Green Day - ”American Idiot”

Populær
Green-Day-American-Idiot-

Mathias Nielsen har helt fanget Green Days konceptuelle kabaretpunk.

Kunstner
Titel
American Idiot
Dato
21-09-2004
Genre
Trackliste
1. American Idiot
2. Jesus of Suburbia
• I Jesus of Suburbia
• II City of the Damned
• III I Don't Care
• IV Dearly Beloved
• V Tales of Another Broken Home
3. Holiday
4. Boulevard of Broken Dreams
5. Are We the Waiting
6. St. Jimmy
7. Give Me Novacaine
8. She's a Rebel
9. Extraordinary Girl
10. Letterbomb
11. Wake Me Up When September Ends
12. Homecoming
• I The Death of St. Jimmy
• II East 12th St.
• III Nobody Likes You (Mike Dirnt)
• IV Rock and Roll Girlfriend (Tré Cool)
• V We're Coming Home Again
13. Whatsername
Karakter
4

Green Day er et af de få langtidsholdbare punk rock-bands og har efterhånden godt 15 år på samvittigheden. De fleste forbinder selvfølgelig Green Day med deres irriterende hit fra midthalvfemserne, ”Basket Case”.

Der er dog sket utroligt meget siden dengang, og der er ikke meget ”Basket Case” tilbage på det koncept album, de netop har udsendt og som bærer titlen ”American Idiot”. Konceptalbum forstået på den måde, at her er tale om en ”punk-rockkabaret”, som uden tvivl er inspireret af milepæle i samme genre, såsom The Who’s ”Tommy” og Green Day’s musikalske fædre Hüsker Dü’s ”Zen Arcade” (en udgivelse der i øvrigt kan fejre tyve års jubilæum i år!).

Albummet er næsten en time langt og indeholder to sange, der hver varer ni (!) minutter. Samtidig er hele albummet én stor lussing til George W. Bush. En trend som mange musikere i USA, i øjeblikket følger, her op til valget. Der bliver lagt ud med den Ramones-agtige uimodståelige ørehænger af et singleudspil ”American Idiot”. Men det er allerede fra andet nummer, at Green Day starter deres punkrock-kabaret med den ni minutter lange ”Jesus of Suburbia”. Det er måske lidt "snyd", for det er nærmere en fem-seks sange sat sammen til én stor, end det er et episk mesterværk, men det virker godt og det er anderledes.

Green Day er siden de glade halvfemsere blevet mere tilbagelænede og ”rarere” at høre på, og det medvirker da også til, at det nogle gange bliver for kedeligt. Men så længe man får det alt for ”rare” i mindre doser, så virker det ganske fortrinligt, som fx på ”Holiday”. Der er også den meget glade ”Give Me Novacaine”, som Billie Joe Armstrong nok ville have grinet højlydt af, hvis man havde præsenteret ham den for ti år siden og fortalt, at det var noget han selv havde komponeret.

Som noget nyt, er der på ”American Idiot” op til flere ballader, og det er rart at høre et punk-band, der også tør eksperimentere. Spring den klichéfyldte ”Boulevard of Broken Dreams” over og lyt i stedet til ”Wake Me Up When September Ends” og ”Extraordinary Girl”, hvis du vil høre et Green Day, der spiller afdæmpede ballader. Der er selvfølgelig også Green Day, som vi kender dem på henholdsvis ”St. Jimmy” og ”Letterbomb”; man skal jo ikke glemme, hvor man kommer fra!

Den underlige, hypnotiske ”Are We The Waiting”, er en enkel, men eksperimenterende ting, som man umiddelbart ikke vil forbinde med Green Day, og mod slutningen af albummet spiller bandet sig igennem endnu et ni minutter langt medley i form af ”Homecoming”, med indlagt march og en underholdende hadehilsen til mode-punkbandsene (Good Charlotte etc.)

Et rigtigt interessant og eksperimenterende album, som - om noget - burde kunne banke noget politik ind i hovederne på den amerikanske tyggegummi-ungdom, som køber dette album. Det er noget så sjældent som et punk-album, der kan høres flere gange, og som oven i købet bliver bedre for hver gennemlytning. Samtidig er det et album, der viser vejen for punkbands, der måske gerne vil eksperimentere, men ikke rigtigt tør.