Hjemsøgt af fortiden

Hjemsøgt af fortiden

The Haunted er tilbage med et nyt line up, der inkluderer gamle kendinge fra fortiden. Det kan man høre. Selvom svenskerne brøler kompetent derudad, så lyder 'Exit Wounds' for det meste som et ekko af deres klassiker 'The Haunted Made Me Do It'.

Kunstner
Titel
Exit Wounds
Dato
25-08-2014
Trackliste
1. 317
2. Cutting Teeth
3. My Salvation
4. Psychonaut
5. Eye of the Storm
6. Trend Killer
7. Time (Will Not Heal)
8. All I Have
9. Temptation
10. My Enemy
11. Kill the Light
12. This War
13. Infiltrator
14. Ghost in the Machine
Karakter
3

Da medlemmerne i legendariske At The Gates gik hvert til sit i 1996, forsatte brødrene Anders (Guitar) og Jonas Bjöler (bas) sammen med trommeslager Adrian Erlandsson deres virke i The Haunted. Hvor At the Gates var banebrydende med den melodiske dødsmetal, søgte The Haunted at kombinere den melodiske genre med et mere groovy og thrashet udtryk. Den knaldhårde og fængende stil, som de introducerede på den selvbetitlede debut i 1998, var med til at bane vejen for en ny generation af bands, heriblandt danske Hatesphere, der fik stor succes med den benhårde in your face-genre.

Især efterfølgeren, ’The Haunted Made Me Do It” (2000), som introducerede både den danske trommeslager Per Møller Jensen og den nye frontmand Marco Aro, sendte svenskerne til tops og indbragte sågar også gruppen en svensk Grammy. Pladen er noget nær en milepæl, hvorpå medlemmerne nærmest sender trykbølger gennem højtalerne med deres overlegne og slagkraftige tekniske kunnen. Stilen fortsatte uden nogen synderlig fornyelse på ’One Kill Wonder’, der blev sidste udgivelse med Marco Aro i spidsen.

Bandets originale – og til tider kontroversielle –  frontmand Peter Dolving  returnerede på ’Revolver’ (2004), der også introducerede danske Tue Madsen som mixer. Tempoet var lavere, musikken mere melodisk, og Dolvings vokal, der var mere skrigende og ren end forgængerens, satte en ny kurs for svenskernes stil. ’The Dead Eye’ fra 2006 gik rent ind. Tue Madsen satte sig i producerstolen og har siddet i den lige siden. Lyden er markant mere dynamisk, og pladens utallige guitarriffs fremstår levende og knivskarpt komponeret. ’Versus’ kiksede en anelse, mens ’Unseen’ (2011) med dets popmelodiske udtryk vidnede om et band, der forfriskende havde modet til ikke at gentage sig selv.

Det kan man ikke sige om ’Exit Wounds’.

Efter et par tumultariske år, der betød farvel til Dolving, Per Møller Jensen og lead-ankeret Anders Björler, er The Haunted blevet genforenet med Marco Aro, Adrian Erlendsson og har fået Ola Englund med på guitar, der medvirkede på Six Feet Unders fantastiske ’Unborn’ fra sidste år.

Allerede først på året kom der en smagsprøve på det genrejste The Haunted i form af ep’en ’Eye of the Storm’. Den var hurtig glemt igen.

Men for de, der havde lyst til at stikke en finger i halsen over ’Unseen’ og stiller sig fint tilfreds med en næsten plagierende gentagelse af ’The Haunted Made Me Do It’, skal ’Exit Wounds’ nok være et hit.

Skiven virker nemlig som skåret efter gennembrudspladen. Introen ’317’ indleder – uden ’Dark Intentions’’ dæmoniske pondus – og ’Cutting Teeth’ brager løs i et fedt og hæsblæsende tempo. Sådan er stilen gennemgående på pladen. Det er fængende produceret, thight spillet, tryk på stortrommerne, utallige gode guitarriffs, og Marco Aros vokal er ikke blevet mindre brutal med årene.

Alligevel er ’Exit Wounds’ bare et sært deja-vu fra ’...Made Me Do It’.  ’My Enemy’ lyder som ’The World Burns’ kogt ned til et minut, ’Infiltrator’ trækker på ’Silencer’ og med en solo, der virker som et genhør med den i ’Bury Your Dead’.  ’Eye of the Storm’ er som en pendant til ’Hollow Ground’, og sådan fortsætter ’Exit Wounds’ med at være en gemytligt genhør med fortiden. Omkvædet, og generelt stilen, i lukkeren ’Ghost in the Machine’ bærer præg at, at vokalen lyder som skrevet til Dolvings stemme, og måske er et frasorteret levn fra de forrige plader. 

Bedst bliver det på ’Temptation’, ’This War’ og ’Time (Will Not Heal)’, der skiller sig ud som et par fandens tunge Sataner, og hvor svenskerne for et kort øjeblik slår fra sig med numre, der peger i ny retning, i stedet for at gentage fortidens store bedrifter. Bare en skam, at ’Exit Wounds’ ikke byder på mere af den slags.