Musik, du kan dø til
Svenske Witchcraft er kendt for uptempo stoner rock og for at sætte gang i festen. Well, denne gang er festen gravøl, og den enlige musiker græder på scenen, mens han langsomt plukker strengene på sin akustiske guitar.
2. - A Boy and a Girl
3. - Sad People
4. - Grow
5. - Free Country
6. - Sad Dog
7. - Take Him Away
Hvis jeg siger “Witchcraft”, vil de fleste, hvis altså de har tilbøjelighed til stoner rock, nok begynde at synge omkvædet til ‘It’s Not Because of You’ fra den kun otte år gamle ‘Legend’. Sådan skal det ikke være, i hvert fald ikke hvis det står til frontmand Magnus Pelander, der har kapret bandnavnet til sin helt egen, helt akustiske plade.
Vi kan lige så godt få fakta på bordet med det samme. Det her er ikke, hvad du forventer, hvis du plejer at kunne lide Witchcraft. Det er hverken rock eller metal, det er akustisk folk. Vi kommer ikke på på 100 bpm på noget tidspunkt. Der er kun guitar og en lille smule klaver. Du kan ikke råbe med på teksterne, og hvis du sætter den på til en fest, går dine venner hjem.
Men vi behandler den på sine egne præmisser, metalfans er alligevel rigeligt vant til, at frontmænd beslutter sig for mere eller mindre kompetente eksperimenter udi akustisk musik, se for eksempel Ulvers 'Kveldssanger' og Nergals 'Me and That Man' for eksempler i hver sin ende.
Nå, så du kan lide King Dude, hva’?
Pelander gør i hvert fald sit allerbedste for at banke svensk skoleengelsk om til en drævende amerikanerdialekt. Læg blot mærke til udtalen af “dawg” på nummeret ‘Sad Dog’. Om det nu også er King Dude, der er inspiration for pladen, skal vi lade forblive usagt, men jeg har mine mistanker. Pelanders mørke og minimalistiske kompositioner på Black Metal har i hvert fald sit til fælles med Washingtonpoeten og hans dystre takes på amerikansk folkecountry.
Pelanders solide, men uprætentiøse stemmeføring passer ret godt til musikken, og det må siges at være et held, når man laver en plade, der i så høj grad er båret af netop denne. Hans register spænder ikke voldsomt bredt, og man kunne frygte, at man ville komme til at kede sig, men enten er Pelander løbet tør for materiale, eller også har han forstået sit projekts begrænsninger. Man kan i hvert fald ikke nå at kede sig på de 33 minutter, pladen varer.
En nedadgående kurve
‘Black Metal‘ båner i sit højeste gear. ‘Elegantly Expressed Depression‘ har den mest ekspansive instrumentalisering og de mest dynamiske vokaler. Hvis du lige har set videoen ovenfor, så bliver du måske overrasket, men den er altså god nok. Det her er så vildt, som det bliver.
Vi har antydninger af murder ballad i den lidt gospelinspirerede stemmeføring, når Pelander tager de højeste toner, og på dette nummer kan man også stadig ane sangstilen fra de tidligere Witchcraft-plader. Men vi skal altså længere ned, hvilket outroen, der giver mindelser om en motor i færd med at sætte ud, også lover os.
Minimalismen sætter ind herfra, og på ‘A Boy and a Girl’ kommer vi næsten over i Antony and the Johnsons' territorium, både på baggrund af tekstens omdrejningspunkt, men også den spinkle vokals nærmest massive rumklang. De sparsomme og langsommelige strøg og pluk på guitaren er det eneste, der akkompagnerer Pelanders vokal, og det indgyder en nærmest andægtig stemning.
Overordnet set tager pladen sig selv alvorligt, og det er vigtigt for at kunne udholde det. Derfor skærer det også i ørerne, når et nummer som ‘Sad Dog’ blot virker fjollet i sin påtagede amerikanskhed. Teksten lyder “By now you're probably tired of listening to my requiem,/ But sadness has a way to give way to happiness”, og selvom jeg egentlig ikke var træt af det før, så gør denne linje mig opmærksom på, at det kunne være en mulighed, og det er ærgerligt.
Meget trækker det dog ikke ned, når numre som ‘Elegantly Expressed Depression’, den ægte og velspillede murder ballad ‘Grow’ og den længselsfulde lukker ‘Don’t Take Him Away’ trods alt holder så højt et niveau og lyder både friske og inspirerede. Minimalismen arbejder både for og imod Pelander, og det er klart at foretrække, når der er lidt mere melodi i numrene, end når han skærer helt ind til benet.
Pladen er et interessant udspil, men man kunne måske have bedt Magnus Pelander om at udsende den i et andet navn end Witchcraft, da mange fans sandsynligvis vil føle sig en smule snydt.