Med eller uden punk

Populær
Med eller uden punk

Propagandhi lever på sit seneste album op til genrens anarki ved at lade alt være tilladt, og således får det gamle band ramt en masse metalrelevante riffs trods en lyd, der i metal-sammenhæng kan kaldes "light".

Kunstner
Titel
Failed Stetes
Dato
03-09-2012
Label
Distributør
Genre
Karakter
4

Det er første gang, at canadiske Propagandhi beskrives på disse sider, så en lille introduktion vil være på sin plads. Bandet blev dannet af forsanger/guitarist Chris Hannah og trommeslager Jord Samolesky tilbage i 1986, og makkerparret er de eneste af kvartettens medlemmer, som har været med hele vejen (bandet startede dog i sin tid i klassisk punkform som trio). Der gik nogle år, før bandet blev klar med deres punkede skate rock, for første album udkom først i 1993 på NOFX-sanger/bassist Fat Mikes pladeselskab.

Med tiden er bandet gået lidt væk fra et relativt standard punkrock-udtryk til at arbejde med flere lettere tekniske detaljer, og så er musikken også blevet farvet lidt af metallens luner. 'Failed States' er det sjette album, og udover de her metalliske riffs i ny og næ, så virker bandet nu også inspireret af post-rockens mere atmosfæriske tilgang til sangskrivning.

Albummets åbner 'Note to Self' skiller sig således ud med en helt anden stemning end resten af skivens sange. En næsten to minutter lang intro gør, at man bestemt ikke forventer at have med et punkrock-band at gøre. Lækre guitarstykker med velvalgt ekko og tid til fordybelse. Derfra bliver sangen mere rocket, men der kommer en del fede detaljer senere, som kunne være taget ud fra post-rocken/metallen og måske ligefrem fra en art black metal med shoegaze-tendenser. De seks minutter bringer lytteren vidt omkring.

Herefter er det to minutters punket metal med masser af dejlige, skæve toner i titelnummeret. Og et godt højt tempo. Musikken er for så vidt metallisk, men bandet har bevaret en typisk punkrocket lyd, som vi kender det fra fx Bad Religion, og der er ikke stemt ned i helvede som det ellers ses hos mangt et metalband. Det fortsætter i 'Devil's Creek', som er et nummer, der har medtaget det gode, iørefaldende omkvæd, som netop er den kække punkrocks styre.

'Rattan Cane' starter nærmest doomet, men så kommer punken og ændrer det indtryk. Trommespillet virker rodet, men på den fede energiske facon, og har sin del af æren for et vellykket nummer, hvor også bassen får leget godt i baggrunden.

Herefter følger albummets to korteste sange, men alligevel formår bandet at pakke flere forskellige udtryk ind, men det høje tempo og vokalen, der som på alle albummets sange ligger i det her lettere "lyse" toneleje, som er typisk inden for metervare-high-school-punkrock. Men Propagandhi er ikke af den fjollede variant. Årene er gået, så teksterne har indhold og er ikke bange for at tage eksplosive politiske emner op.

Bredt udvalg - og tid til en svipser

I 'Cognitive Suicide' bliver vokalen i midtersektionen måske lige en tand for ungdommelig. Det virker barnligt, og en enkelt linje burde have været taget om, for et par toner misses i den grad. Men det er med til at understrege, at bandets mange typer numre har alt fra moderne prog a la Periphery til noget langt mere poppet.

'Things I Like' er endnu et af de korte numre, og det trækker nærmest selvfølgeligt på punken, men der er et skævt riff, som formodentlig vil tilfredsstille en metalfan. 'Unscripted Moments' griber igen fat i det post-rockede univers og bringer masser af stemning og god plads til en glimrende bas, og øverst ligger en catchy vokalmelodi. Her mod pladens slutning rammer altså et af pladens absolut bedste numre. Bolden er lagt godt op til det efterfølgende nummer, som har flere af de samme tendenser, men det når ikke helt op i samme klasse. 'Lotus Gait' byder på punkrock igen, men starter med interessant vokal i en flot opbygget intro. Guitarerne sparker godt med energi senere i nummeret, og der ligger endvidere flere lag og byder på fine detaljer.

Propagandhis brug af utroligt mange riffs, der på papiret ikke burde passe sammen, gør pladen til et spændende møde. Det, som alligevel får det til at hænge så godt sammen, er vokalen. Den er på sin vis lidt for typisk for punkrock-genren, men samtidig er det den her let-forståelige vokal med gode sangbare melodier, som det - positivt ment - er svært at få rystet ud af hovedet igen.

Det kunne være spændende at høre bandet forsøge sig med et mere nedstemt og vredt udtryk, men stadig med fokus på det atmosfæriske, som bandet viser sig at mestre i adskillige passager. Men foreløbig må man nøjes med Propagandhi til en glad stund, hvor man nyder musikkens herlige energi.