Over de oprørte oceaner
Populær
Oceans of Slumber lader bølgerne gå højt over det dybe hav på det nye og flotte album ’The Banished Heart’.
02. Fleeting Vigilance (05:25)
03. At Dawn (08:30)
04. The Banished Heart (09:05)
05. The Watcher (2:25)
06. Etiolation (06:01)
07. A Path To Broken Stars (06:31)
08. Howl Of The Rougarou (05:02)
09. Her In The Distance (02:03)
10. No Color, No Light (07:17)
11. Wayfaring Stranger (3:41)
Den progressive og sofistikerede metal har et solidt og godt fundament i Texas med bands som King's X, Galactic Cowboys og Watchtower, og Oceans of Slumber bygger fortsat fint oven på dette fundament med ’The Banished Heart’, der tager bandets musik til nye stormombruste højder.
Vi har været lidt lang tid om at hive Oceans of Slumbers nye værk frem til en anmeldelse. Men ’The Banished Heart’ er også lidt en svær ting at anmelde. Det er ikke et let tilgængeligt album. Men det er til gengæld en udgivelse, der efter hver gennemlytning bare vokser og vokser. Oceans of Slumber er svær at sætte i bås. Det er voksenmetal, der kræver noget af lytteren. Med voksenmetal ikke forstået i forbindelse med lytterens alder, men i den forstand, at det kræver nogle referencerammer for at forstå og værdsætte bandets komplekse udtryk.
For en metalfan, der sædvanligvis kun lytter til en enkelt af metalgenrens underarter, kan ’The Banished Heart’ ved de første mange gennemlytninger sikkert virke ret utilgængelig. Oceans of Slumber trækker på inspiration fra alt inden for den rytmiske musik. Det være sig doom metal, dødsmetal, black metal og gothic metal, men også rock, pop, blues og endda soul. Det hele blandes og ender i en helt speciel symbiose af vellyd, der samtidig både er dyster, skræmmende, dragende og poetisk.
Det dragende i musikken skyldes ikke mindst bandets frontfigur Cammie Gilbert. Som en texansk valkyrie lokker hun lytteren ind i bandets malstrøm af musikalske strømninger. Oceans of Slumber er i den grad et progressivt band. Men bandets progressive stil ligger langt fra den traditionelle prog metal-stil med store keyboardflader, lange guitarsoli og himmelanråbende vokal. Hos Oceans of Slumber ligger den progressive tilgang mere i ordets egentlige betydning som det fremadsøgende. Bandet har med blandingen af metal og andre stilarter givetvis lyttet til og hentet inspiration hos bands som Opeth og Evergrey.
Progressiv gæst
Fra Evergrey har bandet da også lånt forsanger Tom Englund til at gæste på sangen ’No Color, No Light’, der står som en af de helt store sange på albummet. Det er en pompøs og tung ballade, der vokser i et episk og doomet forløb.
">
Men Oceans of Slumber kan bestemt også, når bandet står på helt egne ben. Åbningssangen, den bastante ’The Decay of Disregard’, viser et progressivt band i fuld udfoldelse. Det virker ved første gennemlytning, som om Cammie Gilbert synger en anden sang end den, bandet spiller. Men lidt efter lidt giver det hele mening. Langsomt toner det frem, hvordan musikken virker som en dyster og faretruende underlægning til Gilberts sanselige vokal og pinefulde tekstlige univers.
">
Hvis man som metalfan ikke finder nok ”thunder and lightning” i de to refererede sange, så bør man ikke fortvivle af den grund. I sange som ’Fleeting Vigilance’ og ’At Dawn’ bliver der skruet gevaldigt op for såvel tyngde som for bassisten Keegan Kellys growlende vokal som kontrast til Gilberts sprøde gotiske sang.
Fremragende vokal
Men Cammie Gilbert er den ukronede dronning i Oceans of Slumbers rige. Hendes vokal er second to none. Det ene øjeblik lyder hun som en traditionel europæisk gothic- eller symfonisk metal -angerinde, som eksempelvis Liv Kristine, for øjeblikket efter at lyde som Tori Amos eller en nedtonet Kate Bush, ligesom pop-ikonet Rihannas vokal er at spore i et metallisk og soulfyldt sammensurium i eksempelvis afslutningen af ’At Dawn’. Bedst kommer Gilberts vokale overlegenhed måske til øre i titelsangen fra albummet, hvor hun igennem den mere end ni minutter lange sang kommer omkring stilen fra samtlige ovenfor nævnte sangerinder i en sang, som i giver – i det mindste denne anmelder – en voldsom grad af gåsehud.
Oceans of Slumber er i dette forår på turne i Storbritannien med det traditionelle symfoniske gothic-band Epica. Det giver ikke rigtig mening. Oceans of Slumber er så meget andet end et typisk band i dén genre. Det er et band, som Roskilde Festival for ti år siden ville (og i dag burde) have hyret som det nye og spændende inden for fremadskuende rock og metal.