Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En trist buffet

Updated
Converge feat Chelsea Wolfe - Bloodmoon I - Artwork

Chelsea Wolfe, Converge, Cave In. Det er 00'er-helte i fuldt flor, der slår hovederne sammen på Roadburn-inspireret samarbejde. Desværre er der mere sammenskudsgilde end gryderet.

Titel
Bloodmoon: I
Dato
19-11-2021
Label
Trackliste
1. Blood Moon
2. Viscera of Men
3. Coil
4. Flower Moon
5. Tongues Playing Dead
6. Lord of Liars
7. Failure Forever
8. Scorpion’s Sting
9. Daimon
10. Crimson Stone
11. Blood Dawn
Forfatter
Karakter
2

'Bloodmoon: I' er et samarbejde mellem metalscenens favorit-ikkemetalmusiker Chelsea Wolfe og Converge, der stod for den mindre tilgængelige ende af metalcoren dengang i starten af 00’erne. Fælles for dem er, at de begge har skaffet sig noget af en kultisk tilhængerskare, hvilket kan være svært for nogle at forstå. Herunder, desværre, denne anmelder.

Som relativt nyudsprungen -corelytter og efter at have brugt hele ungdomslivet i en gennemgribende corefobisk afvisning af alt dens væsen og alle dens gerninger, var Converge et af de navne, der alligevel havde lagret sig på den mentale hylde.
Forud for denne plade skulle de have en chance mere. Noget måtte der være over det.
Men nej. Det er der ikke. Converge spiller en metalcore, der tager en masse bib-bib fra mathcoren og det mest uharmoniske skralderi fra hardcoren.
På samme vis står Chelsea Wolfe også øverst på skamlen over dark country/folk-sangere, der i en eller anden grad er relateret til metalscenen – og endda over navne som Anna von Hausswolff og i særdeleshed Emma Ruth Rundle, som ellers har noget mere at byde på.



At Thou og selvsamme Emma Ruth Rundle udsendte både en lignende plade og en EP henholdsvis sidste år og i år, får ikke denne plade til at fremstå i positivt lys. Vi kan sige det med det samme – ‘May Our Chambers Be Full’ slår ‘Bloodmoon: I’ med adskillige længder.
Det gør den ikke alene, fordi Thou og Emma Ruth Rundle er bedre til deres hverdagsjobs end Converge og Chelsea Wolfe, men også fordi de formår at lade deres respektive lyde smelte sammen og skabe noget nyt.
På en måde kan man også sige, at Converge, Chelsea Wolfe og Stephen Brodsky fra Cave In, der i øvrigt også deltager i samarbejdet, dog uden at få lov til at være med på bylinen, lader deres respektive evner komme frem. Problemet er dog, at hvor Thou og Rundle skaber en hel ny ret, minder ‘Bloodmoon: I’ mere om buffetbordet ved den årlige klassefest. Alle har taget en ret med, men de står hver for sig, og man kan kun få én skefuld ad gangen.

Det store kolde bord
Det er en besynderlig oplevelse at lytte til ‘Bloodmoon: I’, fordi man kan blive forvirret over, hvad der egentlig er godt i løbet af processen.
For eksempel lykkedes det at blive begejstret over den tungere ‘Daimon’ på et tidspunkt, men ved nærmere eftertanke blev det åbenbaret, at det ikke var et godt nummer, men derimod blot bedre end resten.
På samme måde fremstår ‘Flower Moon’ langsom og kedelig, men det er også fordi den følger ‘Coil’, hvori der sker en hel masse.
På den måde er ‘Bloodmoon: I’ ikke decideret dårlig, men transporterer lytteren til en anden verden, hvor forståelsen af musik bliver et minde blot, og man tvinges til kun at forstå og forholde sig til det der er i gang.
Det er selvfølgelig også en slags succes, men ikke en særlig spændende en af slagsen.



En del af det handler selvfølgelig nok om ens foregående forhold til de medvirkende. Trods arbejdet med at blive glad for all things core, føles det stadig som en vederstyggelighed at spille så hårdt som Converge gør, uden at have det mindste fokus på bunden. Det lyder tyndt og tin-agtigt, når hverken trommer eller bas rammer gulvet, og den vibe bæres videre i ‘Bloodmoon: I’. På samme måde har Chelsea Wolfe en tendens til at virke som om hun ikke rigtig gider, når hun spiller musik. Det høres både på egne plader, men i særdelshed på hendes samarbejder, hvor særligt ‘Anhedonia’ med førnævnte Emma Ruth Rundle var dræbende kedsommeligt.
Når ‘Bloodmoon: I’ så endelig eksperimenterer, er det heller ikke nødvendigvis for det gode. Det tævende thrash-riff i ‘Tongues Playing Dead’ er decideret malplaceret, og den næsten operametalliske klang i ‘Lord of Liars’ har kedelige konnotationer til dengang The Black Cat eksisterede.
Det bliver aldrig rigtig engagerende, og det bliver aldrig den sammensmeltning af et kunstnerkollektiv man kunne have ønsket sig.

Alt i alt må ‘Bloodmoon: I’ siges at være en plade, der rammer mange lige på, men enkelte helt skævt. I skrivende øjeblik ligger dens metacritic-score på 89, hvor kun ét stort medie har givet en dårlig anmeldelse. Det er skammeligt, men for en gangs skyld må Devilution erklære sig enige med Pitchfork.