Pålideligheden selv
Populær
Noget af det bedste ved Every Time I Die er, at man stort set ved, hvad man får. Bandet er garant for sprudlende og eksplosive sange. Numrene på ‘Low Teens’ er ingen undtagelse.
Glitches
C++ (Love Will Get You Killed)
Two Summers
Awful Lot
I Didn't Want To Join Your Stupid Cult Anyway
It Remembers
Petal
The Coin Has A Say
Religion Of Speed
Just As Real But Not As Brightly Lit
1977
Map Change
Med undtagelse af Everytime I Dies line-up er bandet efterhånden synonym med en konstant. På godt og ondt. Der er ikke de store overraskelser, men det er samtidig sjældent, at kvintetten decideret skuffer. Femten år er der gået, siden amerikanerne album-debuterede, og i løbet af de otte udgivelser, det sidenhen er blevet til, har amerikanerne trofast tævet deres publikums øregange.
Siden bandets forrige udgivelse, ’From the Past Unknown’ (2014), er der igen rodet op i band-sammensætningen. Ryan Leger har smidt trommestikkerne i ringen og overladt stolen bag tønderne til Daniel Davison. En erfaren herre, der blandt andet har spillet i Underoath og Norma Jean. Om end det ikke virker nødvendigt for Every Time I Die, lader det til, at skiftet har tilført yderligere energi. Davison spiller i fuldt vigør og er i høj grad medvirkende til den diversitet, der præger numrene på ’Low Teens’.
Generelt er albummet lige så energisk, sprælsk og aggressivt, som man kan forvente. Fra første nummer, ’Fear and Trembling’, byder kvintetten på skæve riff og eksplosive vers. Keith Buckleys vokal står som altid stabilt i centrum af den malstrøm af skæv metalcore/hardcore punk, der nu engang præger bandets lyd. En sikker vokal og en støtte, man sjældent bliver træt af.
Selvom ’Low Teens’ er en knyttet næve, en langemand til normalen, hævet med overskud og energi, er pladens indhold også skrøbeligt og sårbart. Bag de aggressive riff og primalbrøl gemmer sig enormt følelsesladet lyrik. Et godt eksempel er ’C++ (Love Will Get You Killed)’, som Buckley skrev i forlængelse af sin datters fødsel. Det lyder lettere rosenrødt, men teksten handler om hans kones efterfølgende afhængighed af hospitalet og det maskinel, der holdt hende i live oven på en livstruende fødsel. "I gotta plead with the machines/I'm at the feet of your machines/Tell me anything at all," er Buckleys bøn, smukt foreviget via Every Time I Die.
Hans kone overlevede, men pladen byder på flere lignende tekster. Det står i stærk kontrast til den energiske og svulstige musik. Det giver Every Time I Die en ekstra dimension, der i høj grad er en af bandets forcer. Det forhindrer, at man for alvor bliver træt i hovedet, når man gennem 13 numre (15 hvis man er i besiddelse af deluxe-udgaven af pladen), bliver trukket igennem det vanvid og virvar, der præger kvintettens kompositioner på ‘Low Teens’.
Amerikanerne har udgivet en plade, der lever op til forventningerne. Måske endda mere end det. ‘Low Teens’ indeholder masser af godt materiale. ‘Two Summers’ er dejlig garage-rocket og catchy, 'It Remembers' solidt groovy og tung (og gæstes af Panic at the Disco-forsanger Brendon Urie), mens ‘I Didn’t Want to Join Your Stupid Cult Anyway’ med brutalt tempo er som skabt til live-moshing. Få numre på en plade fyldt med energi og stærke kompositioner. Skal man endelig bebrejde kvintetten noget, er det, at det bliver for meget. For meget Every Time I Die. Trods de mange sprudlende og legelystne tiltag, er man aldrig i tvivl om afsender, og fra tid til anden bliver selv det største virvar for statisk i udtryk.
Every Time I Die er et pålideligt band. Værdien af deres udgivelser varierer ganske vist, men man kan altid forvente et fornuftigt niveau. ‘Low Teens’ er ingen undtagelse. Pladen er et energi-indspark til de kommende mørke årstider og en plade bestående af solide riff, brutal vokalføring og interessante overraskelser. Med enkelte undtagelser en stærk plade, der med al sandsynlighed vil gøre sig godt i liveformat.