Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nedstemt og dybfølt

Updated
Nedstemt og dybfølt
Nedstemt og dybfølt
Nedstemt og dybfølt
Nedstemt og dybfølt
Nedstemt og dybfølt
Nedstemt og dybfølt
Nedstemt og dybfølt
Nedstemt og dybfølt

På deres anden fuldlængde tager koncertaktuelle Windhand et solidt og klassisk greb om doom metallens nosser og beviser, at de er et af de klart bedre spillende bands i genren i dag.  

Kunstner
Titel
Soma
Dato
17-09-2013
Distributør
Genre
Trackliste
1. Orchard
2. Woodbine
3. Feral Bones
4. Evergreen
5. Cassock
6. Boleskine
Karakter
3

Windhand har relativt hurtigt fået sig etableret som et navn i metalundergrunden. Og i mødet med deres anden fuldlængde, ’Soma’, forstår man da også sagtens, at doom-elskere tager Windhand til sig. ’Soma’ er nemlig forbandet rig på forbandet stærke melodier og består desuden af noget nær en hel horde af så genkendelige doom-karakteristika, at den på muligvis lettere generisk, men samtidig meget, meget solid vis indfrier forhåbningerne hos det primitive, riffliderlige doom-bæst, der gemmer sig i mange metalhoveder.

Fra albummets begyndelse står man egentlig en smule af, som åbningsskæringen, ’Orchard’, synes at gå Jus Oborns guitar og Electric Wizards trommeskind for åbenlyst i bedene. Overordnet set er Windhand hverken helt så langsomme eller helt så tunge i mælet som de britiske doom-idoler, men vokalarbejdet på denne sang gør ikke det plagierende sværere at få øje på. Åbningsnummeret blotter heldigvis også en egenvilje, som man tror på, og som ikke mindst skyldes pladens æggende trommer, og lad det derfor gerne blive hørt, at egenviljen tager til, jo længere man kommer ind i pladen.

Melankolsk og heavy.

Det ti minutter lange nummer ’Woodbine’ slutter af med tre minutters instrumentalt fuzz-inferno, der har til formål at tage skæringens monotone fornemmelse et anderledes, men ligeledes doom-genkendeligt sted hen. Afslutningsvis går sangen ned i et tempo, der på én gang er vedkommende og uoriginalt, hvor det medrivende i højere grad forløses gennem bandets viljestærke musikalitet frem for gennem opfindsomme kompositioner.

Til trods for at der er mere end rigeligt af instrumental snavs hos Windhand, fylder vokalen overordnet set rigtig meget i udtrykket, også på den efterfølgende skæring ’Feral Bones’. ’Feral Bones’ er måske den mest omkvæds-insisterende sang på pladen, og i dette regi virker vokalen endnu mere insisterende, iørefaldende og medrivende end på resten af pladen. Det er dog også omkring dette tidspunkt, at bandets musikalske, hensigtsmæssige ensartethed løber med panden mod monotoniens mur: Sangen står mest af alt stille, og ikke på den vedkommende fede måde vel at mærke. Derimod dukker pladens efterfølgende akustiske Black Mountain-agtige ballade ’Evergreen, meget veloplagt op og giver det tunge udtryk en afvekslende styrke.

Relapse-debut.

Mens Windhands første, selvbetitlede udgivelse fra sidste år udkom på Forcefield Records, har de i mellemtiden taget et kommercielt skridt op ad pladeselskabernes rangstige til Relapse Records. Skiftet i pladeselskab giver mening, først og fremmest fordi der i Windhands tidstypiske heavy-melankolske blanding af en tungsindig Electric Wizard-inspireret lyd kombineret med en varmere lyd og en i øvrigt let engagementsdæmpende doom-monotoni potentielt set bør kunne graves et stort undergrundspublikum frem med de nedtonede, dybtfølte musikalske spadestik. Denne potentielle salgsværdi er én faktor, en anden faktor er de medlemmer, der udgør kvintetten i Windhand, som inkluderer musikere, der således enten har været eller stadigvæk er med i andre Relapse-bands, henholdsvis Alabama Thunderpussy og Cough.

Opgør med monotoni.

Har man som denne skribent på et tidspunkt i ens såkaldte musikalske opvækstår dedikeret sig til eksempelvis progrocken, da er der som sådan egentlig ikke noget særligt afvigende over en udgivelse med numre, hvis gennemsnitslængde befinder sig et godt stykke på den lange side af ti minutter, hvilket netop er tilfældet med gennemsnitslængden på de seks numre, der udgør ’Soma’. Mens de fire første skæringer - der som nævnt ligeledes er pladens mest klassiske doom-numre – ”blot” befinder sig et sted mellem syv-ti minutter, da er det i særdeleshed pladens to afsluttende skæringer, ’Cassock’ og ’Boleskine’, samt deres respektive insisterende spilletid på henholdsvis 14 og 30 minutter, der overordnet set gør ’Soma’ særligt interessant.

På disse to afsluttende numre bliver der givet rum til mere af den tilbagelænede løssluppenhed, der tidligere på pladen kendetegnede slutningen på ’Woodbine’, og som giver Windhands doom metal en snert af en vilje efter noget andet. Det er hovedsageligt hér, når de giver deres monotoni en lille afvekslende tilkendegivelse, at de for alvor bliver gode. Men selv når de er bastante og doom-klassiske, sker der alligevel tilpas meget på de æggende trommeskind og på den vokale, til at det hele tiden forbliver fedt.   

Windhand spiller på KB18 i København søndag d. 17. november sammen med amerikanske Pilgrim samt københavnske Bottom Feeder. To dage forinden spiller de desuden på 1000Fryd i Aalborg sammen med lokale Apothecary.   

Hør åbningsnummeret, 'Orchard':

Menu