HDDT '15: Uadvendt langsomhed

HDDT '15: Uadvendt langsomhed

Gode riffs med kongepondus resulterede på paradoksalt vis i en noget anonym koncert med Acid King. 

Kunstner
Spillested
Dato
01-05-2015
Genre
Fotograf
Jacob Dinsen
Karakter
2

For en måneds tid siden smed californiske Acid King deres længeventede fjerde fuldlængde på gaden, ’Middle Of Nowhere, Center Of Everywhere’, og modsat ens Devilution-kollega, der gav pladen en negativ anmeldelse, bød udspillet for nærværende skribent på den ene suveræne, guitarliderlige skæring efter den anden. Faktisk var pladen lige præcis det æggende stød i underlivet,  man havde håbet på fra Acid King efter ti års pladetørke. Ikke blot er guitarpulsen på pladen ramt lige i skabet af den doomtunge frontkvinde Lori S., men specielt trommespillet fra gale Joey Osbourne løftede pladen et godt stykke over gennemsnittet for doomplader. Efter ti års studiepause fik Acid King ikke blot mindet os om, at de helhjertet fortjener deres status som skelsættere i undergrundens forholdsvis nyere doomscene, men de fik samtidig bevist, at de også forbliver nogle af de bedst spillende i genren i dag.

Af samme grund havde man selvfølgelig set frem til at gense Acid King live. Sidst, bandet var i byen, var på Loppen i sommeren 2012, hvor de blandt andet spillede for James Hetfield, der dengang var at finde blandt publikum. Det var han vist ikke fredag aften på Dortheavej., men det er nu ikke derfor, at bandets koncert ikke rigtig havde den indvirkning på én, som der på papiret ellers var lagt i ovnen til. Betingelserne havde det nu godt: Festivalens Main Stage var fyldt op med et forventningsfuldt publikum, og med i bagagen havde man to underholdende koncerter med henholdsvis Horisont og Mantar. Man var altså parat til på bedste vis at sumpe doom-festligt indad, så det halve kunne være nok. Bandets repetitive mix mellem langsomt riff-bulder og tung, svævende feedback kunne bare komme an, kunne det.

Men det var, som om bandet aldrig tog udfordringen op. Lori S. virkede ellers dobbelt så sympatisk, dobbelt så udadvendt og vel samtidig omtrent lige så velspillende som de sidste par gange, man har oplevet hende. Det var tydeligt, hun har fået ny luft her på den anden side af udgivelsen af den seneste plade, og at det originale medlem Joey Osbourne er kommet bag tønderne igen. Det var tydeligt, de nød at være på turné og spille sammen. Og rytmesektionen spillede desuden præcis så solidt, som man havde håbet på: Svævende og udfordrende og samtidig med de momentvise næver, som man jo elsker Acid King for.

Til trods for alt det positive, der er at sige om koncerten med Acid King på HDDT, er der dog samtidig den her irriterende ubestemte, der egentlig dukker op med mellemrum, når man går til mange koncerter, og som ligger en form for afstand mellem én og ens oplevelse af koncerten. Til HDDT kom denne ubestemte sandsynligvis i spil på grund af de koncerter, man havde oplevet forinden. Man var blevet kørt for langt op i en feststemt, headbangende spids af både Mantar og Horisont, og da Acid King gik på, var man sandsynligvis ikke åben nok til at omfavne den indadvendthed, de på anderledes vis sætter i spil. I hvert fald funderede man efterfølgende længe over, hvor kemien mon blev af, og blev enig med sig selv om, at den udeblev lige så meget på grund af én selv. Med det i tankerne glæder vi os til næste besøg fra Acid King. De er fede.