Sørgmodig arkitektur

Populær
Sørgmodig arkitektur

Arkitekternes 7. album formår ikke at nå samme niveau som forgængeren ’Lost Forever // Lost Together’. Kvintetten spiller stadig kompetent ’core, men der går tudefest i den.

Kunstner
Titel
All Our Gods Have Abandoned Us
Label
Trackliste
Nihilist
Deathwish
Phantom Fear
Downfall
Gone With The Wind
The Empty Hourglass
A Match Made In Heaven
Gravity
All Love Is Lost
From The Wilderness
Memento Mori
Karakter
3

Det har været lidt af en rutsjetur at følge den engelske kvintet Architects. Bandet albumdebuterede i 2006 med ’Nightmares’, men det var først med tredje udgivelse, ’Hollow Crown’ (2009), at det for alvor tog fart. Et peak i bandets karriere, der blev fulgt op af den udmærkede ’The Here and Now’ (2011), inden det for alvor gik galt med ’Daybreaker’ fra 2012. Et album, der medførte megen fortjent negativ kritik.

Efter to års pause kom bandets svar på den kritik. Et sønderknusende svar i form af bandets til dags dato bedste album, ’Lost Forever // Lost Together’. Dermed er det også indirekte sagt, at briternes 7. studiealbum ikke lever op til 2014-udgivelsen.

Heldigvis er ’All Our Gods Have Abandoned Us’ heller ikke endnu et dyk ned i et sort hul af elendighed. Albummet indeholder op til flere interessante numre, der alle har Architects' klassiske signatur. Som forgængeren er pladen produceret af Henrik Udd og Fredrik Nordström, der endnu en gang har givet bandet en svulstig og bombastisk lyd.

Udgivelsen starter med ’Nihilist’, der er en energiudladning og Architects i deres mest aggressive form. Et kompetent åbningsnummer, der på mange måder minder om de bedste numre på ’Lost Forever // Lost Together’. Sam Carter veksler på eminent vis mellem sin noget kedelige rå vokal og fremragende rene.

Til trods for at kvintettens 7. udgivelse starter meget aggressivt, er ’All Our Gods Have Abandoned Us’ på mange områder et mere melodisk og om muligt vemodigt album. Flere numre har et stænk af melankoli. Tydeligst i form af Carters vokalføring og lyrik, men ligeledes i bandets brug af atmosfærisk tremolo-guitar. Albummets andet nummer ’Deathwish’ et godt eksempel. En væg af stemningsskabende guitar støtter, mens Carter skrøbelige vokal fremfører lyrikken: "I know you know, that we've been living a lie/Maybe we've passed the point of not return/We just want to watch the world burn."

‘Downfall’, ‘Gone With the Wind’ og ‘All Love Is Lost’ har samme sørgmodige klang, men inden det kammer fuldstændig over i sørgmodighed og sobby-core, river Architects heldigvis lytteren rundt med en hvirvelvind af et nummer. ’A Match Made In Heaven’ har måske stadig en ganske melodisk kant, men rammer til gengæld lige i mellemgulvet med solide riff og en insisterende lyd.

Grundlæggende er albummets force også dets hæmsko. Melankolien og specielt de atmosfæriske guitarflader giver Architects et interessant lydbillede. Desværre tager det overhånd. Trods numre som ’Nihilist’ og ’A Match Made in Heaven’ savner pladen brutalitet og nosser. Hertil er Sam Carters vokalføring simpelthen for enerverende. Det hjælper, når han veksler mellem skrig og ren vokal, men grundlæggende ville det klæde bandet, om Carter kunne variere sit skrig en smule.

’All Our Gods Have Abandoned Us’ er en god udgivelse, men den har sine mangler. Som Architects-tilhænger giver pladen masser af værdi og er et must. Grundlæggende lykkes det desværre ikke for den britiske kvintet at gå hele vejen og udgive et lige så stærkt album som forgængeren. Det afsluttende nummer ’Memento Mori’ opsummerer på fin vis hele albummet. Det lidt over otte minutter lange nummer består af en lang række spændende, men ligeledes lidt for sørgmodige elementer. Når det endeligt bliver brutalt, er det til gengæld skønt. ’All Our Goods Have Abandoned Us’ i en nøddeskal.