Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Præcist og dystert

Populær
Updated
Præcist og dystert

Converge har med ' All We Love We Leave Behind' lavet en god og dyster plade, der frem for alt gør sig bemærket ved sin præcision og alsidighed

Kunstner
Titel
All We Love We Leave Behind
Dato
09-10-2012
Label
Karakter
4

Converge har et fantastisk ry for at være vildere end vildt. Det kan have sin rigtighed live, men med den seneste, ottende studieudgivelse ’ All We Love We Leave Behind’ beviser Massachusettskvartetten, at den bag den umiddelbare støj, spiller ganske præcist og ordnet, og faktisk laver ganske alsidige numre. Man finder elementer der er både vilde & varierede samt tunge & traurige. Men rutinen fornægter sig ikke, for Bandet startede helt tilbage i 1990 og har stået fadder til metalcoregenren – i hvert fald den del, der forblev tro mod de punkede idealer, og det nævnes derfor ofte med nærmest en religiøs ærbødighed.

Vildskaben finder man i numre som ’Sparrows Fall’ og ’Veins And Veils’ , der smadrer derudaf på god punket vis. Mere thrashede tæsk kan man få på de enkelt velkomponerede numre ’Trespasses’ og ’Tender Abuse’. Men det tunge i den ene og anden forstand, er til gengæld mere fremtrædende på ’All We Love We Leave Behind’ end på de sidste par plader. ”Shame In The Way” er eksempelvis knusende metallisk tung, og det doomede riff på ’Sadness Come Home’ skal heller ikke forbigås i den henseende, ej heller tungtonseren ’Predatory Glow’. En sang som den vemodige ’Coral Blue’ er mere tungt i stemningsmæssig forstand, for her er vi ovre i noget som i følelsesladet storladenhed, kunne være lavet af Baroness.  

Muligvis er det dette skift i stemning  og tempo, som gør det tydeligt, at Converge faktisk ikke virker så vilde endda. Alt bliver leveret med en rutineret præcision og en tilbagelænet naturlighed, som gør pladen ganske lyttevenlig. Muligvis er det dog denne rutine, som er skyld i, at lige det sidste skvæt nødvendige hjerteblod mangler. Helt oppe at ringe, kommer albummet nemlig aldrig,selv om det er tæt på med sangen  ’A Glacial Place’, der både er tungt, vildt og stemningsfuldt drømmende. Men denne sidste indvending til trods, er det bestemt en god plade alt i alt.