Chelsea Wolfe, Converge, Cave In. Det er 00'er-helte i fuldt flor, der slår hovederne sammen på Roadburn-inspireret samarbejde. Desværre er der mere sammenskudsgilde end gryderet.

Ganske som forventet har Architects søgt en genremæssig udvikling. Desværre har briterne ikke styrke nok til at taget skridtet fuldt ud, og bandets niende fuldlængdeudgivelse ender med at være både fugl og fisk.

Fornuftens stemme prædiker videre for koret, mens despoter, moguler og religiøse ledere grumt gnækkende fortsætter deres sejrsmarch. Man kan med en vis ret spørge sig selv, om Bad Religion stadigvæk har deres berettigelse. Også selvom det lyder kønt.

Var det en selvfølge, at Architects leverede en velspillet koncert i Vega? Ja. Var det alligevel mere end bare velspillet? Også det.

Arkitekterne er reflekterende på deres ottende studiealbum, der primært virker som et meget velkomponeret terapi-album. En smuk salut til afdøde Tom Searle.

'Reverence' er ikke en dårlig plade, fordi Parkway Drive ikke længere spiller metalcore. 'Reverence' er en dårlig plade, fordi der er for få gode numre. Et problem, australierne har døjet med i snart 10 år.

Noget af det bedste ved Every Time I Die er, at man stort set ved, hvad man får. Bandet er garant for sprudlende og eksplosive sange. Numrene på ‘Low Teens’ er ingen undtagelse.

Arkitekternes 7. album formår ikke at nå samme niveau som forgængeren ’Lost Forever // Lost Together’. Kvintetten spiller stadig kompetent ’core, men der går tudefest i den.

Parkway Drive spiller ikke længere metalcore. I stedet kombineres ’coren på godt og ondt med heavy metal-riffs og nü metal.

Architects' sjette udspil starter lovende, men overdøves hurtigt af ynkevokal og ærgerlig masterering.

Propagandhi lever på sit seneste album op til genrens anarki ved at lade alt være tilladt, og således får det gamle band ramt en masse metalrelevante riffs trods en lyd, der i metal-sammenhæng kan kaldes "light".

Converge har med ' All We Love We Leave Behind' lavet en god og dyster plade, der frem for alt gør sig bemærket ved sin præcision og alsidighed

Winston McCalls ”blah!” og teksterne om menneskets råddenskab er det eneste, der går igen på 'Atlas'. Andre af PWD’s absolutte signaturer er stort set væk.

Hvis nogen skulle være i tvivl om hvordan man stagediver, var publikum klar på at give en lektion i selvsamme, da Parkway Drive gæstede Pumpehuset. Parkway Drive har på få år fået en fast, dedikeret fanskare og aftenens energifyldte show vidnede om hvorfor.

Set Your Goals leverer solid melodisk punk, der får én til at tænke på Epitaphs glansperiode i 90'erne.

Frustrerende, men også enormt lovende tredje album fra et af post-hardcorens varmeste navne.

Det er simpelt, fængende og klichéfyldt præcis som den slags poppet punk, amerikanske Veara byder på, skal være.

Det er en blanding af hårdt og følsomt, uden at det dog kører helt af sporet for det iørefaldende og lettere poppede nye album fra de unge knøse i Our Last Night.

Den gode lyd på Odeon klædte Converge, for den afslørede hvor meget bandet har at byde på inde bag al vildskaben.