En splittet affære

En splittet affære

Man skal helt tilbage til 2015, før der sidst var nyt at spore på pladefronten for både Windhand og Satan’s Satyrs. Dette råder de bod på med en udmærket split-udgivelse, hvor ene side tager sig bedre ud end den anden.

Titel
Windhand / Satan's Satyrs
Dato
16-02-2018
Genre
Trackliste
1. Windhand - Old Evil
2. Windhand - Three Sisters
3. Satan's Satyrs - Alucard A.D. 2018
4. Satan's Satyrs - Succubus
5. Satan's Satyrs - Ain't That Lovin' You, Baby
Karakter
3

På papiret er det lidt en sjov blanding. Windhand er garant for en sløv doom metal, der tydeligt er inspireret af især Electric Wizard. Med Satan’s Satyrs er vi ovre i noget mere upbeat og sleazy punket rock og rul, der drager inspiration fra Blue Cheer, Pentagram, Black Sabbath, The Stooges, Alice Cooper (band) blandet med Misfits. Forsanger og bassist for Satan’s Satyrs Claythanas har desuden siden 2014 styret bassen i Electric Wizard. Begge bands stammer fra Virginia og turnerede sammen i slutningen af sidste år. Selvom de musikalske forskelle er markante, så er der tilstrækkeligt med referencer på kryds og tværs til at give denne band-sammenkobling mening. Er man bekendt med det ene af de to bands, så vil jeg tro, at man typisk er stødt på det andet navn i forskellige sammenhænge. Om begge bands henvender sig til præcis det samme publikum, er nok ikke tilfældet altid.

I næsten vanlig stil
Windhand starter deres side ud med ’Old Evil’, der lader til at gå ’Soma’ (2013) mere i bedene end den, seneste ’Grief’s Internal Flower’ (2015). Dette er i denne anmelders bog en god ide. Det er lidt, som om Windhand i løbet af deres tre fuldlængder og en split gradvist er blevet mere og mere uinteressante. Udviklingen fra udgivelse til udgivelse har været minimal, og der er i min optik for meget stilstand og for meget genbrug af samme virkemidler. En tenden,s der muligvis også kan tilskrives de mange doombands, der dannedes i slutningen af det 21. århundredes første årti. Der var pludselig flere bands om buddet og længere mellem snapsene.

Når dette er sagt, så er ’Old Evil’ en mere upbeat sag i forhold til normalen i dette foretagende. Både ’Old Evil’ og ’Three Sisters’ er uden den ellers faste guitarist, Asechiah Bogdan, der heller ikke var at finde på scenen, sidst de gæstede Loppen sammen med netop Satan’s Satyrs. Bogdans fravær skulle efter sigende skyldes en blodprop. Produktionsmæssigt har begge skæringer dog ikke mistet noget af den doomede og nedstemte tyngde, der er så kendetegnende for Windhand. Dorthia Cottrell synger stadig med samme indadvendte og ildevarslende stemme som tidligere. Cottrells vokal er signifikant og unik i doomgenren, men det er også, som om hendes vokal-melodier er hørt før på tidligere Windhand-udgivelser. Bandet lader efterhånden til at parafrasere sig selv.

På ’Three Sisters’ tilføjes der et orgel, hvilket giver den bastunge produktion et tiltrængt spark i en anden retning. Cottrel har muligvis taget udgangspunkt i sagnet om Lorelei, der på Rhinen nær Koblenz distraherer sejlende, så de ender med at forlise. Den næsten 14 minutter lange skæring har sine momenter, men bliver også en anelse lang i spyttet. Den har i hvert fald ikke hverken et riff eller en melodi, der er retfærdiggør sin længde.



Snuskede vindueskiggere
Ligesom Windhand fortsætter Satan’s Satyrs også helt åbenlyst i samme rille som på tidligere udgivelser. Deres første ud af i alt tre skæringer, ’Alucard AD 2018’ er således en genindspilning et af deres velsagtens største ”hits” fra deres første herlige udgivelse, ’Wild Beyond Belief’ (2012). Satyrerne har aldrig været blege for at pointere deres depraverede og lurvede filmiske referencer i hverken deres tekster, titler, videoer eller covers. Her stikker de så det legendariske britiske produktionsselskab, Hammer Films’ adskillige Dracula-fortolkninger et kærligt hi-five. Hvor Hammers Dracula-filmatiseringer gik fra en mere klassisk gotisk gyserstil til et mere flippet og eksplicit kinky og sexuelt gys, så ’Alucard AD 2018’ knap så smadret i produktionen som sin forgænger ’Alucard’. Der er kommet en ny guitarist med ombord, Nate Towle, der giver produktionen en del flere nuancer at spille på. Dette kunne også tænkes at være en af grundene til, at bandet har valgt at skrue lidt ned for fuzzen. Der er simpelthen ikke samme behov for dette fyldende element længere.

På ’Succubus’ ligger de sig i forlængelse af deres seneste, ’Don't Deliver Us’ (2015). Her er stadig tale om rock & roll fra den gode 70’er-skole uden så meget bulshit, tilsat en rå-punket vildskab. Selvom Satan’s Satyrs lyder af sig selv, så er de unægtelig blevet bedre musikere og sangskrivere. Dette kommer især til udtryk på splittens sidste skæring, ’Ain't That Lovin' You, Baby’. Her tale om et klassisk 12-bars bluesnummer, der med Claythanas’ gentagelser af titlen gøres til en dejlig snasket og pervers sag. Stemningen er lidt henad ZZ Top møder Iggy Pop på en liderlig solskinsdag. Sangen bliver ikke dårligere af et temposkift mødt af en monsterfed solo, der viser, hvor rockskabet skal stå.



Forskelle og ligheder
Denne split kan bedst anbefales til fans af et af de respektive bands. Begge grupper klør sig lidt i røven så at sige, og der er overordnet set tale om en hel del genbrug. Uden at der nødvendigvis skal drages paralleller – en split er for fanden ikke nogen konkurrence! – så har Satan’s Satyrs en del flere nuancer. Jeg har efterhånden lidt den fornemmelse, at Windhand ikke kan overraske en. Hvis min interesse skal pirres igen af Richmond-bandet, så skal de parres op med en producer, der tør trække dem hen i ukendt territorium.

Satan’s Satyrs låner også intentionelt fra sig selv. Modsat Windhand så formår satanerne dog at genfortolke egen lyd og inspiration på en ny og frisk måde. Når genfortolkning vægtes højere end genbrug, så holdes denne lytters interesse i hævd. Det bliver spændende at se, i hvilken retning Claythanas og co. går på næste fuldlængde. Det kan vitterligt stikke i rigtig mange retninger.

Windhand: 2/5
Satan’s Satyrs: 4/5