Copenhell 26: Kawaii møder kaos
Regnen truede med at drukne Copenhells finale, men Babymetal forvandlede kaos til fest med et kompromisløst show fyldt med energi, kontraster og uimodståelige hooks.
From me to u
Distortion
PA PA YA!!
Song 3
METAL!!
RATATA
Gimme Chocolate!!
Headbangeeeeerrrrr!!!!!
Road of Resistance
Sjældent har en afrunding på en festival dog været så kaotisk som Copenhell i år.
Lige før Volbeat skal i gang med sine ekstranumre, bliver koncerten stoppet, mens lynene brager, og stormregnen gør sit indtog. Os, der allerede har indtaget vores plads ved Hades, bliver alle bedt om at gå i dækning i Tutten, og jeg får samtidig at vide af en vagt, at alle koncerter derefter er aflyst. En virkelighed, jeg umiddelbart nægter at finde mig i, men efter trodsigt at have stået og ladet mig blive gennemblødt på fem minutter spæner jeg til presseteltet og lever med den nye virkelighed … indtil det lyder i presseteltet, at de sidste koncerter vil blive genoptaget, og så går turen ellers drivvåd tilbage til Hades, hvor Babymetal går på 00:15, en halv time senere end planlagt.
Efter lige at have rystet de værste frustrationer af mig over hele situationen, så kan jeg hurtigt konstatere, at Babymetal forstår præcis, hvad publikum har brug for. Åbneren 'BABYMETAL DEATH' rammer som en knytnæve lige i ansigtet og fejer effektivt alle tanker om vejrradarer og aflysninger væk. Nu er der ingen vej tilbage!
Sceneshowet er 100% Babymetal, som vi kender dem. De tre centrale medlemmer Su-metal, Moametal og Momometal er placeret helt fremme som showets ubestridte centrum, mens backingbandet står længere tilbage uden at være i spotlightet. Det understreger, at Babymetal lige så meget er et visuelt koncept som et metalband. Heldigvis er musikken stærk nok til at bære det.
'From Me To U' tidligt i sættet demonstrerer trioens kærlighed til moderne metalcore med store, glinsende omkvæd og massive breakdowns, mens 'Distortion' tilføjer ekstra metallisk tyngde. “Can’t stop the power / Give up, give up / To distortion”, lyder det i omkvædet, men distortionen har vi nu forlængst overgivet os til!
Noget af det særlige ved Babymetal er absolut alle kontrasterne. De kan gå fra det sødmefulde og koreograferede til det brutale på et splitsekund. 'PA PA YA!!' er latterligt catchy på den måde, kun Babymetal slipper afsted med, mens 'Song 3' trækker tydelige tråde til Slipknot-universet. Samtidig er brugen af skærme og videosekvenser forbilledligt gennemført og giver hvert nummer sin egen identitet.
Et af koncertens stærkeste øjeblikke kommer i 'METALI!!', hvor backingbandet levner plads til en psykedelisk jam med tabla-inspirerede rytmer, inden det hele kulminerer i det fremragende build-up til 'RATATA'. Kontrasten mellem den svævende intro og det pumpende, euforiske beat udløser et af aftenens største jubelbrøl.
'Gimme Chocolate!!' er stadig uimodståelig, men afslutningen med 'Road of Resistance' samler ligesom det hele. Med sorte faner, power metal-pomp og en trommeslager, der gør nummeret til sin egen showcase, kommer nummeret elegant rundt om alle de elementer, der gør Babymetal til noget særligt.
Det er svært ikke at lade sig charmere af de tre performere i hver deres glitrende kostumer med synkrone dansetrin, præcise vokalfraseringer og smittende energi i stride strømme. Endnu vigtigere er det, at Babymetal fortsat tør være helt deres egne. Som repræsentanter for en genre, der ofte tager sig selv meget alvorligt, insisterer de på at være både dybt professionelle, skamløst underholdende og fuldstændig ude af boksen. Og efter en kaotisk festivalafslutning var det faktisk præcis den form for eskapisme, jeg havde brug for.
At den så var placeret samtidig med Blood Fire Death er så en anden sag – men den Bathory-hyldest har jeg trods alt allerede set to gange indenfor det sidste år, og Babymetal var absolut det hele værd, gennemblødt eller ej.