Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF’14: En herlig, hvidglødende gentagelse

Populær
Updated
RF’14: En herlig, hvidglødende gentagelse

Rockbraget udeblev på ingen måde under Jack Whites sene aftenoptræden på Orange, hvor det stod tydeligt frem, at manden - som så få andre - har sange af et så hårdtslående pragtformat, at de sagtens kan spille scenen op. Samtidig bruser han nærmest over af smittende spilleglæde. 

Kunstner
Dato
06-07-2014
Distributør
Genre
Trackliste
Icky Thump
High Ball Stepper
Lazaretto
Hotel Yorba
Temporary Ground
Love Interruption
Weep Themselves To Sleep
Cannon
Catfish Blues
Black Math
Fell in Love With a Girl
Freedom at 21
Just One Drink
You Don't Know What Love Is
Blue Blood Blues
Pipeline
Top Yourself
Missing Pieces
We're Going To Be Friends
Three Women
The Hardest Button to Button
Would You Fight For My Love?
Slowly Turning Into You
Steady As She Goes
Seven Nation Army
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Deloverskriften, der følger med denne tekst, er omtrent den samme deloverskrift som på Devilutions anmeldelse af koncerten med Jack White på Orange Scene i 2012. Hvor en anden Devilution-skribent for to år siden imidlertid ladede sin anmeldelse med en negativ røst, er der for undertegnede masser af positive ting at sige om Jack White OGSÅ i år.

Betingelserne i år var dog anderledes end sidste gang, han var her. Hvor han i 2012 for mange var et af festivalplakatens længe ventede hovednavne, var han i år et anderledes wild card, der efter en sygdomsaflysning fra en rapper ved navn Drake blev hevet til Dyrskuepladsen som en musikalsk rosin i den Orange pølseende. Man indrømmer også gerne, at man var en af de publikummer, der jublede en smule, da det umiddelbart efter torsdagskoncerten med Electric Wizard fra Arena blev annonceret, at Drake havde meldt afbud. Godt nok havde man krydset fingre for, at Black Sabbath ville dukke op som afløser (!), men Jack White har trods alt nok vedkommende guitargods, til at man blev positivt begejstret, da han om fredagen blev annonceret som erstatning.

Jack White er selvfølgelig kendt for at være den ene halvdel i den amerikanske rockduo White Stripes, der eksisterede fra 1997-2011, og som specielt omkring årtusindskiftet fungerede som et af periodens mere skelsættende og innovative rockbands. I takt med at The White Stripes’ produktivitet dalede, indspillede han to plader med først The Raconteurs (2006 og 2008), siden gjorde han det samme med The Dead Weather (2009 og 2010), og senest har han så udgivet to plader i sit eget navn, henholdsvis ’Blunderbuss’ (2012) og ’Lazaretto’ (2014). At manden er produktiv, kan man næppe tage fra ham.

Mandens produktivitet med en guitar i hånden kan man specielt ikke tage fra ham. Og i særdeleshed kan man specielt ikke tage mandens produktivitet med en guitar i live-regi fra ham. Det fandt man hurtigt ud af, som han i skinnende blåligt lys og med guitartoner, der gjorde de fleste andre musikere på Roskilde i år til skamme, indtog scenen som et modeikon og som selvsikkerheden selv. På den anden side kan man jo sagtens, når man bag sig har så uhyre velspillende et band, som White havde denne aften, og som med lige dele fornemmelse for blues, jazz, rock og tilmed psych-rock gjorde alle bogens rockkunstner efter til UG. Det var skramlet, men sammenhængende. Oplagthed og spilleglæde strålede desuden ud af øjnene på samtlige seks musikere på scenen allerede fra begyndelsen og vedblev med at stråle mere eller mindre hele koncerten igennem.

Man indrømmer gerne, at man endnu ikke har fået lytte til Whites seneste soloplade fra tidligere i år, men at dømme ud fra to tidlige sange på aftenens sætliste, ’High Ball Stepper’ og titelnummeret ’Lazaretto’, kan det nærmest ikke gå hurtigt nok. Om de også på studieindspilningen er krydret med så meget solid guitarlir, som de her var på Orange, glæder man sig til at finde ud af. Men at der på bedste Devilution-manér blev budt ind til både headbang og begejstrede, knyttede næver, hersker der ingen tvivl om. Jøsses, hvor blev der tæsket igennem på de instrumenter – også så meget at Roskilde-publikummets festliderlige fællesfestfølelse til at begynde med slet ikke vidste, hvad fanden der ramte dem. Det var så herligt skramlet, at det fik et ellers umuligt smil frem på ens grimme, slidte festivalfjæs.    

Og sådan blev det ved den halvanden time lange koncert igennem. Der gik en form for orkestreret Dick Dale-surfrock i den på The Raconteurs-nummeret ’Pipeline’, der dukkede op som et instrumentalt brudstykke i sammenkædning med The Dead Weather-nummeret ’Blue Blood Blues’. Der dukkede et genklang af Simon and Garfunkel op i den smukke White Stripes-ballade ’We’re Going To Be Friends’, der for denne skribent virkede som et noget nær perfekt rørende punktum for Roskilde 2014 – i hvert fald lige indtil en trio bestående af ’The Hardest Button to Button’, ’Would You Fight For My Love’ og ’Slowly Turning Into You’ dukkede op, tog røven på én og gjorde ens festivalnostalgiske pistårer til skamme med både rock, kærlighed og musikalsk fremsynethed.

Men der var også tidspunkter, hvor koncerten dykkede og blev en smule langtrukken: ’Love Interruption’ virker på plade, men dens samspil mellem akustik guitar og violin faldt til jorden på Orange; et brudstykke af den The Who-inspirerede skæring ’Weep Themselves to Sleep’ bød både på computermanieret guitarlir samt et Tony Iommi-liderligt riff fra en tændt Jack White, men hans evige leg med musikhistoriske klichéer blev i lige dette tilfælde aldrig vedkommende. Selvom ’Steady As She Goes’ var anderledes virkningsfuld live, end den er på plade, er det desuden stadig en ganske enerverende sag, og for for at være helt ærligt havde man også helst været foruden den afsluttende fællesskabsfølelse med ’Seven Nation Army’. Storhittet fik som forudset forvandlet Dyrskuepladsen til en glad hoppeborg, hvilket var et syn, man allerede nu glæder sig til at opleve til en ny koncert næste år. Personligt har man dog hørt den én gang for mange.

Når det er sagt, kan det dog ikke understreges nok, hvor meget troværdig rock og oprigtig spilleglæde Jack White og band greb deres pludselige besøg på Roskilde an med. Et par timer forinden havde Nails lukket Pavilion med et af de andre koncerthøjdepunkter fra årets festival, og Jack White gjorde her det samme på Orange. Det var sgu bare en god afslutning, var det.