Mens imperiet kværner videre
Fornuftens stemme prædiker videre for koret, mens despoter, moguler og religiøse ledere grumt gnækkende fortsætter deres sejrsmarch. Man kan med en vis ret spørge sig selv, om Bad Religion stadigvæk har deres berettigelse. Også selvom det lyder kønt.
2. My Sanity
3. Do The Paranoid Style
4. The Approach
5. Lose Your Head
6. End of History
7. Age of Unreason
8. Candidate
9. Faces of Grief
10. Old Regime
11. Big Black Dog
12. Downfall
13. Since Now
14. What Tomorrow Brings
1991: Første gang jeg hører Bad Religion, er det lidt som et speltfamiliebarn, der kommer til børnefødselsdag i provinsen og overdoserer på sukker og E-numre. Efter at have kørt en stram diæt af thrash, død og grindcore er det ikke til at rumme alle de melodier og vokalharmonier, der fylder kælderværelset i Svendborg, hvor vi hører det eksemplar af ‘Against the Grain’, en kammerats universitetsstuderende storebror har købt. Der er noget, der ændrer sig grundlæggende for mig her. Det her er mit ‘Nevermind’, et halvt års tid før dén plade kommer: Nu kan musik både være hurtig og smadret og fængende og begavet.
2007: Jeg skal interviewe Brett Gurewitz, og min indre 15-årige er oppe at ringe over det. Det betyder godt nok, at jeg er nødt til at høre ‘New Maps of Hell’, Bad Religions 14. album, som det skal handle om, en del grundigere, end jeg har hørt de foregående seks plader, men det gør faktisk ikke så meget. Bad Religion har været helt nede at vende på bundskraberen ‘The New America’, men på de to efterfølgende plader, hvor Gurewitz er vendt tilbage, er det gradvist blevet bedre. Nu er det hæderligt, og Gurewitz er flink, alt er godt.
2019: Der er de tre plader, der fulgte lige i røven på hinanden, da Bad Religion i slutningen af 80’erne fik samlet momentum efter at være snublet ved startstregen først i årtiet. ‘Suffer’, ‘No Control’ og ‘Against the Grain’: De tre er uomgængelige for mig. Bagefter sker der et skift, samtiden indhenter Bad Religion, bands som dem begynder at blive store, og uvægerligt bliver det hele gradvist kommercialiseret. Flere midttemposange, færre rigtig hurtige sang, større, men også mere anonyme omkvæd. De laver et par gode plader til, men det er sjældent, at det er dem, jeg tager frem, når jeg vil høre Bad Religion.
Det vil jeg nemlig stadig gerne. Også selvom Bad Religion for længst er blevet én lang gentagelse af sig selv, af egne velafprøvede virkemidler og politiske pointer. Således også på ‘Age of Unreason’, hvor allerede titlen er så klassisk et ordspil fra Greg Graffins hånd, at man er lidt træt, inden det hele går i gang. Det er meget velkendt territorium, vi er ude i her, og sangtitler som ‘End of History’ og ‘Old Regime’ siger med al tydelighed, at alt kommer til at være, som det plejer: Stormagterne ligger under for kapitalens diktat, krig er inhumant, religion undertrykker, læs en bog, gør noget.
Den løftede pegefinger har altid siddet løst på Greg Graffin, og selvom han på ‘No Direction’ for mange år siden forsøgte at aflægge sig den autoritære rolle og forkyndte, at “no Bad Religion song can make your life complete,” er det i bund og grund det, Bad Religion har gjort lige siden: Leveret en færdig pakke med en fuld forståelsesramme og de rette slogans til at forsikre én om, at alt fortsat står så grelt til i verden, som man allerede gik og forsikrede sig selv og hinanden om, at det gjorde. At USA agerer som et ondskabens imperium med skiftende karnevalsfigurer ved magten, sædernes generelle forfald.
Lidt som et abonnement på Information, med andre ord, bare tilført oozin ahs og punkrocktrommer.
Men godt 30 år efter gennembruddet er det svært ikke at spørge sig selv, hvad det hele overhovedet skal nytte. Det er jo ikke, fordi tre årtiers velmenende indignation og korte, melodiske sange har fostret en hel generation af superbevidste venstreorienterede røster, der er ved at overtage verden og gøre den til et bedre sted. Vores liv er virkelig ikke blevet mere fuldendte af Bad Religions sange, og når Graffin i ‘End of History’ proklamerer, at “nostalgia is an excuse for stupidity,” peger det uvægerligt tilbage på ham selv og hans band: At høre Bad Religion er lidt som at mindes en tid, hvor man troede på, at Noam Chomsky – som Bad Religion udgav en split-7” med, da den første golfkrig gik i gang – ville kunne tale alle til besindighed. Og at fortsætte med at tro på, at de her sange betyder noget, selvom de bare er punkrocksange – sådan som Bad Religion også selv erkendte det i 1996.
‘End of History’ er ellers en af de bedre sange på ‘Age of Unreason’ sammen med den afsluttende ‘What Tomorrow Brings’. Ikke på nogen måde skelsættende, men det er sange, der sagtens vil kunne tage plads i sætlisten de næste par år, uden at det i sig selv er en grund til at gå i baren. Resten af pladen er desværre under niveau: Sangskrivningen er uinspireret, vokalharmonierne alt for oplagte, produktionen anonym, og Greg Graffins stemme er blevet en tand mere skinger med tiden, hvilket heller ikke klæder noget. Når tempoet sættes op i ‘Faces of Grief’, virker det mest af alt, som om det er en sur pligt lige at skulle slå fast, at man altså stadig først som sidst er et hardcoreband. Omvendt går det helt galt, når Bad Religion i ‘Don’t Lose Your Head’ sætter tempoet ned og laver en sang, der måske skulle have lydt som en af Bob Moulds sange i Hüsker Dü, men som ender med at lyde som Foo Fighters i al sin vammelt sukrede, stadionrockende syng-med-oplagte anonymitet.
Det værste er næsten, at den sang højst sandsynligt er den eneste, der er reel chance for, at man kommer til at tage sig selv i at gå og nynne om et halvt år, når ‘Age of Unreason’ er glemt, og det igen er de sikre tre plader, man går til, når man vil høre Bad Religion. Således bliver ‘Don’t Lose Your Head’ et trist svar på det spørgsmål, Bad Religion selv stiller i ‘End of History’:
“How do you want to be remembered?
For generosity or a fucking monstrosity?”
Man kan vælge at se Bad Religion som endeløst generøse: De fortsætter uanfægtet af tidens gang med at skrive sange for os aldrende scenesters, der bekræfter os i vores verdensopfattelse. De fortsætter med at italesætte de forhold i samfundet, de ser problemer i, og gør det på en trods alt temmelig meget mere nuanceret måde end snart sagt et hvert andet større veteran-hardcoreband. Tak for det, Bad Religion. Men når det gælder ‘Age of Unreason’, er den blot endnu en brik i det større billede, og det eneste, den med al sandsynlighed vil blive husket for, er rædderligheden ‘Don’t Lose Your Head’.