De forbudte trin
Populær
Sjældent har fem bands passet så fedt sammen, da musikken gik fra hardcore til deathcore anført af de mere melodiske Parkway Drive en mandag aften på The Rock.
Hvis aftenens seksløber – bestående af 5 bands og et ultra-dedikeret publikum – skulle svare på spørgsmålet i en tidligere artikel efter en aften på The Rock: ”Hvad er der med mandage?” Så ville svaret lyde ”ingenting, og lad os nu feste!” For der var i dén grad gang i publikummet, der måske i anledning af forårets komme eller hardcore på menuen havde trukket i sportstøjet og kasketten med den lige skygge vendende i vejret. Der var masser af tatoveringer og stretch-øreringe blandt det fortrinsvis unge publikum.
Dans som en kylling
Allerede under åbningsakten 50 Lions, der serverede sand australsk hardcore, sås de sjove danse, som blev en del af pitten under alle shows denne aften. Der var spænde-ben-på-sig-selv-dansen, og så var der trinene som virkede som om en hypnotisør havde sagt ”dans som den kylling, du er!”. Kendere vil sikkert kunne de rigtige navne på dansene – andre kan prøve at blive klogere i Sick of it All video-klassikeren ’
" target="_blank" title="Step Down på Youtube">Step Down’ og lære moves som ”the Gorilla” og ”Pickin up the change”.
50 Lions spillede egentlig et udmærket sæt, og havde godt gang i en håndfuld mennesker, der havde arme og ben flyvende højt – dansetrin, som for ikke så længe siden ville have været ”forbudt” på The Rock. Bandet virkede desværre ikke helt som om, at de spillede op til publikum. Snarere så de ud, som stod de overfor et stort spejl og øvede lidt hop og aktivitet ind i sættet.
(50 Lions: 2)
Stener-hardcore og overflødigt keyboard
Større passion syntes at spore hos bandet med det lidet fantastiske navn The Warriors. Amerikanernes hardcore var væsentligt langsommere og tungere end typisk for stilen, og det gav mulighed for solid headbanging. Bandet virkede tændte og kunne stolt vise en ny tatovering frem fra dagens tidsfordriv i København med ros til The Old Barbershop. Tatoveringen sad på guitarist Javier, der headbangede, som sagde han ”ja, ja, ja, JA, JA!”.
(The Warriors: 3)
Lydbilledet bevægede sig mere over mod metal, da Winds of Plague gik på med sin blanding af hardcore, metal og død. Der kom mere ”klik” i stortrommerne, der var en del af et trommesæt, der måske lå lige højt nok i mixet. Bandet spillede med en enorm energi i det kun 20 minutter lange sæt, hvor det kvindelige islæt på keyboard mest var overflødigt og lugtede af, at hun i sin tid kun var indlemmet, fordi en af gutterne ville score hende.
(Winds of Plague: 3)
En værdig død
Næstsidste band i mandagens inferno var Despised Icon, som inden touren havde meldt ud, at bandet ville blive opløst. De ville dog ikke svigte fansene, så derfor aflyste de ikke den planlagte tour. Og for fanden, hvor var det 30 gode minutter! Alt hvad der blev bedt om af mosh- og circlepits blev kvitteret fluks fra crowden, hvor mange er gået hjem med knubs og blå mærker, som minder fra en fed koncert.
Canadiernes to frontmænd sparkede showet fantastisk rundt, så man glemte alt om, at deres vokale levering fra nummer til nummer var ret ens. Til gengæld formåede selve musikken trods sit fokus på aggressivitet at komme godt rundt i mange forskellige, fint varierede riffs og skiftende trommerytmer.
(Despised Icon: 4)
Pakken, der besøgte The Rock, og bankede fundamentet længere ned mod helvede, var enormt godt sat sammen, og publikum så ud til at kunne lide de fleste, hvis ikke alle, aktører på scenen. Derfor var det måske også lidt synd, at programmet var så presset, at flere bands ikke fik mere end 20 minutters spilletid. Pauserne bagefter til sceneskift var for mange dog ret nødvendige, for der var fugtigt og hedt takket være den store aktivitet på gulvet.
Publikum sørger for succesen
Selvom klokken havde sneget sig hen på kvart i midnat, så fik Parkway Drive stadig en stor folkemængde, hvor flere slet ikke kunne holde op med at stagedive. Én fyr hoppede dog så højt fra scenen, at de gribende hænder måtte skuffe ham af frygt for knubs, så han landede hårdt på gulvet. Men han jublede alligevel. Sådan skal det være!
I og for sig var australiernes show ikke noget særligt. De leverede præcis, hvad de skulle og ikke så meget mere til. En fin melodisk blanding af metal og hardcore. En pendant herhjemme kunne være As We Fight. Man kunne ellers være i tvivl om australiernes stil baseret på bandnavn og bagtæppet, der med sin solnedgang lignede en reklame for endnu et åndssvagt reality-program fra MTV eller et forsøg på at sælge Kinder-chokolade til teenagere.
Showet blev en kolossal succes, og det i høj grad med tak til fansene, som sørgede for aftenens ekstatiske afslutning. Parkway Drive leverede også nyt materiale fra den just indspillede skive, og skal man stole på reaktionen fra The Rock, så var nummeret med den hurtige start og det tunge midterstykke lige sagen.
(Parkway Drive: 4 – med hjælp fra publikum)