Moshpit og tårer

Architects-5
Architects-2
Architects-1
Architects-3
Architects-4
Architects-6
Architects-7
Architects-8

Var det en selvfølge, at Architects leverede en velspillet koncert i Vega? Ja. Var det alligevel mere end bare velspillet? Også det.

Kunstner
Spillested
Dato
08-01-2019
Label
Trackliste
Death Is Not Defeat
Modern Misery
Nihilist
Broken Cross
Holy Hell
Royal Beggars
Gravedigger
Mortal After All
Downfall
Naysayer
These Colours Don't Run
A Match Made in Heaven
Hereafter
A Wasted Hymn
Memento Mori

Ekstranumre:
Gone With the Wind
Doomsday
Koncertarrangør
Fotograf
Christian Larsen
Karakter
5

Britiske Architects havde en udmærket start på karrieren, men intet slår bandets sidste tre albums popularitet. Generelt har der været bred anmelderkonsensus om, at udgivelserne ‘Lost Forever // Lost Together’, ‘All Our Gods Have Abandoned Us’ og senest ‘Holy Hell’ på Epitaph har været blandt de bedste i klassen. Det synes umuligt at fortælle historien om Architects’ seneste album uden også at fortælle historien om bandets to tvillingebrødre, Dan og Tom Searle, der startede bandet. De tre seneste udgivelser er nemlig på mange måder også historien om Tom Searles kamp mod hudkræft, erkendelsen af at skulle dø og senest med ‘Holy Hell’ historien om et band, der har mistet Tom Searle til kræften. Med sådan en historie er der altså lagt op til en aften, hvor følelsesregistret nok bliver sat  på prøve – for Architects er heller ikke på nogen måde et band, som man står stille til.

Australske Polaris har fået æren af at sætte første de første mærker på aftenen, og det er bestemt ikke et dårligt valg. Sangene er fyldt med temposkift, og lyden er, som den oftest er i Vega, ret god. Jamie Hails på hovedvokalen kæmper dog lidt med skiftene til de clean dele. Bassist Jake Steinheiser har en fantastisk sangstemme, men kæmper med dobbeltrollen. Man fristes til at tænke, at de to ville få meget ud af at støtte hinanden mere som kor. Guitaristen Ryan Siew er hele showet værd: lækre udstrakte og lyse toner og en lille 80’er-solo.

De næste til at gå planken ud er party-core bandet Beartooth, og det gør sig bemærket, at bandet ikke er ukendt for publikum. Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag, men objektivt skal det da erkendes, at bandet gør det, de er kommet for: at opvarme. Folk kan synge med på både ‘Real Bad Listener’, ‘Aggressive’ og ‘Hated’. Det er der heller ikke noget at sige til, for der er bestemt også tale om et band, der kan skrive et melodisk omkvæd. Forsanger Caleb Shomo orkestrerer publikum i den ene moshpit efter det andet, og teksterne centrerer sig om de samme temaer. Beartooth leverer på mange måder præcis det, de har lovet, hverken mere eller mindre.

Fortryllende ulve
Aftenens show er selvfølgelig tegnet af Architects' seneste udgave, 'Holy Hell', og det er der ærligt talt heller ikke noget at sige til. Aftenens første to sange, 'Death Is Not Defeat' og 'Modern Misery', er blandt pladens bedste, hvis man ellers kunne vælge, for niveauet er som sagt højt. Det krydres med 'Nihilist' fra 'All Our Gods Have Abandoned Us' og 'Broken Cross' fra 'Lost Forever // Lost Forever', der igen følges op af titelnummeret fra 'Holy Hell', samt den melodiske 'Royal Beggars'. På trods af at der er opstillet et ekstra plateau, så de forskellige bandmedlemmer kan træde lidt frem på scenen, så er det  lysshowet, man bemærker mest. På midten af backdroppet er placeret en rund cirkel, der lyses op med animationer. Til linjerne "Now we can't see the forest / 'Cause there's no light in the black hole / Don't try and tell me we are blessed / We used to run with the wolves" løber animerede ulve i en mørk skov og cirklen danner en slags krystalkugle, som om animationen er en forudsigelse eller et minde. Ikke blot er det smukt visuelt, godt timet og passende til Architects' forholdsvis mørke tekstunivers - men når man kender til bandets historie, bliver den sidste dimension meget fremtrædende.

Spil noget af det gamle?
Hvis du er fan af Architects' allerførste plader, så er det her ikke en koncert, du går lykkelig fra: Alt i diskografien inden den seneste "trilogi" stryger bandet direkte hen over, dog med en enkelt sang fra 'Daybreaker', nemlig 'These Colours Don't Bleed'. Generelt modtages de ældre sange lidt bedre – det er også her at pitten breder sig mest. Til sangene fra 'Holy Hell' falder en anden stilhed en gang i mellem over benene hos selv den mest indignerede mosher. Det er selvfølgelig trist, at der ikke er mere fest – måske særligt efter Beartooths opvarmning. Ikke desto mindre er det en fantastisk oplevelse at opleve kraften, vreden og aggressiviten i metalcore, uden at det nødvendigvis udmunder i bevægelse. Kombinationen af den mere atmosfæriske, endda elektroniske lyd på 'Holy Hell' og det stærke visuelle udtryk er nærmest bevægende nok i sig selv. Under 'Memento Mori' dukker bogstaverne T og S op i cirklen i baggrunden – samtidigt danner publikum omridset af et hjerte med deres hænder og strækker dem over hovedet, imens Sam Carter synger Tom Searles ord "Dismantled piece by piece, what's left will not decease".

Memento Mori
Der er ingen tvivl om, at Architects er blevet en type "koncept-band". Når bandets epilog engang skal skrives, skal det understreges at det ikke er sket frivilligt. Det er sket, fordi livet sker – ligesom døden også sker. Værket er nu at mindes de døde for at vække de levende. Musikkens helhed får lov at træde i forgrunden i stedet for de individuelle medlemmer. Fordi bandets niveau er så forbandet højt, er skiftet gnidningsfrit. Der spilles ikke ved siden af, der rammes ikke en skæv tone, fordi delelementerne er forsvundet til fordel for en større fortælling. Det skal du kunne lide. For det er ikke normalt i metalcore, og de fleste bands uden for genren bekymrer sig heller ikke om fortællen. Men lige netop for Architects' vedkommende føles det korrekt. Et memento mori, på latin: "husk at du vil dø" – en påmindelse om, at vi allesammen skal herfra. Det er ikke kun en trist historie, udført i 17 akter, det er en konstatering, en politisk agenda, et kald til våben. Det beslutter du selv. Men det eneste, det ikke er, og det er det bemærkelsesværdige: Det er ikke en kalden på, at døden skal komme og tage os i aften. Men det minder om, det kunne ske. Det kræver talentfulde musikere at kunne fremføre på en plade, men endnu mere, at kunne fremføre på en scene. Det kan Architects.