Punk, så sveden drev

Populær
Punk, så sveden drev

Det kan godt være det ikke var så løssluppent og punket, som genren oprindeligt havde for øje, men Bad Religion leverede en fest uden lige.

Kunstner
Spillested
Dato
24-07-2010
Genre
Trackliste
1. Do What You Want
2. Overture/Sinister Rouge
3. Modern Man
4. Recipe for Hate
5. You
6. Before You Die
7. A Walk
8. You Are (The Government)
9. Atomic Garden
10. Requiem for Dissent
11. Sanity
12. No Control
13. New Dark Ages
14. Come Join Us
15. Suffer
16. Germs of Perfection
17. No Direction
18. Los Angeles Is Burning
19. I Want to Conquer the World
20. Along the Way
21. Fuck Armageddon… This Is Hell
22. Generator
23. Infected
24. American Jesus
Ekstranumre:
25. 21st Century (Digital Boy)
26. Sorrow
27. Punk Rock Song
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Da Bad Religion gik på tog det ikke mange sekunder at opdage, at der i kvalitet var langt fra hovednavnet til opvarmerne i Atlas Losing Grip. Egentlig var det svenske band udmærket og havde den rette power, men vokalerne var slet og ret for pæne og gjorde numrene meget ens på overfladen.

Guitar, trommer og bas blev ellers varieret udmærket fra de punkede, store og hurtigt spillede akkorder til staccato-stykker og breaks som var musikken kortvarigt metal-inspireret. Forsanger Rodrigo Alfaro er ellers en erfaren herre kendt fra Satanic Surfers, men han havde desværre lagt for meget af attituden hjemme i Sverige.
(Karakter: 2)

Fest fra start

Da introen var ringet ud og starten på 'Do What You Want' gik i gang, skulle der fine schweizer-ure til for at registrere en tidsforskel fra første taktslag til de forreste rækker hoppede i takt. En lille håndfuld numre mere var dog krævet, før hele salen hoppede så gulvet føltes som om det skulle briste.

Alle Bad Religions sange er supercatchy og med Greg Graffins dejlige, melodiske vokal, så var det svært ikke at lade sig rive med af energibomben fra USA. Publikum sang med og næsten alle kunne ordene - men hvorvidt man kunne sangene eller ej, var sagen uvedkommende, for alle kan følge med her. Opskriften er i mange sange ret ens, men det fungerer bare, og er i tilfældet Bad Religion helt i orden.

Det er måske også sådan punk skal være, 1-2-3 og så kører vi, og hvorfor ikke bruge de samme akkorder, som vi kan så godt? Meget punk var der til gengæld ikke rigtigt over bandets udstråling længere. Greg kunne i sin polo-t-shirt være en hvilken som helst nabo, skolelærer eller måske ligefrem John McClane. Der var i hvert fald det samme seje, charmerende glimt i øjet og lidt samme frisure som den hårdtprøvede politimand.

30 år...? Ikke uden København!

Bandet fejrer 30 års jubilæum i år, og der blev i snakken herom leflet lidt for publikum, da det blev nævnt at en sådan tour, da ikke kunne foregå uden at tage København med. Og Store Vega kvitterede med en summende, positiv stemning, hvor sveden dryppede ned af væggene. Gennem salen fløj ølkrus med indhold i, men det var ikke kun det, som gjorde folk våde. Nej, det var den den uundgåelige hoppen i takt til musikken, der fik svedkirtlerne på overarbejde.

Jay Bentley var supersej, grinende og storsmilende og håndterede sin bas fornemt, så punken bare pumpede derudaf. De to guitarister - ja, der manglede en enkelt herre denne aften - vågnede først lidt inde i sættet, men spillede præcist og med masser af sjæl, så der var så rigeligt fylde i de forvrængede lyde fra salens anlæg.

Med det tempo, der blev lagt ud med, kunne det også være svært at nå at komme med på "toget", men mere imponerende var det at både publikum og bandet bevarede energien showet ud. Det er nu også svært ikke at lade sig rive med af den karismatiske frontmand, der med stor mimik og evige fagter fra den hånd, der ikke holdt mikrofon, dirigerede alle sange, så indholdet kunne forstås uden at høre ordene.

Bandet kunne ikke blive helt enige om, hvornår København sidst var blevet besøgt. Men det var længe siden, og med aftenens fede fest i hukommelsen, så behøver der bestemt ikke gå lige så lang tid igen.