Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sløvt, cool og hidsigt

Populær
Updated
Sløvt, cool og hidsigt
Sløvt, cool og hidsigt
Sløvt, cool og hidsigt
Sløvt, cool og hidsigt
Sløvt, cool og hidsigt
Sløvt, cool og hidsigt
Sløvt, cool og hidsigt
Sløvt, cool og hidsigt

Der er suveræne old school-vibrationer og garageæggende smadder på debutpladen fra Fuzz, som i det hele taget er en skøn laban af en rockplade. 

Kunstner
Titel
Fuzz
Dato
01-10-2013
Genre
Trackliste
Earthen Gate
Sleigh Ride
What's In My Head?
Hazemaze
Loose Sutures
Preacher
Raise
One
Karakter
3

Det er helt sikkert fordomsfuldt, men det er vel alligevel ikke helt forkert at påpege, at man hverken bør forlange epokegørende eller original rockmusik fra et band, der kalder sig for Fuzz? Står det ikke ligesom skrevet i rockkortene, at når et band vælger at kalde sig for Fuzz, så har man på forhånd krav på at vide, hvad det er, man som lytter går ind til? Har man ikke krav på at vide, at bandet kaldet Fuzz rent faktisk også er det distortede rockband, som navnet ensidigt lægger op til? Er det ikke okay at kræve, at der hos et band kaldet Fuzz skrues ekstra meget op for det guitarstøjende? Sådan synes denne trio fra vestkysten tydeligvis selv at have tænkt, idet de på deres debutplade under navnet Fuzz på ingen måde forsøger at være andet, end navnet netop inviterer til – det vil sige garagerock med den fede pedal trådt så meget i bund, at både Neil Young og Blue Cheer ville være stolte.

Ligesom man skal lede længe efter et bandnavn, der forener det uoriginale med det svimlende sexede på samme måde som Fuzz, så er det netop bandets kombination af en gedigen genkendelighed og små sexede, moderne twists, der gør pladen 'Fuzz' til langt mere end blot en ny retrosulten rockplade. Her er kort sagt en plade, hvis stærke sange, hvis overskud af musikalitet og kølige overlegenhed man allerede nu ved, at man vil vende tilbage til.

Hype og retro

I spotlyset hos Fuzz har vi musikeren, der paradoksalt nok befinder sig bagerst i bandet. Det skal forstås på den måde, at Ty Segall, der i Fuzz spiller trommer, over en længere årrække har været en af de mere hypede og efterspurgte guitarister blandt den del af rockpublikummet, der gerne kræver, at det, de lytter til, skal have fingeren på pulsen. Det, man går efter, må gerne være smart, og smart er det som regel, hvis det rammer den rette kombination af oprigtighed og retro. Under sit eget navn har Ty Segall i længere tid netop forenet disse nypopulære størrelser, og hos Fuzz bevæger han sig ud af samme sti, om end der hos Fuzz er anderledes smæk på, end der er på hans singer/songwriter-venlige soloplader. Fuzz er kort sagt mere headbang-indbydende og ikke helt så psykedelisk, som det eksempelvis let bliver under hans eget navn.

Smæk på.

Smækken står Segall ikke mindst selv for, i kraft af at han som trommeslager kommer an som en virkningsfuld blanding af skramlet garagerockende rytmik og hårdtslående taktfasthed. Det er ikke urimeligt at sammenligne med andre guitarister-gone-trommeslagere som Jack White og J. Mascis, der begge imidlertid ikke fungerer helt så godt bag tønderne, som det er tilfældet med Segall. Roland Cosio lægger en ærkesolid bund, samtidig med at også guitaristen Charles Moothart står for en stor portion af smækken. Moothart er på én gang forbløffende skridsikker på sine pedaler, samtidig med at han er forbandet opfindsom i sine (utallige) overgange mellem det brølende primitive, det folkelige, lystige og morsomme samt det opfindsomme, æggende og detaljerige. Segall og Cosio er forfriskende sammenspillede, men Moothart er pladens mest opløftende bekendtskab.

Små overraskelser

Selvom pladen som indledningsvist bemærket på mange måder er forudsigelig i sin tilgang til garagerocken, er den således også flere steder rig på det, vi kan kalde for små finesser, hvilket er med til at løfte den og gøre udspillet dét mere slidstærkt end det typiske periodehyldende rockalbum. Eksempelvis lægges der for med en episk og højtravende prolog på ’Earthen Gate’, som egentlig i højere grad konnoterer progrock end garagerock, og som til trods for dens kortvarighed samlet set bidrager til pladens musikalske overskud. Samtidig er der flow i udviklingen på pladen: Vildskaben tager (uforceret, ja, naturligt sgu!) til, som pladen bevæger sig frem, hvilket gør, at man gradvist bliver mere og mere interesseret i at høre, hvad der venter om næste musikalske hjørne. Som plade er det på den måde én sammenhæng, der er på spil. Sangene står fint for sig, men værket løfter enkeltdelene op.

Der er andre overraskelser: Den klassiske 60’er-guitartone, der bliver skruet op for i slutningen af den Thee Oh Sees-agtige ’HazeMaze’ krydrer lydbilledet, ligesom også den kortvarige åbningsspade i den efterfølgende ’Loose Sutures’ for en kort stund udviser en særlig empati for den musikalske 60’er-periode, bandet tydeligvis er tæt forbundet til. ’Loose Sutures’ er også en vigtig sang på pladen af den grund, at den netop åbner for det, vi kan kalde for det ultimativt åbne. Hen imod slutningen af sangen vælger den at kortslutte sig selv, dør nærmest helt ud, slapper af, finder liv og jammer lidt, for afslutningsvist at vende tilbage til dens udgangspunkt i form af et storrockende omkvæd, for herefter at slutte af med et knald.

Fuzz er et band med rødderne i historiens muld, samtidig med at de skriver brandfede sange med musikalsk overskud. 

Menu