I fare for at blive glemt

Populær
I fare for at blive glemt

Winston McCalls ”blah!” og teksterne om menneskets råddenskab er det eneste, der går igen på 'Atlas'. Andre af PWD’s absolutte signaturer er stort set væk.

Titel
Atlas
Dato
26-10-2012
Label
Trackliste
1. Sparks
2. Old Ghost / New Regrets
3. Dream Run
4. Wild Eyes
5. Dark Days
6. The River
7. Swing
8. The Slow Surrender
9. Atlas
10. Sleight Of Hand
11. Snake Oil And Holy Water
12. Blue And The Grey
Karakter
2

Kvintetten fra Byron Bay er tilbage med en opfølger til 2010-darlingen Deep Blue, der satte overvejende positive aftryk hos fans og anmeldere. Parkway Drive har fra start haft held til at samle et publikum med mange dedikerede fans omkring en genre, der ellers har tendens til at smelte sammen i enslydende bands. Deres tre tidligere album er udgivet med passende, ikke for lange, mellemrum, og de har haft nye kommaer at sætte og relevante indspark at tilføje hver gang, såvel i deres teatralske tekstunivers omhandlende menneskehedens undergang, som i deres musikalske udvikling. De har holdt stilen ren og haft en lyd, der gør, at man ikke er i tvivl om, hvorvidt det er Parkway Drive eller et eller andet tilfældigt hardcore-band der spiller. 'Atlas' bliver det første album der får tvivlen til at melde sig. Hvor blev de signaturprægede Parkway-riffs og -breakdowns af? 'Atlas' er et vellydende og anonymt album fra ... hvad er det nu de hedder?

Parkway Drive har eksperimenteret med tilføjelser som ren guitarlyd, yndigt pigekor og imiteret livepublikumsbifald. Et par overkomprimerede elektroniske strygersektioner er det også blevet til. Egentlig fungerer det udmærket, men det er ikke elementer, der bringer bandet tættere på rødderne, og de kunne med enkelte undtagelser sagtens have været undværet. Kommende tætbarberet klassikerpotentiale i dur med 'Carrion', 'Boneyards', 'Idols And Anchors' og 'Horizons' savnes mildest talt, og på vokalsiden holder Winston McCall generelt rutinen i ave med at råbe ”BLAH!” efter endt vers. Også han kunne trænge til lidt nye ideer, hvad pointemarkeringsteknik angår.

Tålelig anden halvleg

Er det nu så slemt? Ikke helt. Men vi skal helt hen til 6. skæring, ’The River’, inden Parkway Drive er til at kende igen. Ligeledes er ’The Slow Surrender’ også på det høje melodiske niveau, som drengene lå på for år tilbage. Hvor er det stinkefedt - men dermed også ærgerligt for resten af 'Atlas', der virkelig sættes i relief her - for det skiller sig meget markant ud ved at rykke så hårdt. ’Sleight Of Hand’ er der næsten, men så bliver det for klichéfyldt med forudsigelige guitarstykker. ’Snake Oil And Holy Water’ vokser med opgaven og slår endelig fast, at anden halvleg af 'Atlas' er Parkway Drive værdig.

Jorden går under

Vi ved det godt, men alligevel har Parkway Drive valgt at indkapsle det totale tekstmateriale i en syndflod af tyndslidte, letkøbte fraseringer som ”it's the sound of the emptiness flooding in, and my life it aches, and my heart it breaks” ('Atlas') i tilfælde af, at det skulle være for indviklet med metaforer eller mere snørklede rim. Altså, nu går jorden selvfølgelig kontinuerligt under for Parkway Drive, men de har tidligere evnet at pakke det ind i bedre vendinger. På ’Snake Oil And Holy Water’ lykkes det dog næsten at væmmes tilstrækkeligt ved menneskets idiotiske flokmentalitet med ”you fill your skull with their shit 'til it runs from your mouth, heartless carcass” men det er hørt stærkere før, også fra samme band.

Vel var forventningerne til 'Atlas' vældigt høje herfra, men det er ikke urimeligt når kvaliteten indtil nu er steget kontinuerligt hos australierne. Måske har Parkway Drive toppet med 'Deep Blue'? I så fald er det alt for tidligt. Parkway Drive starter deres Europa-/UK-tur d. 13. november, men springer elegant henover Danmark. Nuvel, de besøgte os tidligere på året, men kritikken af 'Atlas' ville have godt af at blive slået til plukfisk af en svinefed live-promovering af et album, der til syvende og sidst mangler stærkere numre og helhed.