Om Ramones, verdensfred og meget mere

Mathias Nielsen fornøjede sig i samtlige tre timer i selskab med en veltalende Herny Rollins i en udsolgt Amager Bio, mandag aften. Der var hverken punk som i Black Flag eller metal som i Rollins Band, da Henry Rollins mandag optrådte med sit spoken word-show i en udsolgt Amager Bio, der – til anledningen – var udstyret med siddepladser. Der blev luftet skarpe meninger om alle fra George Bush til telefonsælgere, Ramones blev hyldet og Godsmack svinet til under det forrygende show, som varede ikke mindre end tre timer!

Henry Rollins er en mere blid og kultiveret mand end han umiddelbart giver udtryk for, når han optræder med sit Rollins Band. Selvironi og sort humor var faste ingredienser i showet, som på én gang flettede politik, musik og filosofi sammen. Det væltede bogstavelig talt ud af hovedet på Rollins med absurde og finurlige anekdoter fra sin egen hverdag. Han undskyldte flere gange, at Rollins Band ikke var i Danmark under deres turné sidste år, men skød skylden på de danske bookere, som ”ikke havde været interesserede nok til at få en koncert på plads”.

Showet begyndte med en slags prolog, hvor Henry Rollins gjorde rede for, hvor ekstremt meget, han hader sin præsident George Bush. Der blev funderet over, at han ikke kan finde ud af at tale sit eget sprog, at vi danskere er bedre til engelsk end netop Bush, samt en meget lang forklaring om, hvordan Rollins analyserer de såkaldte "Bushisms" - altså de ord, som Bush selv opfinder.


Bon Jovi

Der var også drøje tæsk til økologi-hippier, som muskelbundtet - uheldigvis – støder på, når han handler i økologi-forretninger; vi fik forklaret, at hvis Rollins havde hørt Slayer på øredøvende niveau på vej til forretning i bilen, kunne cocktailen bestående af ekstrem irritation og Slayer nemt komme til at gå ud over hippieekspedienten bag kasseapparatet.

Alle mennesker der kommer i hans lokale økologiforretning, ligner – ifølge Rollins – halvdøde mumier med deres ødelagte hud og rådne tænder, mens dem der går på McDonald’s ligner modeller, hører Bon Jovi og synes at USA skal invadere Polen.

Han var åben, og forklarede også, hvordan han engang havde droppet en date med en pige, da hun havde sat Godsmack på hans anlæg – kaldet "det hellige tempel" - og derved forceret de jammerlige toner ud af højtalerne.


The Ramones

Man skulle - under alle omstændigheder – have overværet showet, for virkelig at forstå hvor underholdende denne mand i virkeligheden er. Der var et langt indlæg om The Ramones, hvor Rollins forklarede, hvordan dette band havde fået ham og så mange andre til at blive hundrede procent sikre på, at de ville være musikere.

Rollins’ fortalte om sit venskab med den nu afdøde Johnny Ramone, og om hvordan han tit besøgte ham og diskuterede til langt ud på nætterne; helt frem til et par dage før Johnnys død af kræft.

Henry Rollins mener, at man med de fire første Ramones-albums kan skabe verdensfred, og hvis hele verdens militær holdt en fest sammen med de plader som baggrundsmusik, så ville de alle smide deres våben af helvede til, sætte John Coltrane og Jimi Hendrix på anlægget og få fisse…


Moralsk afslutning

Lattermusklerne blev trænet godt igennem, og inden slutningen forklarede Rollins, hvordan han havde fejet en mandlig telefonsælger ud af sin telefon ved at analysere telefonsælgerens sørgelige liv og efterfølgende spørge: ”Hvordan er du klædt på?”, og derefter lave stønnelyde!

Men det var nok den seriøse og skelsættende afslutning, der ramte bedst. Her opfordrede Rollins publikum til at komme op af sofaerne og blive aktive. ”Kæmp ordentligt imod det, I er utilfredse med, vær bedre mod hinanden som mennesker, se udover jeres egne næsetipper, hjælp folk i den tredje verden, donér til de kriseramte af flodbølgen. Vi lever i et globaliseret samfund, og da vi ikke er længere væk fra den anden side af kloden end et klik på musen, bør vi også opfatte disse mennesker som vore naboer.”

Disse sætninger afsluttede den tre timer lange forestilling, og de kom fra en mand, der hader sine white trash-landsmænd, læser bøger af franske forfattere og ser David Lynch-film, men de kom - frem for alt - fra en mand, man kun kan beundre og se op til.

Man skulle have været der! Henry Rollins sørgede for en sublim forestilling, som kommer til at bejle til titlen som årets ”koncert”, selvom det ikke engang var en koncert…

Kun det faktum at showet varede tre timer, og at folk som ikke interesserer sig for politik, nok var skredet halvvejs igennem, holder undertegnede fra at uddele et klokkerent 13-tal.