Copenhell 2014: Ren hygge

Copenhell 2014: Ren hygge

I forhold til punkens oprindeligt anti-indstilling til alt, så bød Bad Religions show ikke på meget, der føltes som en protest - det skulle da lige være til metallens (og festivalens) flirt med "det onde", for det var en svært hyggelig koncert.

Kunstner
Dato
12-06-2014
Genre
Fotograf
Kenny Swan
Karakter
3

Greg Graffin, Bad Religions frontmand, var blevet ganske grå- og tyndhåret, og med de markante briller syntes det ved første øjekast mere, som om han havde taget fejl af kalenderen og troet, at han skulle ind og undervise i palæontologi - et af mandens andre virker - og ikke ind og dirigere folk rundt med en god omgang punkrock.

Heldigvis er der så meget spilleglæde og autenticitet i Gaffin, at det meget hurtigt skulle stå klart for tvivlere, at han altså ikke optræder med bandet af hensyn til bankbogen. Det føltes ægte og glædesfyldt. Ikke bare fra Gaffin, men også den ihærdige og solidt rockende trommeslager, den storsmilende bassist og ikke mindst to gange velspillende guitarister.

Skal man være lidt kritisk, så var de godt 20 numre ikke specielt afvigende fra hinanden. God, melodisk og iørefaldende punkrock, men alligevel bygget på en ret ens struktur, hvor der bare er nogle sange som '21st Century (Digital Boy)' eller afslutteren 'American Jesus', som lige har lidt ekstra bid i vokallinjerne, så de står frem som hits. Positivt er det alligevel, at det på den tid, som bandet havde fået stillet til rådighed, er svært at blive træt af det, hvis man kan lide de førnævnte hints om det musikalske indhold. Lad os bare tage det igen, nu vi snakker gentagelser: god, melodisk og iørefaldende punkrock.

Melodi uden "grrrr"

Vokalen og den ivrigt løftede pegefinger til at gelejde bandmedlemmer og fans rundt i musikkens velovervejede tekster flød fedt fra Greg Graffins mund. Det er måske specielt hans skyld, at bandet må skydes i skoen for at være ensformige, men vokalen var denne dag en monoton omgang, der ikke afveg meget fra hans karakteristiske tone. Hvor de gamle indspilninger godt kan have lidt mere "grrrr" nogle steder, så blev det her holdt melodisk og pænt. Men for fanden, hvor lød det bare godt alligevel og indbød til fællessang i haven. Det blev derfor en ekstremt hyggelig oplevelse med bandet, som også så ud til at have det sjovt, og som fjollede på scenen. Specielt om at de ældre sange i sættet var skrevet, før de fleste blandt publikum var født. Eller da Greg Graffin gik ud på podiet, der gik lidt ud i fotograven, og sagde, at det var da meget sjovt sådan lige at betræde området for de store navne, der skulle på senere, men at han var bedre tilpas tilbage sammen med de andre.

På trods af en snak om ensartede sange, så var 'Punk Rock Song' savnet til lige at fuldende fællessangen, til gengæld var den lidt mere rå energi i gamle sange fra 'Suffer'-albummet fra 1988 særdeles velkommen til sidst i sættet. Vand på møllen til de, som har kritiseret Copenhells program for at være for lidt metal, til gengæld var det her vanvittigt hyggeligt til trods for risikoen for aktivering af Grøn Koncert-alarmen.

Og lidt (Copen)hell var der da: i 'Big Bang' blev "There's no room left in heaven and there's sure no room in hell, yeah" til "There's no room left in heaven and not in COPENHELL, yeah!". Stærkt!