Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Små entusiastiske drenge på omkring de 40

Populær
Updated
Små entusiastiske drenge på omkring de 40

Devilution mødtes med Mikael Ehlert til en snak om hans nystartede musikalske eventyr, Iamfire.

For mange var det lidt af en overraskelse, da Iamfire pludselig dukkede op tilbage i slutningen af marts i år. Kvartetten må siges at være lidt af en supergruppe, som udover Ulf Scott, Mikael Ehlert og Peter Olsen tæller ingen ringere end The Haunteds tidligere frontmand, Peter Dolving, på vokal.

Tirsdag d. 27. maj havde Iamfire debutkoncert på Loppen, hvor små hundrede publikummer for første gang kunne nyde frugten af flere års intenst arbejde.

I stedet for en regulær anmeldelse af en debutkoncert, som altid vil have nogle børnesygdomme, der med tiden og flere koncerter under vesten vil aftage, satte jeg bassist og en af de to hovedentreprenører bag Iamfire, Mikael Ehlert, i stævne på en kaffebar i Valby, og han havde uhyre svært ved at holde sin begejstring for sit nye projekt tilbage:

“Det går skide godt, og jeg er helt vildt glad for det. Det er ligesom at være kommet i gang igen - rigtigt. Og så er Dolving så taknemmelig og ydmyg omkring det. Det er virkelig fedt, når nu han er så stor en musikalsk personlighed og synger, som han gør. Hold da kæft, mand, det er fedt.”

Jeg prøvede at få nogle svar på nogle af de spørgsmål, som mange af os har: Hvordan startede det hele? Hvornår gik I i øvelokalet første gang? Og hvordan kom det i stand, at Dolving skulle være en del af bandet?

”Det første lille kim blev sået for mange år siden, da jeg spillede med HateSphere og Ulf kom op til mig og sagde, at han synes, jeg var fed på bassen og så sej ud på scenen – og det gjorde jeg jo også dengang, nu er jeg blevet gammel – og så sagde han, han gerne ville lave noget sammen med mig. Men på det tidspunkt boede jeg i Århus, hvor jeg var begyndt at tage basundervisning hos Morten Ehlers fra Impotators for at lære at spille med fingrene. Ud af alle de skalaøvelser kom der nogle riff.  Jeg havde desuden spillet lidt rock med et par gutter, hvilket ikke blev til noget, men jeg havde fået smag for rockmusikken. Så flyttede jeg til København af familiemæssige årsager og ringede så til Ulf og sagde, at ’nu er jeg klar’. Vi startede så, bare ham og mig, med at lave grooves og få det til at svinge. Og det gjorde vi i lang tid.”

For at krydsreferere til debutkoncerten, så var det tydeligt, hvor sammentømret rytmesektionen allerede var på dette allertidligste tidspunkt i Iamfires koncerthistorik. Det er til trods for, at bassen har en særdeles fremtrædende – for ikke at sige ledende – rolle i musikken. Hvorom alting er, var Ulf Scott et bæst på sine tønder på Loppen. Og Ehlert gav mig ret:

”Ulf spiller pissefedt, og han har gode ideer og er god til at give tingene det rigtige swing.”

INGEN METALGUITARIST

Guitarist Peter Olsen er et relativt ubeskrevet blad på den danske hårdrock- og metalscene,  så det kan måske undre, hvordan han pludselig kom ind i billedet:

”Ulf og jeg snakkede om, at vi fandeme ikke skulle have en metalguitarist med, for så ville det blive alt for firkantet. Det måtte gerne være en, der kunne flyde lidt mere ovenpå og laver flader, og lidt mere fantasifuldt på en rock 'n’ roll-agtig måde, end hvad en metalguitarist som oftest gør, for i metal skal tingene gerne sige ’zag,-zag’. Jeg kom så til at tænke på Peter, som jeg spillede med i et hardcoreband back in the day i Haderslev, så jeg ringede til ham og spurgte, om han ikke skulle være med”.

Peter Olsen sagde øjensynligt ja til tilbuddet og hoppede ombord på rockbåden, men var så lidt bagefter i forhold til de to andre. Spørgsmålet var så, hvordan det er gået:

”Peter er kommet rigtig godt efter det, og han kommer med rigtig mange fede ting, når vi skriver nye numre”

Mange vil nok gerne vide, hvordan det er lykkedes jer at få Dolving til at bide på krogen, og hvordan det skete. Ehlert forklarer:

”Der var det Ulf, der var den store entreprenør. Vi talte lidt frem og tilbage om, hvem fanden det kunne være, og så tænkte jeg, at det jo ikke var så godt med The Haunted, og Dolving sang jo pissefedt, så om vi skulle prøve. ’Det gør vi da bare’, havde Ulf sagt og kontaktede ham og sendte noget musik over til ham. Vi hørte imidlertid ikke fra ham i lang tid, så vi tænkte, ’det var nok det’. Men så pludselig kom der en mail fra ham.

Så lagde han vokal på de numre, vi havde optaget, og det åbnede bare numrene. Det var helt fantastisk. Selvom vi ikke rigtig vidste, hvordan vokalen skulle være, fordi vores musik er lidt skævt, kom Dolving alligevel med noget helt andet, end hvad vi havde forestillet os. Og meget federe.”

Nu da line-up’en var komplet, måtte jeg også vide, hvordan det så var endelig at stå på scenen og vise Iamfire frem:

”Jeg havde optur over det. Nu fik vi hul på bylden. Nu er vi i gang! Og jeg synes, det gik godt, specielt når man tænker på, det var første koncert. På Loppen kom vi ikke så langt ud over scenekanten, som vi gerne ville, men i Gøteborg blev det endnu bedre. Og i Århus var det rigtig, rigtig fedt."

Så du føler, at I allerede blev bedre henover weekenden?

”Ja! En del faktisk. Nu er det som om, vi er blevet samlet lidt mere med Dolving.”

Det ledte til mit næste opklarende spørgsmål, om hvordan dynamikken eller rettere kemien i bandet er blandt fire fuldvoksne mænd omkring de 40. Man så jo Peter Dolving gå rundt og give sine nye bandkammerater en hjertelig krammer efter koncerten på Loppen.

”Efter koncerterne fungerer det, rigtig, rigtig, rigtig godt med kemien. Faktisk bedre end jeg havde troet. Vi havde kun mødt Dolving nogle få gange til møder med vores management, og Ulf og jeg havde været oppe at besøge ham i Gøteborg en enkelt gang, før vi begyndte at øve op til koncerterne. Jeg kendte ham jo ikke og havde hørt rygter om, at han var syret osv. Det synes jeg nu ikke, han er. Vi har det derimod alle sammen på den måde, at Iamfire er vores hjertebarn. Vi bliver små entusiastiske drenge, før vi skal spille, og kan ikke rigtig styre vores glæde."  

Går vi tilbage til debutkoncerten, var det en noget anderledes og noget mere rolig, men dog alsidig Mikael Ehlert, man fik at se, end når han giver den fuld smadder med sin anden supergruppe, Blood Eagle. Jeg spurgte ham derfor, om han var stødt på nogle andre og ny udfordringer i dette nye setup:

”Nu skal jeg også til at synge kor. Uha. Der skal jeg godt nok overvinde mig selv. Og så mangler jeg lidt overskud på scenen, men det kommer. Allerede i løbet af de tre første koncerter er der kommet mere overskud. På Loppen var der både nogle ting med lyden og lyset, vi ikke var helt forberedte på, men sådan skal det være til en debutkoncert, og der blevet rettet op på det siden.”

Ehlert gav udtryk for, at modtagelsen af Iamfire i København, Gøteborg og til Royal Metal Festival havde været overvejende positiv, og jeg spurgte om de umiddelbare fremtidsplaner:

”Vi skal spille torsdag på Copenhell og dagen efter på Download, så Tons of Rock i Norge og en festival i Hockenheim. Vores management prøver desuden at finde nogle til at betale vores plade, som bliver en genindspilning af de 9 numre, vi har nu. Vi vil indspille dem live, fordi det fungerer for os. Så er det ligegyldigt, om det svinger i tempo. Det er jo rock, det skal leve. Men der er ingen konkrete datoer for noget.” 

Der var dog en ting, jeg manglede at få svar på: Navnet, Iamfire, hvor det kom fra, og om det har en betydning, eller om det blev valgt, blot fordi det lyder fedt.

“Mest fordi det er fedt, tror jeg. Det var Dolving, der kom på det, så vi burde også have ham ind over. Men det handler nok lidt om ilden inden i én selv. Altså ikke en destruktiv ild, men derimod en brændende lidenskab.”

For lige at tilføje nogle konkluderende ord om debutkoncerten, så var det, som en god ven sagde, ”ét langt nummer”, men et godt nummer, der levede op til, hvad man kunne koge ned til Iamfires kreative motto, og som Ehlert udtrykte det: ”Vi prøver at lave det skævt, men lyde lige.”

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Iamfire er et stjerneskud på den danske musikscene, og der er masser af potentiale. Det er lidenskaben, der driver værket for denne kvartet af små, glade, entusiastiske drenge med en gennemsnitsalder over de 40.

Jeg lod Ehlert få det sidste ord:

”Tak til alle jer andre i bandet, fordi I kan holde mig ud. Og tak til mig selv, fordi jeg kan holde jer ud”. 

Menu