Satyrer til Harleys

Populær
Satyrer til Harleys

Virginia-trioen Satan's Satyrs lukkede fredagen på Roadburn med en skødesløs stil et garagepunket sted mellem Blue Cheer, Stooges, Black Flag og Steppenwolf!

Spillested
Dato
19-04-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Nærværende klummeskribent Jens Franco har på det seneste gjort sit til at hype Virginias Satan's Satyrs, der albumdebuterede sidste år med 'Wild Beyond Belief!'. Det var en plade, hvor trioen i en særdeles smadret produktion leverede fræsende Stooges- og MC5-agtig punk med tekster, der tog udgangspunkt i alskens exploitation-film. Om ikke andet dejligt brutalt.

Omkring midnat stod de tre unge herrer så på Green Room-scenen foran et lettere stegt publikum for at lukke festivalens andendag, og dét blev gjort med manér i et kompakt, 50 minutter langt sæt, hvor publikumsinteraktionen fra de skæve unge lømler var så som så. Til gengæld kompenserede de med et en skødesløs energi og et brag af en koncert, der endda fik fremprovokeret crowdsurfing!

Venom møder Blue Cheer!

Med en guitartone så brutal og smadret, at effektpedalen bevirkede korte udfald (!), spillede Satan's Satyrs en form for ultrabeskidt punk, der landede et sted mellem The Stooges og Black Flag med undertoner af Venom og legendariske Blue Cheer (som trioen spillede et hyldestsæt til på festivalens lørdag).

Tilsat tekster om kult-horrorfilm og Steppenwolf-agtig glorificering af livet bag styret på en Harley, slog det ofte over i rendyrket kitsch, men der var heldigvis intet forlorent over de tre sataniske satyrer, hvis udtryk såmænd ikke lå langt fra et musikalsk akkompagnement til en motorcykeltur ud ad en støvet motorvej.

Perfekt punktum

Når tempoet blev sat ned i den længere sag 'Bellydancer's Delight', blev udtrykket mere doomet a la trioens selvudnævnte forbilleder i Electric Wizard, mens numre som 'Carnival of Souls', 'The Black Casket' og 'Sadist '69' slet og ret var ved at jævne stedet med jorden. Som helhed var det mest imponerende dog, hvordan de tre i fællesskab fik galskaben, aggressionerne og larmen til at forme sig som en samlet knytnæve via buldrende bas, ekstremt fuzzet guitar og simpelt, punket trommespil – ofte endda med punket lukket hi-hat!

Sammenlignet med førstedagens uhyrligt forfærdelige afslutning ved det skrækkelige lokalband Herder satte Satan's Satyr et perfekt og behørigt brag af punktum for den Electric Wizard-kuraterede tunge, og noget rodede fredag. Ja, og tjek så lige 'Wild Beyond Belief!'; føromtalte Franco har åbenlyst noget at have sin skamros i!