Slet ikke så dårlig religion
Populær
Ligegyldigt hvor gammel man bliver, er der altid plads til forbedring. Det beviste Bad Religion i et næsten udsolgt Amager Bio mandag aften, hvor det hele lige var et hak bedre end for fire år siden i Den Grå Hal.
2. New Dark Ages
3. Do What You Want
4. Atomic Garden
5. Let Them Eat War
6. Stranger Than Fiction
7. Along the Way
8. I Want to Conquer the World
9. Fuck You
10. The Streets of America
11. Modern Man
12. No Control
13. Against the Grain
14. Recipe for Hate
15. We're Only Gonna Die
16. The Defense
17. Anesthesia
18. Come Join Us
19. No Direction
20. Los Angeles Is Burning
21. Overture/Sinister Rouge
22. 21st Century (Digital Boy)
23. Generator
24. Sorrow
25. You
26. Punk Rock Song
Ekstra:
27. The Handshake
28. Infected
29. Fuck Armageddon... This Is Hell
Ny mand bag trommerne
Der var i udgangspunktet ikke meget nyt at rapportere om Bad Religion inden koncerten i Amager Bio mandag aften, da den seneste udgivelse ligger hele fire år tilbage. Lige bortset fra den nye mand bag tønderne, som undertegnede ikke før i skrivende stund fattede var selveste Jamie Miller med en fortid i et af mine allertiders fanoritorkestre, Snot. Så giver det pludselig mening, at det svingede så bundsolidt, som tilfældet var. Man savnede med andre ord ikke Brooks Wackerman et eneste øjeblik. Der var kun lige en enkelt lille bitte svipser med en tabt trommestik, der for det trænede øre kunne høres. Ellers var Millers indsats pletfri.
Festligt nærværende
Om det hang sammen med tilgangen af en hardhitter som Miller, at Bad Religions samlede udtryk virkede stærkere og strammere end i Den Grå Hal for nærmest præcis fire år siden, kan man kun gisne om, men det var imidlertid tilfældet. Måske en del af æren kunne tilskrives selve koncertsalen, for Amager Bio passede bandet langt bedre. Ikke blot på grund af Bioens mere intime rammer, men vigtigst formåede bandet at skabe en nærværende og festlig stemning publikum og band imellem. Der blev danset og hoppet løs på gulvet blandt det eferhånden aldrende publikum, og man blev uden at bide mærke i det presset bagud. Det var først, da jeg fik en af de mobile fadølshaner i nakken, at det stod klart, og jeg måtte relokere.
Færre numre – bedre sæt
Med så mange numre på sætlisten (29 numre denne mandag mod 32 numre for fire år siden) og med så mange hits i bagkataloget, som tilfældet normalt er med Bad Religion, så kan overlap ikke undgås fra koncert til koncert. Alligevel føltes det på ingen måde som en kedelig gentagelse. Tværtimod syntes sættet af være bedre sammensat denne gang. Måske netop de tre numre færre var det overflødige fedt, der skulle fjernes for at kunne præstere bedre. Og man følte sig efter endt koncert på ingen måde snydt for numre. Et studie i kvalitet fremfor kvantitet. Denne gang var det ikke radiohits, men derimod de mere old school punkede numre som 'Recipe for Hate', 'No Control' og 'Fuck Armageddon...This Is Hell', der i min optik stod ud og kunne noget ekstra, men også numre som 'New Dark Ages' og 'Come Join Us' gik rent ind hos mig.
Tycho Brahe
Det er ingen hemmelighed, at Bad Religion er et aldrende band. Ikke at de på nogen måde lod sig mærke med deres alder. Men til et aldrende band følger oftest et aldrende publikum. Det bar snakken fra scenen også præg af, hvor et af emnerne var, hvem der havde været Danmarks vigtigste videnskabsmand. Hvor mange nok vil svare Niels Bohr, fremhævede Greg Graffin (vokal og Ph.d. i zoologi) i stedet gode gamle Tycho Brahe. Det vil undre mig meget, hvis eksempelvis Bring Me the Horizon skulle tage samme emne op med deres publikum. Apropos BMtH, så har Bad Religions egen Brian Baker (guitar) leveret en legendarisk sviner til drengene fra Sheffield – læs om den HER.
Riverhead som support
Egentlig var Velvet Volume annonceret som support denne aften, men de meldte af ukendte årsager fra, så i 11. time blev dansk/svenske Riverhead, der består af medlemmer og ex-medlemmer af Halshug, As We Fight, Black Temple og HateSphere. De spiller en afart af post-punk/-hardcore. Med kun en ep-udgivelse, 'Nothing', i bagagen er Riverhead ganske grønne på den danske scene, men medlemmerne imellem er der masser af erfaring. Det sås tydeligt i Amager Bio. Der blev gået uimponeret til stålet. Især forsanger Jonas var noget af en spradebasse, der væltede rundt på scenen og kravlede i monitortårn og forsøgte konsekvent at gøre sig forståelig på dansk. Det var ganske underholdende og ikke mindst velspillet. Og det bliver virkelig spændende at følge Riverhead på deres videre færd, for de har rent musikalsk gang i noget interessant, som en gammel metalnisse som mig måske ikke altid forstår, men kvalitet fornægter sig ikke.