Jerntæft fra en jernkæft
Populær
Rap lige fra leveren med ubesværet fusion af noise, hardstyle og digital hardcore. Et gravmæle over en verden og et indre, der har set bedre dage. Ja, det er relevant i disse spalter.
2. AldrigIkkMereMer
3. JERNKÆFT >
4. udmeddet
5. yndig / YNKELIG
6. II: FremFRemFREM
7. BangersOnBangersOnBangersOnBangers…
8. DKKK
9. [De/Der] [De/Dem]
10. Regnvejrsdag.
11. III: MIA_GOTH_HORROR_SCREAM
12. At Falde Sammen
13. Ydermere Yder Mere Yderligere
14. GALGENFRIST LaLaLa etc.
Skt. DeLarge debuterede tilbage i 2020 (herligt år, kan I huske det?) med EP’en ‘Helgener’, og dengang lå det bidske i Skt. DeLarges musik primært i lyrikken, men her på ‘Ritualer Er Det Eneste Vi Har At Holde Om…’ synes den musikalske udtræden af puppen at være komplet. Der er i hvert fald en forbilledlig sammenhæng mellem Sebastian Tofts produktioner og lyrik – som i øvrigt står flot og skarpt i Anders Fallesens mix.
Skt. DeLarge har med sit overbevisende, autentiske flow og den imponerende, ekspressive tyngde og aggression i produktionerne skabt et værk, som overvælder én. Ved første lytning bliver man lidt sendt til tælling af musikken, der ofte benytter sig af alarmlyde, indpiskende rytmik og flows, der emmer af stress. Førstehåndsindtrykket er mere “kan ik’ føl’ mit fucking fjæs” end hageskægskløende reflektion. Det er en god ting. Først bliver man blæst bagover af den emotionelle tyngde i ‘Ritualer Er Det Eneste Vi Har At Holde Om…’, og senere kan man begynde at dykke ned i de lyriske perler og det gernnemgående tema på pladen.
Tjek for eksempel denne lille klimabanger af en fuckfinger til den øvre middelklasse:
“Nu gælder det om at gro gæller
Så min tur stadig eksisterer
Og jeg kan drukne i min fine vinkælder
Kender ikke faste rytmer mere
Pulsen pulsen pulsen
Pumper pumper pumper
Banker banker banker
Højere højere højere
Fyldt op fyldt op fyldt op
Til du dør til du dør til du dør”
Der har vi i øvrigt den med stressen. Eksemplet er fra den topsmadrede bulldog af et nummer, ‘JERNKÆFT >’. Det er måske her, vi kan nærme os pladens centrale tema. De små ting, vi gør i privaten, rutinerne, de små vaner, der beroliger os, hverdagens tomgang, den lurende depression. Det er jo egentlig lige meget, om vi selvmedicinerer med blunts, ketamin eller Grüner Veltliner. Den underliggende sygdom er den samme. Oven på det ligger så samfundet, som også har sine ritualer; debatter, der konstant vender tilbage, som Dansk Folkepartis årlige forargelsesdebatindspark hver sommer i agurketiden. Her kunne man tage fat i ‘DKKK’, som river den danske racismekultur et nyt røvhul:
“Danser rundt i pøle af blodet fra en fremmed ide
Alle er familie til det truer din livskvalitet
Hvordan kan næstekærlighed ligge under nærighed
Hviler i beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed
Aldrig vil jeg integrere din system- og hjertefejl
Hvis du ikke har plads at give har vi ikke plads til dig
Kæmpe Kridhvidt Korpus
Kalder Kendte Kære
Krammer Kort en Koloni
Krænker Kysser Kinder
Kvæler Kunstigt Kasser
Kræver Kun Kategori
Kredsen Kæler Kandidat
Kærlig KanslerKælder
Klappet Kan være Kolossalt
Kontra Kontra Kontra
Knæler en Kending for Klik?
Kontra Kontra Kontra
Kontra Kontra Kontra
Kontra Kontra Kontra”
KKK, indeed! Den danske sang ER en ond, blond Pia! Og så understøttet af et hårdt shufflet hardstylegroove maskeret som digital rock – har man en forkærlighed for distortede monsterstortrommer og hårde nedslag, så er det her, man skal lytte med. Fremragende!
Også på det globale plan er der ritualer, der gentager sig. Lige nu synes ting som ‘verdenskrig’ og ‘fascisme’ at vende tilbage på den globale scene. Det er jo ikke en tilfældighed, at hende millardærforfatteren med sproglig tæft som en afatisk regnorm har stor succes med sin TERF’ede antitrans-propaganda, og det er ikke en tilfældighed, at hun har allieret sig med racister og nazister i den kamp. En af fascismens første kanariefugle i kulminen er mistænkeliggørelse, udskamning og udgrænsningen af en minoritet som en måde at samle majoriteten bag en despot på. Eller som Sebastian Toft råber på ‘[De/Der] [De/Dem]’, flankeret af et yderst tilfrerdsstillende digitalt blastbeat:
‘Du har ikk noget at gøre med -
[De/Der] [De/Dem]
Muggent barn
Beder til chauvini
Fodrer det med flad hånd
Siger det er biologi
JK
J.K.
Ruller lige forbi
Op at stå på skrå brædder
Hvor man kun er lige
…
Min bror er min søster
Min søster er min bror
Jeg elsker dem
Jeg elsker dem
Hvem skulle have troet det?’
Transliv er menneskeliv, og menneskeliv skal forsvares. Dejligt, at vi får denne pointe. Og der er meget mere at hente i dette album, som har tonsvis af både indsigtsfulde pointer og regulære bangers med forvrængede synths og tunge trommer, så du fælder tårer ned over dit stank face. Personligt elsker jeg ‘yndig / YNKELIG’, som hudfletter musikbranchen og opmaler den cyklus af selvhad og opulent pompøsitet, der synes at være et faldgruberitual for dem, der lever af at blive tilbedt og og på det groveste udnyttet i offentligheden. Eller den blændende sang ‘III: MIA_GOTH_HORROR_SCREAM’, eller ‘BangersOnBangersOnBangersOnBangers…’, der er en … tja, banger. Med en banger af et budskab over digital punk.
En sidste sang, der bør nævnes, er den fine, slingrende og aldeles urovækkende ballade, ‘At Falde Sammen’, hvor Toft synger en art moderne folkesang over en skurrende drone:
‘Menneske gemt under bunker af sten
Holder vejr i sig
Puster ud, en paddehat
Og frygter næste regn
Menneske spurter direkte mod lys
Fra prygl med hockeystav
Rationerer rationer nu
I støvet på dets lagen
Men insisterer på at verden er jomfru
Vi falder sammen
Alle sammen
Vi falder sammen
Alle sammen
Ned’
Lad os slutte den der. Tilbage er kun at sige, at Skt. DeLarge har begået en plade, der er lige så langtidsholdbar (spår jeg), som den er produktet af lige det her nu, alt sammen udkrystalliseret gennem Tofts sprudlende musikalske talent. Pragtfuldt.