Rod i byggeplanerne
Ganske som forventet har Architects søgt en genremæssig udvikling. Desværre har briterne ikke styrke nok til at taget skridtet fuldt ud, og bandets niende fuldlængdeudgivelse ender med at være både fugl og fisk.
2. Black Lungs
3. Giving Blood
4. Discourse Is Dead
5. Dead Butterflies
6. An Ordinary Extinction
7. Impermanence
8. Flight Without Feathers
9. Little Wonder
10. Animals
11. Libertine
12. Goliath
13. Demi God
14. Meteor
15. Dying Is Absolutely Safe
Udvikling er spændende. Udvikling er livsbekræftende – ligegyldigt formatet. Signifikant eller minimalt, det er her vi beviser, at vi stadig vil. At vi ikke er pensionsmodne eller blot lever på tidligere bedrifter. Nogle gange tager et band en chance, der er større end normalt. Et kvantespring med hensigt på at repositionere, skabe et nyt publikum eller bare spille den musik, der nu engang interesserer på det tidspunkt. I de tilfælde må det briste eller bære. Eksemplerne på succesen er stort set ligeså mange som det modsatte.
Med en levetid på 21 år, otte fuldlængdeudgivelser af varierende kvalitet og en meget kendetegnende lyd, har Britiske Architects haft succes med at slå deres navn fast i metalcore-kredse. Specielt bandets tre seneste udgivelser, har kanoneret bandet op i superligaen med stadion-koncerterne for fødderne.
Med undtagelse af et mindre ryk fra lidt mathcore-inspireret lyd i de tidlige dage tager briterne nu deres største udviklingsmæssige skridt. Det stod allerede klart, da førstesinglen ’Animals’ så dagens lys i 2020. Fuldstændigt som tiden dikterer, er skridtet mod nu-metallen taget. Genren, der om noget har medvind i disse dage. Et naturligt skridt for bandet, der har flirtet med det storladne og poppede i lang tid.
En treenighed af velorkestreret rod
Desværre er det ikke en fuldkommen succes. Af den simple årsag at Architects ikke formår at tage skridtet fuldt ud. ’For Those That Wish To Exist’ lyder som tre forskellige EP’er, der uhensigtsmæssigt er blevet klasket sammen.
Det er den let genkendelige, nærmest klassiske Architects lyd præ ’For Those That Wish To Exist’. En håndfuld moderne metalcore-numre plastret til med strygere, storladne arrangementer, Sam Carters potente men klynkende vokalføring og klassiske breakdowns. Udgangspunktet for alt det, der er galt med moderne metalcore. De numre kan Architects til fingerspidserne – og det er af samme kvalitet som vi efterhånden er vant til. Desværre har det også en tendens til at være lidt ufarligt, lidt for simpelt, for poleret og for let gennemskueligt. Vi kender nummeret før vi hører det.
Hertil er der den nu-metal-dominerede del af pladen. Ud over ’Animals’ har bandet grundlæggende succes med at skrive en række ganske kompetente sange inden for genren. ’Giving Blood’ er et selvskrevet hit, der er definitionen af den klassiske nu-metal i en nutidig kontekst. Der bliver ikke rykket ved grænserne for nu-metal, det er ikke med det provokerende udgangspunkt, som vi ellers har set den senere tid, men det er en helt stilistisk klassisk tilgang til nu-metal-sangskrivning. Der tages ingen chancer. Således får man lyst til at tilføje et lille a, til ’Meteor’ – blot fordi inspirationen er indlysende.
Den sidste del af pladen er lidt anderledes. Måske er det bare en skraldespand af materiale, der ikke passer de førnævnte kategorier. Det er alt andet lige en mere ambient og elektronisk retning. ’An Ordinary World’ er båret af en insisterende synth-lydflade, og ’Flight Without Feathers’ er moderne, storladen elektropop. Som for de to førnævnte segmenter af numre er det hele ganske velskrevet. Det er solide kompositioner, der kommer til sin ret. Flot håndværk – isoleret set.
Den organiske overgang
I løbet af 15 numre bliver man som lytter kylet rundt i genre-universet. Det er selvsagt ikke noget, der gavner oplevelsen. Kompositionerne er typiske ganske fine, tematisk er der en lyrisk rød tråd, men det samlede helhedsindtryk er rodet. Det er retningsløst og irriterende. Det er uklart, hvad briterne vil. Overordnet set er det nu-metallen, der er den definerende retning for ’For Those That Wish To Exist’. Det er dét, der retfærdiggør en gæsteoptræden fra henholdsvis Simon Neil og Mike Kerr – hvilket i sig selv er en sær pendant til Winston McCall og et godt symbol på, hvor splittet en plade det er.
Som samlet udgivelse mangler den en genremæssig rød tråd. Det er en helgardering og et udtryk for, at bandet ikke tør stå ved de valg, der delvist er taget på pladen. ’For Those That Wish To Exist’ havde været en bedre plade, hvis de 4-5 mest metalcore-relaterede kompositioner var skåret fra og pladen havde haft et stringent fokus på én genre. Det havde givet Architects en organisk overgang modsat dette genreforvirrede projekt.
Alt andet lige er Architects i gang med en spændende udvikling. De stod på dørtærsklen til de store arenaer, og ’For Those That Wish To Exist’ er adgangskortet. Lige meget hvor rodet det så er. Det er kort sagt beviset på, at briterne stadig gerne vil og forhåbentlig tager de skridtet fuldt ud næste gang.