Cannonball 26: Vådt krudt i kanonen

Lørdag på Cannonball blev et flop. For kunstnere såvel som de få publikummer, der havde forvildet sig til Frederiksberg, hvor et ellers stærkt program havde potentiale til langt mere. Hvad var det dog, der skete....?

Programmet var for så vidt stærkt nok. Lidt spøjst sammensat på de enkelte dage, men det er stærkt at præsentere koryfæer som Buzzcocks, The Damned og Nazareth. Lørdag startede dagen for undertegnede med dagens andet navn, Dicte & The Diamonds. Jeg har fulgt og elsket Dicte siden Her Personal Pain, og jeg holder enormt af hendes sarte rock-ballader, skønne historier og den coolness, hun stiller op med.

Coolness og bodegastemning
I modsætning til fredagens desperation på scenen, var der ikke nogen desperation at spore i Dictes optræden, selvom publikum næppe oversteg 100 mennesker. 100 mennesker fylder ikke ret meget i K.B. Hallen. Lyden var heller ikke med sangeren, der kæmpede med en alt for lav mikrofon, der kvalte de fine næsten-ghost notes, som er en af hendes særkender og som jo rent kompositorisk nok er der af en grund.



Men med lejlighedsvise jokes om at starte en indsamling i publikum, så hun kunne få den på gulvet udstillede orange Mustang, små fortællinger om numrene og almindelig spilleglæde, kom vi godt igennem koncerten, men det var næsten ikke til at bære at se en af Danmarks vigtige rockkunstnere stå der og spille for næsten ingen mennesker. Når de mennesker tilmed står helt helt stille, så bliver det altså en lidt tam omgang for både kunstnere og publikum. Placeringen af Dicte på det sted i programmet - eller måske i det hele taget på programmet - var også et fejlskud. Hendes musik er for sart, for fuld af nuancer til at kunne trænge igennem i en rungende tom sal, hvor bodegastemningen bredte sig i form af høj tale fra bænkene bagerst i lokalet. 



Da Dicte i pausen blev interviewet oppe på førstesalen af Radio Mars, blev pinagtigheden komplet med en mikrofon, der ikke var skruet nok op til at man kunne høre Dictes svar på nogle ret bøvede spørgsmål. Det er jo ret uinteressant hvor gammel hun er. Eller hvor mange gange hun har mødt intervieweren hen over årene. Heldigvis fik hun elegant drejet samtalen over på alvorligere emner og alt endte i fred og fordragelighed

Straight out of Kentucky
Og som vi traskede ned af trappen igen til rodeotyren og pinballmaskinerne blev det tid til Nine Pound Hammer. Et band fra Kentucky, der i den grad lignede et band fra Kentucky, komplet med trucker-kasket, comboystøvler og lasso/pistol bevægelser fra sangeren på scenen. Heller ikke han lod sig mærke med det ringe fremmøde, og musikken trak måske også en håndfuld flere op til scenen. For anmelderen var der grænser for hvor længe det var udholdeligt at holde den ironiske distance, så da en veninde dukkede op, forsøgte vi sammen at læne os ind i festen, gå op til hegnet og ignorere hvor få, der stod bag os og se om ikke vi kunne svinge os op til at få lidt sjov ud af det hele.



Det lykkedes kun delvist, men det var ikke Nine Pound Hammers skyld. Hvis man er til country-klingende punkrock, så var det aldeles fremragende. De spillede godt, optrådte godt, og var deres hyre værd. Men publikum, altså … Det var festlig musik, leveret dygtigt og med en sanger, der var ganske på og tilmed sad på scenekanten i et forsøg på at få bare lidt kontakt. Men bortset fra lidt lejlighedsvise glimt af interaktion, var det hele forgæves. Eller som min veninde skarpt bemærkede: Hvis nogen havde bildt mig ind, at det her var en festival for døve, havde jeg troet på det. 

Nazareth formåede at holde masken
Efter en kort pause ude ved tyren, hvor også sprechtstallmeisteren forsøgte at fremmane en stemning af noget, var turen kommet til Nazareth. Et band, der lighed med fredagens Buzzcocks kun kunne mønstre et tilbageværende medlem, mens alle andre var hired guns. Med et sæt, der i det store hele var ret kedeligt og mest af alt en opvisning i sangerens try-too-hard rockvokal (bevares, han gjorde det meget godt), var det paradoksalt nok først da bandet havde en pause fra bemeldte sanger, at der kom lidt groove ind i musikken i det instrumentale friløb, der lugtede af de 70'ere, som bandet opstod i.



Da sættets andetsidste nummer, storhittet 'Love Hurts', var spillet, begyndte folk at sive og Nazareths koncert stod mest af alt tilbage som noget, der kunne havde været fedt, hvis festivalen havde fortalt nogen, at koncerten fandt sted. For de fans, der faktisk var kommet, var der heldigvis mulighed for at komme helt tæt på heltene idet man kunne gå helt op til hegnet, få øjenkontakt med bandet og tilmed skåle med bassist og eneste originale medlem, Pete Agnew.



Antydningen af en rigtig koncert
Med The Libertines som aftenens lukker kunne man have håbet på sene ankomster, men med hvad der lignede 250 gæster i salen under koncerten, var The Libertines og Pete Doherty langt fra fordums rock ‘n’ roll-liv med sex og stoffer i lange baner. Det var halbal, og en helt død koncert, selv om bandet på scenen ikke lod sig mærke med det ringe fremmøde.



The Libertines kunne have spillet for et udsolgt Store Vega med den rette reklame, så at der ikke var flere, peger alene tilbage til festivalens elendige markedsføring. De spillede godt, de var veloplagte, de kastede alt ind på at give en god koncert. Og i modsætning til alle andre bands, fik de skabt en lille smule stemning, ligesom de få publikummer stod en anelse tættere end til noget andet band denne lørdag, hvor vi fik antydningen af, at vi var til koncert.

Men ingen gik opløftede derfra. Ingen havde for alvor en god oplevelse. Og med det program, der var lagt kunne det have været et fedt event. Publikummet er der - ikke mindst lige ovre på den anden side af Øresund. Rammerne var der. Der var mad. Der var øl. Det kunne have været så godt, men blev bare sørgeligt som bare fanden. 

Lørdagen på Cannonball var den ultimative test af forholdsvist store navnes evne til at holde eget ego ud i strakt arm og køre den ind med al den professionalisme, de kunne mønstre.