Hver gang arkitekter dør
Populær
En god, velspillet og velbesøgt "core"-aften i Lille Vega, hvor hovedsupporten vandt knebent over hovednavnet.
Anmeldelsen af denne hardcoreaften i Lille Vega blev istandsat således, at jeg først ankom i starten af Blessthefalls sæt og missede desværre derfor åbningsbandet Counterpart. Foran scenen havde den yngre del af publikummet indfundet sig, og der blev sunget og danset på livet løs. Forsangeren var en nærmest tro kopi af Bring Me The Horizon-forsanger Oliver Sykes, men lød mærkeligt nok som en lille pige, når han sang rent. Både i lyd og udtryk var Blessthefall meget stilrent “emocore” a la netop Bring Me The Horizon af nyere dato. Som mange andre født før 1990 har jeg det generelt svært ved denne genre. De unge syntes imidlertid helt tryllebundede af et også veloplagt band. Så cadeau herfra.
Aftenens første hovedsupport var Every Time I Die (ETID), som rent ud sagt blev skyllet væk på Copenhell 2013, mens jeg sad tørt og trygt i et øltelt og fik slukket min tørst. Den regnvåde oplevelse blev da også omtalt af forsanger Keith Buckley, som gav anerkendelse til dem, der dengang havde trodset regnen.
Musikalsk var ETID langt det mest interessante orkester denne aften. Samspilsmæssigt var der ikke megen slinger i valsen. Riffene var tekniske med spændende toner og kompositionerne ditto. Visuelt var ETID en noget spøjs sammensætning af fire tynde spradebadser og et bjerg af en guitarist med cykelstyrsoverskæg. Men når man havde accepteret præmissen, så var man ikke blot auditivt, men også visuelt underholdt. Så alt i alt levede ETID fuldstændig op til de forventninger, jeg på forhånd måtte have haft.
Det sidste musikalske indslag og dermed hovednavn var Brighton-bandet Architects. Selvom de aldrig nåede op på ETID's niveau, var der ikke en finger at sætte på fremførelsen af deres tekniske og djentede metalcore, som de på en eller anden måde har gjort til deres egen. Architects er ikke et band, jeg har et nært forhold til, men det havde min følgesvend, som påpegede og gjorde mig opmærksom på, at nogle numre tydeligvis var backtrackede og var fuldstændig som på plade, mens andre var spillede – målt på både lyd og somme tider også tempo. Det virkede imidlertid overflødigt at veksle mellem reelt spillede numre og numre med backtrack, for førstnævnte lød fremragende.
Lyden var generelt glimrende. Ikke mindst fordi Lille Vega er et fantastisk koncertrum. Lyden alene kunne desværre ikke holde gang i ilden. Folk begyndte formentlig i småkedsomhed at forlade Lille Vega hen mod koncertens slutning. Det var ikke et kriminelt frafald, men nok til at man bed mærke i, at det tyndede ud. Architects var heller ikke så altomfavnende og udadvendte, som ETID havde været det, og man fik lidt på fornemmelsen, at det var endnu en dag på kontoret. Men på trods af, at det var tirsdag var publikumsopbakningen og energien glimrende, så Architects havde ingen grund til at ligge på den lade side.