Sorg i mange nuancer

577718

Emma Ruth Rundle har skruet ned for den auditive intensitet, men op for den følelsesmæssige. Det lyder måske umuligt, men ikke desto mindre lykkes det.

Titel
Engine of hell
Dato
05-11-2021
Trackliste
1. Return
2. Blooms of Oblivion
3. Body
4. The Company
5. Dancing Man
6. Razor’s Edge
7. Citadel
8. In My Afterlife
Forfatter
Karakter
4

Emma Ruth Rundle er efterhånden en temmelig anerkendt musiker. Blandt de skribenter her på sitet, der er mest tilbøjelige til at være klædt helt i sort og poste billeder af geder i gråtoner, er hun en ret populær fornøjelse og har været trækplaster både i forhold til samarbejdet med Thou, og som både kurator og musiker på den hollandske festival Roadburn. Hendes bagkatalog er også imponerende, og byder på samarbejde med både Jaye Jayle, en længere karriere i det pionerende post-rock-band ‘Red Sparowes’ og et anseeligt oeuvre på egen hånd.

‘Engine of Hell’ er Emma Ruth Rundles femte LP i eget navn, og byder på en noget mere afdæmpet Rundle, end vi er vant til. Omdrejningspunktet for ‘Engine of Hell’ er nemlig ikke som tidligere guitaren, men derimod et noget mere dunkelt klaver. Under lytningen vil man tydeligt kunne forestille sig kunstneren ved sit piano på en ellers tom scene, og man skal heller ikke have den store fantasi for at forvente netop dette, hvis den skal spilles live. Undertegnede forestiller sig en scene meget lig det, man får, når man ser Antony and the Johnsons eller tilsvarende følsom klavermusik.

Det betyder også, at stemningen er ændret. Mesterværket ‘Marked for Death’ var en opvisning i præcis hvor meget, man kan forvrænge en akustisk guitar, og det var intet mindre end sublimt. ‘Marked for Death’ og i særdeleshed sangen ‘Real Big Sky’ kombinerede den skærende lyd af distortion med den skrøbelige klang i Rundles stemme til en helt særlig skrøbelig stemning, og derfor er det også med et vist savn man går til ‘Engine of Hell’, da den lyd er blevet skubbet i baggrunden til fordel for det mere sarte.



‘Return’ er åbningsnummeret, og viser i høj grad hvordan pladen føles, men er også det mest eksemplariske nummer. Rundles milde og blide vokal og de bittersøde moltoner fra klaveret smelter sammen, og ligger næsten så lavt og blidt, at lytteren instinktivt må rykke tættere på højttaleren for at kunne få hele oplevelsen med.

Den afdæmpede stemning, som ‘Return’ i så overvældende grad byder på, peger også ind i lyrikkens omdrejningspunkt. Rundle har aldrig stået for noget særligt positivt livssyn, men denne plade er måske det mest indadvendte siden at stirre ned i bordpladen. Det er en interessant kombination af behovet for at udtrykke en dybfølt hjertesorg, men også af, at følelsen er for stærk og for gammel til, at man rent faktisk kan holde ud at sætte ord på. Derfor er lyrikken på samme tid ekspressiv og forknyt, og det er svært at få andet og mere end et indtryk af, hvad sangeren gennemgår.



Som ‘Blooms of Oblivion’ viser, er det et hårdt liv i retrospekt Emma Ruth Rundle har taget udgangspunkt i, og i følgeteksten til pladen, er det også tydeligt, at den er så personlig for hende, at den er svær for hende at tale mere åbent om hvor inspirationen kommer fra.

Frustrationen kan dog ikke undgå at slippe ud, når udgangspunktet er så tungt, og derfor oplever vi også en form for katarsis, når det hårde og skærende dukker frem i glimt i blandt andet ‘Citadel’, inden vi når Rundles egen død som kunstner og som skribent i ‘In My Afterlife’.
Den indvarsler en forandring og det understreges også at det figurative dødsfald hun udsætter sig selv for i tekstens univers. Hvor Rundles vej fører hen vides ikke, men vejen bliver nok ikke mindre snørklet herfra.