Den melodiøse treer
Populær
Tesseract djenter stadig formidabel prog-metal af høj kaliber, udfordrer lytteren og udvikler deres lyd… det er bare ikke på helt så højt niveau som tidligere.
Hexes
Survival
Tourniquet
Utopia
Phoenix
Messenger
Cages
Seven Names
Tesseracts længe ventede 2011-debut (’One’) var lige så meget en forløsning som et brag af et album. Den svære 2013-toer ('Altered State') var en endnu større succes og et album, der fastcementerede bandet som en af genrens nye mastodonter. To album, et utal af priser, en stadig stigende interesse og en konstant udvikling. Britiske Tesseract har for længst indtaget toppen af moderne prog-metal med deres let genkendelige, hårdtslående djent og melodiøse atmosfære. Det er derfor intet under, at forventningerne til denne tredje udgivelse blandt fans har nået uanede højder. Og dermed er vi fremme ved det helt store spørgsmål: Hvad er ’Polaris’?
’Polaris’ er først og fremmest Tesseract. Der hersker ingen tvivl på noget tidspunkt. Pladens ni skæringer er skåret i Tesseracts kendte stil. En stil, der på mange områder revideres udgivelse for udgivelse, mens kernen, bandets egenskab til at skrive komplekse og stadig lyttevenlige prog-metal kompositioner, er fastholdt. En af pladens største ændringer fra foregående album er selvsagt vokalist Ashe O’Haras exit, og erstatning er bandets ’One’-vokalist Daniel Tompkins. Det kan diskuteres, om bandet som samlet enhed har mistet eller vundet, men men de fire mere faste medlemmer har i hvert fald skrevet numre, der passer til Tompkins' vokal, og som til og med giver plads til udvikling i form af rappende vokal (’Dystopia’ og ’Utopia’).
Udover den vokale udvikling er den mest markante ændring den mere melodiøse tilgang til sangskrivningen. Det er ikke en erstatning for den mere hårdtslående tilgang, der tidligere har præget bandet, men nærmere en mere balanceret tilgangsvinkel, hvor atmosfære spiller en endnu større rolle end tidligere. De utroligt smukke ’Hexes’, ’Tourniquet’ og ’Cages’ er alle gode eksempler, hvor det atmosfæriske og melodiøse er grundlæggende elementer for sangenes opbygning til det niveau, hvor James Monteith og Alec Kahney’s bragende guitarer fremstår perfektionistisk timet og giver numrene den ekstra kant, der er medvirkende til, at Tesseract befinder sig blandt de bedste i genren. Endelig har Tesseract formået at simplificere de proggede elementer. Det behøver ikke være komplekst, og det behøver ikke være 15 minutter langt. Det kan gøres simpelt og præcist, hvilket den sublime og nærmest radiovenlige ’Survival’ og den eksplosive ’Messenger’ eksemplificerer. Et modigt skridt fra et band, hvor det nærmest forventes, at minimum to skæringer runder de 8 minutter.
Denne tredje udgivelse er ikke Tesseracts bedste. Heller ikke den ”værste”. Den finder et leje et sted imellem bandets to foregående album. Albummet har som ’Altered State’ en ganske høj kaliber, men virker generelt mere fragmenteret, rodet og mindre offensiv i udtrykket. Modsat er ’Polaris’ markant mere strømlinet og velfungerende som enhed end ’One’. Men selvom der ikke kan herske tvivl om, at ’Polaris’ er en Tesseract-skabning, er der musikalsk set et stykke mellem denne og bandets tidligere udgivelser. Hvad der dog er generelt, og også gør sig gældende for denne plade, er, at udgivelsen er gennemsyret af velskrevne kompositioner, der alle har deres eget liv, men alligevel formår at holde hinanden i hånden og give en samlet oplevelse. Skal man endelig kritisere, kan der argumenteres for, at bandets mere præcise tilgang til prog-genren som tidligere nævnt snildt giver plads til flere numre. Som det oftest er med alt det gode, er det svært at acceptere afslutningen. Samtidig skal man som lytter være indstillet på denne langt mere melodiøse, nærmest poppede lyd, der præger albummet. Når det er sagt, er ’Polaris’ et naturligt must for interesserede i melodisk metal og prog-entusiaster.