For meget de andre, for lidt sig selv
Populær
Priestess tilsidesætter sig selv for meget på album nummer to, som dog stadigvæk byder på retroherligheder.
2. Racoon Eyes
3. The Firebird
4. Murphy's Law
5. The Gem
6. Communicating Via-Eyes
7. Lunar
8. It Baffles The Mind
9. Sideways Attack
10. We Ride Tonight
11. Trapped In Space & Time
I 2006 smed det canadisk band Priestess debutpladen 'Hello Master' på gaden, der stort set slog alle rockelskere, der hørte pladen, omkuld. I hjemlandet og til dels også i USA garderede bandet sig hurtigt med en stor, tro fanskare, som selvfølgelig ikke blev mindre af at Mastodon og Converge tidligt tog dem med på vejen under deres opvarmningsvinger. Herhjemme blev debuten af uransagelige grunde dog aldrig distribueret, hvorfor det blot synes ekstra herligt, at opfølgeren, 'Prior to the Fire' kan findes på også de danske hylder. For til trods for at den ikke er helt så gedigen dejlig som debutpladen, er der stadig herlige momentvis strøg af vedkommende rock og rul under den canadiske retrosol.
Mustaine vs. egensignaturen
Til trods for at 'Hello Master' fik en svag distribution i Europa, havde Megadeth dog Priestess med som supportnavn på en mindre UK-turné i 2007. Og når man lytter til 'Prior to the Fire', synes det da også flere gange tydeligt, at Dave Mustaine har imponeret kvartetten fra Montreal. Ikke mindst ringer åbningsnummeret, 'Lady Killer', en genekendelig Megadeth-klang. Åbningen på den otte minutter lange 'The Gem' lyder desuden uigenkendeligt som Baroness, inden et ærke-Mustaine riff for en stund igen tager over. Det er faktisk kun i sangens - i øvrigt fuldstændig forrygende - omkvæd, at Priestess-ånden, som vi kender den fra første plade, er bevaret.
Heldigvis er der dog stadig en del Priestess med stort P på pladen.
Som det eksempelvis er tilfældet hos de hårde retrorockere i The Sword, figurerer der nemlig også hos Priestess et godkendt mærkat af fornyelse i musikkens overskyggende retrounivers. Man man ikke komme uden om, at navne som Led Zeppelin og Thin Lizzy stadigvæk gemmer sig i kulissen, men stor set hvert nummer er ligeledes indsvøbt i en imponerende og musikalsk set helt ukontrollerbar egenkunnen. Vince Nudos hårdtpumpende rytmer fra bag tønderne markerer sig igen og igen hele pladen igennem, og både Mikey Heppners sejtrækkerriffs og ikke mindst hans distinkte, hæse vidundervokal, er allerede her ved plade nummer to blevet en helt bandsignatur.
Variation i musikken
Det samme gør sig gældende, når det kommer til variation i musikken. Fra den ene sang til den anden sker der så meget på 'Prior to the Fire', at til trods for at ti ud af pladens 11 skæringer er små, forholdsvis korte vers/omkvæd-godbidder, er pladen aldrig i nærheden af at blive kedelig. Det er numrene simpelthen for differentierede og for velkomponerede til. Der er nummeret, der får en til at løfte næven og synge med i fandenivoldskhed ('The Firebird') der er den outrerede, punkede upbeat rytme ('Sideways Attacks') og der er det hashtunge groove ('Communicating Via Eyes'). Allesammen i øvrigt legitimerede luftguitar-skæringer.
Til trods for at der er langt op til det niveau, som 'Hello Master' holdt, og til trods for det faktum at man savner mere Priestess og lidt mindre af den hårde rock fra inspirationsboksen, så er 'Prior to the Fire' et ganske godt album. Man kan ikke undgå at sidde tilbage med lidt en halvtom fornemmelse, netop fordi forventningerne var større, end bandet kunne indfri. Musikaliteten på 'Prior to the Fire' er dog forbløffende underholdende, og er man til festrock af den hårde, velspillede skuffe, er det bare med at finde tegnebogen frem og byde dette band velkommen.