementer er nærmest provokerende melodiske, så formår Martyrdöd alligevel at have en stærk fandenivoldskhed. Det virker autentisk og ikke fluekneppet ud ad en bevidst planlagt vej, som man naivt tror vil føre til guld.

Det bliver let for meget

Alligevel står skiven efter adskillige lyt tilbage som en melodisk overhaling af den lettere kvalmende slags. Man fyldes til bristepunktet med det ene melodiske stykke efter det andet. Enkeltvist holder hvert et nummer, men når pladen når sin ende, og pulsen igen vender tilbage til normal, så huskes næsten kun et virvar af melodier og et vanvittigt energiniveau. Ikke de adskillige fede riffs over den pulveriserende trommestil - hvad man burde.

Forskellene mellem numrene er få, og kun få sange skiller sig virkeligt ud. 'En Jobbig Jävel' fordi den er sej og er blottet for det ovenud melodiske, men i stedet læner sig mere mod ren crustpunk. 'Victoria' fordi det lyder som tyvstjålet fra The Kandidate og på sine kun to minutter alligevel formår at "gå Amon Amarth". Og så ikke mindst 'Martyren', der næsten holdes helt instrumental, for at være et allerhelvedes dystert, melodisk og ikke mindst fremragende nummer på højde med de bedste instrumentale metalnumre. Klart en kandidat til årets fedeste track.

Denne skive har høstet kæmpe roser fra mange anmeldere rundt omkring. Det er forståeligt. Men for denne anmelder balancerer 'Elddop' på vippen af genial og kvalmende. Derfor nydes den i små doser, hvorfor skiven vurderet som album lægger sig imellem de netop nævnte modpoler, og det bliver til en midterkarakter.