Copenhell 26: Fantastisk Bathory-hyldest!
Det var formidabelt, velspillet og passioneret, da nogle af black metal-scenens store karakterer hyldede Quorthon og Bathorys mørke, tidlige værker.
Enter the Eternal Fire
Call From the Grave (Grutle Kjellson)
Born for Burning (Attila Csihar)
Raise the Dead (Nergal)
The Return of Darkness and Evil
Sacrifice
Woman of Dark Desires
Blood Fire Death
Uvejret havde lagt sig: Kvart over midnat lød tonerne af 'Oden Ride over Nordland' på anlægget. Scenen var sat smukt op med bannere, dyster røg ind over scenen og et væld af Marshall-kabinetter, og kort før Enslaveds Ivar Bjørnson spillede den vellydende guitarintro til 'A Fine Day to Die', blev de sidste, stemningssættende stearinlys tændt, og koret i kutter kom på scenen.
Quorthon, Bathory og Blood Fire Death, stod der skrevet på bannerne. 'Blood Fire Death' en albumtitel fra Bathory og navnet på dette tribute-band, hvis instrumentale kerne består af Bård "Faust" Eithun på trommer, Rune "Blasphemer" Eriksen udover Bjørnson på guitar og så Ole "Apollyon" Moe på bas. Alle prominente musikere fra det norske black metal-miljø, hvis tidlige arv i høj grad var bygget på Bathorys tidligste værker. På vokal: Skiftende sangere med svenske Erik Danielsson som den primære bidragsyder.
Sort, vild pakke
Det skulle vise sig at blive en flot hyldest til Quorthon, Thomas Forsberg, der stod bag legendariske Bathory, og som døde alt for ung i 2004, kun 38 år gammel, af hjertesvigt. Ofte kan black metal gemme sig bag corpse paint, gimmicks og en begrænset lyst til at tale til publikum. Her var det musikerne, som de var, og med en lyst til at tale, sågar smile og hylde Quorthon, der ikke selv lod Bathory spille live efter 1985, efter bandet var overgået til at være hans soloprojekt.
Det var ægte, det her, passion og dedikation. Mange har spillet Bathory-covers, men det her var den vildeste pakke mulig.
Vi fik Gaahl, Kristian Espedal, i al sin coolness på fremragende vokal i 'A Fine Day To Die', hvor han også senere afslørede, at Grutle Kjellson var en af de kutteklædte i koret, der skabte lækker baggrundsstemning i samme nummer. Og i afslutteren, 'Blood Fire Death'. Kjellson tog i øvrigt selv mikrofonen i front i 'Call From the Grave' senere.
Storhed og riffs
Det var formidabelt at få lov til at høre de gamle sange i en fremragende lyd og præsentation. Hvor var der bare mange fede riffs og episk storhed i de her tidlige black metal-numre fra Bathory. Watain-frontmanden Danielsson greb mikrofonen fra Gaahl, præsenterede, hvis man var i tvivl, at vi var i gang med en hyldest til Quorthon, og gik med bandet i gang med 'Enter the Eternal Fire'.
'Born for Burning' satte for alvor gang i pitten. Med legendariske Attila Csihar fra Tormentor og Mayhem. Denne aften personen med mest af den teatralske mystik, der kan omgive black metal, men han var også nok nærværende til at få aktiveret publkum i uptempo-nummeret fra det andet Bathory-album, 'The Return...'.
Stor begejsting for Attila Csihar, men mikrofonen måtte som en fakkel gives videre.
Indikationerne på Facebook havde peget den rigtige vej: Behemoths Nergal sang med stort showmanskab på 'Raise the Dead', og det gjorde han lige så formidabelt som alle andre på scenen denne nat, hvor torden og lynild stadig glimtede lidt i det fjerne.
Resten af showet fik vi med Erik Danielsson på vokal, men der var lige et es i ærmet mere, da Frederick Melander kom ind og stod for basspillet på tre sange, præcist som han gjorde det i de formative år af Bathory. Hvor fedt og helt rigtigt at udnytte den mulighed for ægte Bathory-historie.
'Woman of Dark Desires' så Attila Csihar på scenen igen for en kort stund, men bandet var ellers stadig ført an af Danielsson, inden 'Blood Fire Death', naturligvis, afsluttede det hele med koret retur på scenen.
Ægte!
I Devilutions mailboks kom der op til koncerten en mail fra et tysk coverband, der igennem adskillige år netop havde kaldt sig Blood Fire Death, hvilket de øffede lidt over, at navnet var blevet "taget", og de forvirringer, som det skabte.
Men Blood Fire Death med de folk på scenen, som vi fik her på Copenhell, føltes helt rigtigt. I orden. Der var noget historie, der gjorde det her til en tand mere end den tribute, som det selvfølgelig var. Det føltes ægte, det føltes som en fortælling, der havde manglet, siden Quorthon døde, og ikke selv havde muligheden for – måske, for ingen kan vide, om han havde villet – at bringe hans vigtige bidrag til metallens historiebog til live på scenerne. Det føltes som for Quorthon og ikke for kapital, at denne flok musikere var gået sammen.
Copen-black-metal-hell
Og så udfyldte det en mangel i årets Copenhell-program. For det var ikke den mørke black metal, der var blevet mest plads til på plakaten i år. Og hvor var det befriende, renset af uvejret forinden, at stå her og få serveret rå riffs med sjæl og nerve fra et band, der ikke overgjorde noget, men sobert og helvedes godt leverede sin hyldest til manden bag Bathory: Quorthon.