Engelske energiudladninger

Populær
Engelske energiudladninger

Bring Me the Horizon har udviklet sig til et decideret hovednavn, og det satte den engelske kvintet en tyk streg under, da de onsdag aften væltede Store Vega i et hav af visuelle indtryk og god musik. 

Titel
+ PVRIS + Beartooth
Spillested
Dato
18-11-2015
Trackliste
1. Doomed
2. Happy Song
3. Go to Hell, for Heaven's Sake
4. The House of Wolves
5. Chelsea Smile
6. Throne
7. Shadow Moses
8. Sleepwalking
9. True Friends
10. Can You Feel My Heart
11. Antivist
12. Blessed with a Curse
13. Drown
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Hypen omkring Bring Me the Horizon synes ingen ende at tage. En udsolgt koncert i Store Vega, en offentliggjort koncert på næste års Roskilde Festival, og den nye plade ’That’s The Spirit’ har modtaget et hav af gode anmeldelser. Alle tegn, der peger mod et band på toppen – karrieremæssigt som musikalsk.

Men før charmøren Oliver Sykes og resten af ensemblet var klar til at vælte Vega, blev aftenens festligheder startet af det amerikanske metalcore-band Beartooth

Desværre forhindrede den timelange kø yours truly i at nå indenfor. Med koncertstart kl. 20:30 havde Vega afsat 1½ time til at få sluset de 1.500 gæster ind, der kan være plads til i Vega. Man kunne godt have ønsket sig bedre information om den lange kø, men omstændighederne taget i betragtning er de ekstra sikkerhedsforanstaltninger værdsat.

Malplaceret eller genialt placeret synthpop?

Som passende overgang fra Bearthooths metalcore-inspirerede lyd til Bring Me the Horizons nyfundne kærlighed for alternativ metal havde amerikanske PVRIS fået funktionen som mellemled. På papiret en udmærket disponering set i relation til trioens poppede og elektroniske tilgang til genren.

Da PVRIS gik på, var salen endnu ikke blevet meget mere end halvfyldt. Badet i blåt lys startede trioen, der i dagens anledning havde fået selskab af Justin Nace på trommer. De lagde ud med den synthpoppede 'White Noise'. Sandsynligvis i stærk kontrast til aftenens første band.

Trioen var meget stillestående og lod i stedet de tunge trommer og den tunge bas tale. Virkemidler, der generelt lod til at falde i publikums smag, men som samtidig var så markante i lydbilledet, at guitaren kun var tydelig på mindre intense stykker.

Til gengæld var Lyndsey Gunnulfsen tydelig i lydbilledet, og netop hendes vokal var en markant, stærk og insisterende faktor og primær årsag til trioens succes denne aften. Når hun befalede publikum at smide hænderne i vejret, som til en anden Ellie Golding-koncert, reagerede publikum troligt derefter.

Passede PVRIS ind i aftenens lineup? Ja, det gjorde de, men kun som modvægt til Beartooths efter sigende ekstreme energiudladninger. Kombinationen af de to opvarmningsbands fanger glimrende Bring Me the Horizon anno 2015. Set isoleret var PVRIS dog fuldstændig malplacerede, men det lod ikke til at genere publikum, der dansede og gestikulerede i store dele af koncerten, hvor især den energiske 'St. Patrick' og afsluttende 'My House' fik det til at gynge.

Overbevisende og energisk 

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Bring Me the Horizon har udviklet sig meget siden debutpladen ’Count Your Blessings’ fra 2006. ’That’s the Spirit' var kvintettens endelige farvel til core-genrerne. Man fristes til at sige, at det stadigt unge band har taget skridtet ind i de voksnes rækker. Ikke overraskende afspejlede aftenens sætliste netop den transformation.

Størstedelen af numrene var naturligvis materiale fra dette års udgivelse. Og ud over den eminente ’Chelsea Smile’ og ’Blessed with a Curse’ bestod resten af sætlisten af numre fra 2013s ’Sempiternal’ – en markering og en tyk streg under førnævnte udvikling

Med paraply-logoet portrætteret på bagbeklædningens diode-lysvæg satte Sheffield-kvintetten i gang med den på pladen melodiske og intense 'Doomed'. Men nummeret blev leveret knap så melodisk, hvor specielt Oliver Sykes hæse og langt fra rene vokal faldt fuldstændigt igennem.

Det var en mildest talt forfærdelig start, der heldigvis blev reddet af den eksplosive 'Happy Song', der blev skudt i gang med røgkanoner og et intenst lysshow. Desværre var det endnu en gang svært at høre Sykes' rene sang, et faktum, forsangeren selv blev opmærksom på og fik justeret under c-stykket.

Men ren sang fra Sykes side var generelt begrænset, hvilket er paradoksalt set i lyset af forsangerens udmeldinger om, at han ikke længere vil skrige, men synge. I stedet blev den rene sang primært leveret af Jordan Fish og diverse samples.

'Go To Hell, For Heavens Sake' forsatte den energiske jump-along, der var blevet påbegyndt tidligere på aftenen, mens publikum engageret tilsluttede sig på vokal. I det hele taget var publikum på, til stede og ville koncerten. Selv da strømmen gik, og scenen blev lagt sort, forsatte publikum med at synge omkvædet fra 'Happy Song', inden de gik direkte over i en circle pit, mens englænderne endelig fik gang i lyden og 'The House of Wolves'.

Bandets ældste nummer spillet denne aften, 'Chelsea Smile', fik lov at stå i stærk kontrast til den efterfølgende 'Throne', og der gjorde sidstnævnte sig absolut bedst. 'Chelsea Smile' var aftenens hårdeste nummer, men bandet virkede kun delvist engageret i den ellers fede skæring, og Sykes kunne slet ikke levere vokalen. 'Throne' derimod var et af aftenens mange højdepunkter.

'Shadow Moses' og 'Sleepwalking' var begge intense og energiske, 'Can You Feel My Heart' sendte publikum ud i en ekstase af hjerteformede håndtegn og kollektiv fællessang, mens 'Antivist' rev salen og publikum fra hinanden i en kæmpe mosh pit.

Bring Me the Horizon lukkede og slukkede aftenens festligheder med 'Drown'. Tretten numre blev leveret præcist med et bombardement af et lysshow, røgkanoner og sublim kadence. Lyden blev justeret undervejs og fandt et fornuftigt leje, men havde tendens til at være lidt rusten og runge på de tungeste stykker. Ud over det var der ikke meget andet tilbage end en vellykket musikalsk aften og en fed koncert.