Danske Djentlemen
Den moderne, progressive lyd lever i fuldt flor på Only Humans debut plade – på godt og ondt.
The Sun and the Moon
Steep Descent
Death Cult
Techno Fascist
Automata
Aspire
Breach
Only Human har med deres debutalbum 'Planned Obsolescence' sat barren højt og leverer et ambitiøst værk, solidt forankret i krydsfeltet mellem teknisk, progressiv metal og atmosfærisk tyngde. Det er en moderne udgivelse med et internationalt udtryk, hvor lytteren fra første tone føres sikkert gennem et veldefineret, sonisk landskab – uden nævneværdig tvivl om hverken retning eller inspirationskilder.
Albummet fremstår som et stærkt bud på en nutidig djent-udgivelse, hvor luftige synth-flader giver modspil til de tunge guitarer og bidrager med nødvendig dynamik i et ellers kompakt lydbillede. Produktionen er gennemført og detaljerig, og bandets tekniske niveau er konsekvent højt. Allerede på åbningsnummeret etableres de æstetiske rammer, og med ‘Drift’ står det klart, hvad Only Human vil – og hvordan de lyder.
Netop denne klarhed er både albummets styrke og dets svaghed. På den ene side demonstrerer bandet en imponerende forståelse for genrens virkemidler; kompositionerne er velovervejede, og idégrundlaget fremstår tydeligt og sammenhængende. På den anden side efterlader albummet et indtryk af forudsigelighed. For en genre, der traditionelt hylder kompleksitet og overraskelse, er det bemærkelsesværdigt, hvor få reelle uventede drejninger 'Planned Obsolescence' byder på.
Det skyldes i høj grad den tætte stilistiske forbindelse til forbilleder som TesseracT, The Contortionist og delvis Periphery. Referencerne er ikke blot til stede – de er gennemgående. Det høres i de svævende introer, i de rytmiske guitarmønstre og i vokalfraseringerne. Numre som ‘The Sun and the Moon’, ‘Steep Descent’ og ‘Automata’ demonstrerer bandets evne til at skrive spændende og teknisk velfungerende numre, men understreger samtidig, hvor genkendelig den musikalske grundkerne er. Selv de enkelte titler peger i retning af en allerede etableret scene.
Det mest markante eksempel findes i vokalen. Patrick Christensen leverer en teknisk stærk og følelsesmæssigt overbevisende præstation, men ligheden med TesseracTs Daniel Tompkins er slående. Det fungerer som et kvalitetsstempel, men sætter også rammerne for bandet. Forhåbentlig passer Christensen lidt bedre på stemmen, så vi ikke får en 1-1 debut-gentagelse.
Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Only Human besidder både evnerne og potentialet til at markere sig. 'Planned Obsolescence' er et af de bedste danske bud, vi har fået indenfor genren (hvis ikke det bedste). En plade, der rummer flere stærke øjeblikke, særligt på ‘Techno Fascist’, hvor bandets idéer samler sig, og udtrykket føles mere selvstændigt. Her aner man konturerne af en lyd, der kan udvikle sig til en fremtidig, selvstændig profil.