MMF 26: Hurtige solbriller, tændt støvsuger
Canadiske Blasphemy er et af metallens mest konceptuelt gennemførte bands, der på en og samme tid er gravalvorlige, geniale og grinagtige.
Det er sikkert ikke noget, hverken Blasphemy selv eller deres primære fanskare af vægtløftende, kronragede mænd med hurtige solbriller vil være glade for at høre, men der er noget kunstskoleagtigt og konceptagtigt over det myteomspundne canadiske band.
Det konsekvent monotone og umenneskelige lydbillede. De på én gang komiske og gravalvorlige pseudonymer, medlemmerne går under (sangeren kalder sig for eksempel Nocturnal Grave Desecrator and Black Winds – mest kendt som blot Black Winds – mens musikken nok bedre karakteriseres af andenguitaristen Deathlord of Abomination and War Apocalypse). At de insisterer på at bære hurtige solbriller til alle koncerter, også efter mørkets frembrud. Den simple, men meget effektfulde makeup. At de i sin tid kronragede sig, fordi ingen andre gjorde det. At man skulle styrkeløfte for at være med i de tidlige dage. Det næsten totale fravær af sceneshow eller bare mimik fra bandmedlemmerne. Den sparsomme publikumskontakt, der begrænser sig til lidt Skeletor-agtige fagter fra Black Winds, der af og til løfter armene i trusselstriumf. Det er på mange måder ikke mindre konceptuelt end Kraftwerk, GWAR, Ghost og alle mulige andre. Men hvor det for de fleste andre bands’ tilfælde virker som et image, virker det i Blasphemys tilfælde som en livsstil.
Blasphemy har opbygget deres egen mytologi, den omsiggribende Ross Bay Cult-mythos, der ligesom Lovecrafts Chtulhu-mythos har fået sine egne mere eller mindre vellykkede efterfølgere, der skriver med på den. Deres image er omgærdet af historier om vold, styrkeløft, narkotika, fængselsdomme, og hvad der er overdrevet og underdrevet i de historier, skal jeg ikke kunne sige, men det meste tyder på, at den radikalt ekstreme musik følges af et ekstremt liv.
Nærmest siden begyndelsen i 1984 synes de at have sigtet efter at blive en art mytologiske skikkelser, at have gået efter at opbygge deres eget univers. Og som de står på scenen på Metal Magic, af og til i blåt og rødt og lys, af og til i et inferno af ild, med patronbælter, gasmaske, lange nitter, solbriller og makeuppen, ligner de på en gang mytologiske væsener fra en apokalyptisk fremtid eller en fjern planet i evig krig, eller de ligner huleboere. Af og til ligner de også halvgamle mænd, der har levet et hårdt liv.
Gigantisk gårdvagt med flammekaster
Gennem hele koncerten har de den gigantiske roadie/manager/securityfyr Big Robbie (et sjovt prosaisk navn, når man tænker på bandmedlemmernes navne), der også bærer bandets signatur: makeuppen og dehurtige solbriller, til at stå og se truende ud i den ene side af scenen. Helt perfekt, og ikke mindre konsekvent gennemført – eller morsomt, efter temperament – af, at Riot City-drengene står i den anden side og griner og har det for fedt i den anden side af scenen. Han bevæger sig stort set ikke, udover lidt bobben op og ned med hovedet og lidt tryk på samples til introer. Ikke før han til allersidst i sættet kommer ind med en hjemmelavet flammekaster, som han udspyr ild med. Riot City brugte samme flammekaster tidligere på dagen. Big Robbie virker noget mere vant i brugen af den.
Det er enormt tegneserieagtigt, men samtidig er det enormt kraftfuldt. Selv har jeg aldrig decideret dyrket canadierne, men jeg forstår godt, at nogen har, for der er noget berusende over deres image og over deres parallelunivers, hvis man lever sig ind i det. Det er også ægte sjovt i al sin gennemarbejdede og grotesk overdrevne konceptualisering, uanset om komikken er tilsigtet eller ej (jeg tror, at den er det).
Den tændte støvsugers musik
Det er fascinerende at tænke på, hvor meget af black metallens genresprog, canadierne har været med til at opfinde så tidligt. Og hvor bizar en oplevelse det må have været i 80’erne og 90’erne at have oplevet dem.
Musikken? Blasphemy har kun udgivet to studiealbum, i 1990 og 1993. Alligevel er, trods perioder med inaktivitet, fortsat med at turnere. Det er vist meningen, at de skal lave noget nyt en dag, men mon ikke de godt selv er klar over, at den unikke atmosfære ikke rigtig kan genskabes? Det er plader med et mudret, kaotisk lydbillede. Mine venner og jeg plejer at sige, at der er tændt for støvsugeren. På sin egen måde er der noget avantgardistisk over det, selvom det næppe er meningen.
Live er det numrene fra de gamle plader, Blasphemy igen og igen genopfører. Ifølge bands med lidt varierende kvalitet. Denne aften virker canadierne tighte. En musikerbekendt synes, at det ”rykker i bollerne”. Næstefter Uli Jon Roth har Caller of the Storms vel festivalens med afstand bedste guitarlyd, når han fyrer sine larmende, dissonante guitarsoloer af. Men udtrykket er langt fra Roths. Det er en massiv mur af lyd, der af og til alligevel åbenbarer en overraskende musikalitet. Blasphemy afskrives af nogle som talentløs larm, og det forstår jeg på en måde godt, men i virkeligheden er det et hyperkonceptuelt og hypergennemført musikalsk udtryk. Man forstår godt, at de er stilskabende med deres ”bestial black metal”, som andre har taget og kaldt war metal. Og når man hører dem live, bliver det også tydeligt, hvor meget tidlig Immortal står i gæld til Blasphemy. Det er første gang, de spiller i Danmark siden 1993, og selvfølgelig kan det kun ske på Metal Magic.
Er det genialt? Er det talentløs larm? Det er fuldstændig irrelevant. Og Blasphemy er alligevel skideligeglad med, hvad jeg eller andre synes. Blasphemys formål er at være en entitet i sig selv. Det var de lørdag i Fredericia. Uanset om man køber imaget eller griner ad det eller begge dele, så findes der ikke noget helt som dem.